Et samfund ude af balance

Af Jens Hedegaard Kristensen,
Formand for teknik- og miljøudvalget i Frederikshavns Kommune

Forleden blev jeg passet op af en ældre mand på gaden. En nær bekendt af mig, hvis råd og indsigt i samfundsforhold jeg igennem mange år har nydt godt af. Han startede da også straks samtalen med at kommentere de overståede budgetforhandlinger i stat og kommuner.

Jeg forstår det ikke, sagde han, samfundet bugner af penge. Aldrig før har der været så mange rige mennesker i Danmark. Aldrig før har der været så mange, der har råd til så meget som nu. Både erhvervslivet og det offentlige bygger med tårne og spir.

Hver anden dag springer champagnepropperne ved indvielse af det ene store indkøbsmekka efter det andet, musik- og operahuse skyder op som paddehatte over det ganske land. Men hvorfor kom alle budgetdrøftelserne så til at handle om, at der ikke var penge nok til pasning af børn og ældre?

En livsform uden kontakt med børnene
Jeg valgte at svare helt fra grunden. Vi har i dag indrettet os i et samfund, hvor vi i det daglige ikke er sammen med vore børn. Fra de er spæde, og til de fylder 18, bliver de passet, undervist og underholdt af det offentlige mod klækkelig betaling.

Fra syv morgen til sen aften. Vore ældre familiemedlemmer anbringer vi i ældreboliger og på plejehjem. Og betaler klækkeligt for det. Vi køber en ydelse, en vare ved det offentlige. Pas vores børn og ældre. Selv har vi ikke tid. Der er alt for mange eventyr i reklameverdenens brøl, som vi også må opleve, inden det bliver for sent.

Nu skurrer og ryster det i samfundet. Der er noget, der er ude af balance. Børnene udvikler en adfærd, der på det nærmeste sætter pædagogerne skakmat. Dog ikke mere end pædagogerne føler sig kaldet til at sætte navn på en lang række diagnoser, utilpassede, samspilsramte, dampsyndrom, hyperaktive, massivt understimuleret osv.

De ældre udvikler sygdomstegn, der ved første øjekast kunne minde om manglende pasning eller slet pleje. Men i virkeligheden dækker deres adfærd over en knugende ensomhed.

Vi køber nærhed af staten
Fat i kassebonen igen. Ja, men havde vi ikke købt pasning for vores børn og ældre ved det offentlige?

Jo, men der var bare noget, der ikke var med i handlen. Opdragelsen af børnene, nærværet, ømheden, kærligheden. Det at høre til et sted, hvor man ikke alene bor, men er elsket. For de ældre, det stadig at være en del af deres familie i værdighed og respekt. Nåh... var det ikke med. Ja, men så må vi have det med også!

Uden at blinke har vi bevæget os over i en fase, hvor vi opfatter det at købe nærhed og dække kontaktbehov, kærlighed og omsorg, er en naturlig ydelse fra det offentlige. Samtidig skal både børn og ældre stimuleres af det offentlige, så kedsomhed og ensomhed holdes på afstand.

Vi forventer simpelthen, at det offentlige også dækker disse områder, som var det renvaskede lagner eller nye vinduer i skolen. Men intet samfund i verden er så rigt, at det kan købe erstatning til den halve befolkning for manglende livsindhold, som ingen åbenbart vil investere i på egen hånd.

Det offentlige famler sig af gode grunde frem. Politikerne råber på handlekraft og flere penge. Det er som at hælde mere og mere benzin på en bil, man ikke kan få til at køre. Man bekymrer sig ikke om, hvorvidt der er hjul på bilen, eller om der overhovedet er en motor i. Den skal pinedød bare køre.

Hvad har det med miljø at gøre?
Derfor sagde jeg til min gamle ven fra før: Det nytter ikke noget at bruge flere penge på børne- og ældreområdet, før vi får ændret kursen. Vi har som politikere et overordnet ansvar for at få igangsat en proces, der tilsikrer, at vore medborgere får afstemt deres forventninger til det offentlige, så det er i overensstemmelse med virkeligheden.

Samtidig skal vi politikere melde klart ud og i sandhedens interesse stoppe den overbudspolitik, der er med til at forgøgle hele befolkningens opfattelse af, hvad det offentlige kan og skal klare.

Og hvad har ovenstående så med miljø at gøre? Et samfund, der er ude af balance vil aldrig være i stand til at løse store langsigtede samfundsopgaver.

Et samfund, der ikke vil kendes ved deres egne børn eller forældre, og kun har fokus på at tilegne sig en superegoistisk materiel lykke, vil aldrig være i stand til løse miljøproblemer.

Derfor skal vi starte med at bringe samfundet i balance, før vi kaster os ud i store globale miljøløsninger.

debat@altinget.dk