Akut mangel på forskere

LEDERKONCENTRAT: Koncentrat af lederen ”Frit lejde for forskere”. Danske virksomheder oplever i stigende grad, at de bliver nødt til at flytte deres udviklingsarbejde til udlandet på grund af mangel på forskere. Danmark er nødt til at gøre sig mere attraktivt, hvis vi skal holde på og tiltrække forskerne.

Danske virksomheder savner specialister. Derfor må Danmark gøres mere attraktivt for udenlandske forskere. Ellers flytter udviklings-aktiviteterne ud af landet.

ErhvervsBladet kan i dag på forsiden berette om virksomheden Vestergaard Frandsen A/S i Kolding, der fremstiller sygdomsbekæmpende tekstiler. (...) Det er bl.a. sådanne produkter danske virksomheder skal leve af i fremtiden. Det intelligente arbejdstøj er udviklet af danske medarbejdere i Kolding og produceres i Fjernøsten. Men nu, hvor virksomheden har fået sit internationale gennembrud, flyttes udviklingsafdelingen til Schweiz. Årsag: Det er ikke muligt at trække de specialister til Sydjylland, som Vestergaard Frandsen har brug for. De findes derimod i Schweiz, hvor skatten i øvrigt er meget lavere end i Danmark.

Virksomhedens bestyrelsesformand fortæller, at han kender til flere andre virksomheder, der flytter udviklingsopgaver til udlandet, fordi der mangler specialister i Danmark.

I praksis er det ikke muligt at uddanne alle de specialister, virksomhederne har brug for, i Danmark. Problemet er derfor, at Danmark ikke er tilstrækkeligt attraktivt som etableringsland, når forskere skal overveje at flytte.

Det er en udfordring, som vor forskningsbegejstrede statsminister, Anders Fogh Rasmussen, bør tage op i forbindelse med arbejdet i sit "Globaliseringsråd".

For det første bør det gøres meget lettere for forskere at komme til Danmark. I dag skal de have en række helt specifikke kvalifikationer for at få arbejdstilladelse, og søgeproduceren er besværlig.

Indtil skattetrykket er sænket mere, bliver man også nødt til at udvide den særlige forskerskatte-ordning, hvorefter udenlandske forskere i de første tre år kan nøjes med en indkomstskat på 25 pct., hvis de slår sig ned i Danmark. Hvis de bliver ud over perioden beskattes de normalt. Det er ikke attraktivt nok.

Fogh Rasmussen kunne passende tage sagen op allerede i forbindelse med finansloven for 2006. Som eksemplet fra Kolding viser, er der tale om en haste-sag.

Forrige artikel Miljøzoner er ekspropriation Næste artikel Forurenerne må selv betale