Nationalparker med landbrug er en fuser

DEBAT: Landbrug hører ikke til i nationalparker. Politikerne bør træde i karakter og skabe en ny park med fokus på skov i Nordsjælland, mener Nepenthes.

Af Jørgen Muldtofte
Talsperson vedr. nationalparker i natur- og miljøforeningen Nepenthes

Forhandlingerne om en nationalpark i Nordsjælland er nu gået i hårdknude, og miljøministeren har set sig nødsaget til at udskyde mødet om grænse-dragningen, der skulle være afholdt 22. oktober. Dette sker, fordi vores politikere næsten over en kam nægter at indse, at konceptet med nationalparker, der indeholder landbrugsarealer, er en fuser.

Landbruget har jo ret i denne sag. Der findes ikke ét sobert argument for at indlemme landbrugsarealer i nationalparkerne, det er tværtimod til ulempe for alle. Landmændene bliver negative, turisterne bliver snydt, naturen bliver svigtet, og den øvrigt befolkning bliver holdt grundigt for nar.

Men landbrugskonflikten er kun den ene af to alvorlige hæmsko for en fornuftig udformning af den kommende nationalpark. Den verserende sag om falske indberetninger om skovtilstanden til EU, som afslørede, at det står langt værre til med skovnaturen, end Miljøministeriet længe har villet stå ved, må have gjort det lysende klart for politikerne, at ambitionerne for skovnaturen bør hæves gevaldigt.

Rovdrift
Der er alt for længe drevet rovdrift på skovene med det resultat, at de er støvsuget for alle de døde træer og grene, som utallige arter af dyr, planter og svampe skulle have enten boet i, levet på eller spist. I den danske rødliste over truede dyr og planter er det fastslået, at over 50 pct. af de truede arter hører til i skoven, og at manglen på gamle træer og dødt ved er en af de vigtigste grunde.

I regeringens redegørelse Natur og Miljø 2009, der netop har været i høring, nævnes det, at der skal udlægges 40.000 hektar statsskov til naturskov.
Desværre kan naturskovsbegrebet gradbøjes, og Skov- og Naturstyrelsen har jo demonstreret deres evner udi gradbøjning. Derfor har vi foreslået målsætningen skærpet til 40.000 hektar urørt skov.

Det mest indlysende valg af skov til dette formål er de skovarealer, der skal indgå i den kommende Nordsjælland Nationalpark, den eneste af de planlagte nationalparker med skovarealer af betydning. Staten ejer ca. 20.000 hektar skov og sø i området, og størstedelen af skovene er Natura2000-område, hvor vigtigste formål er at genoprette de beskyttede naturtypers biologiske tilstand, hvis den er ugunstig. Ud over dødt ved er det vigtigt at understrege, at store, hjemmehørende planteæderes græsning samt ophør af dræn og jagt er lige så essentielt for skovnaturen og de truede arter. Det er statens pligt, og det er, hvad folk forventer af en nationalpark.
De fleste truede arter er feinschmeckere, de accepterer ikke kompromisser mht. naturkvaliteten.

Prioriteringen omkring Nordsjælland Nationalpark, som nu har spillet fallit, giver forligskredsen i Folketinget en enestående mulighed for at træde i karakter og fremkomme med et nyt udspil om en alternativ dansk model for nationalparker. Nemlig en parktype, der lever op til de krav, der følger med aftaler som Danmark har tiltrådt i internationale fora. Uden landbrug og tørlagte søer, men med fred og ro, mangfoldighed af planter og dyr, naturlig vandstand og plads til de besøgende.

Forrige artikel Det billigste virkemiddel i vandindsatsen Næste artikel Fra klitplantage til bynær skov