Ministre underskriver biodiversitets-erklæring

Af Karen Ellemann (V)
Miljøminister
- samt 14 andre europæiske miljøministre

Biodiversitet er livets forskellighed på jorden, udtrykt på tre niveauer - økosystemernes diversitet, arternes diversitet og genernes diversitet. Vi, menneskene, er en del af biodiversiteten, og afhængige af mange af de livs-understøttende processer, som ydes af biodiversitet og økosystemer.

Økosystemer forsyner os med en række velkendte tjenester, hvis fortsatte tilstedeværelse er essentielle for vores økonomiske velstand, sikkerhed, sundhed og andre aspekter af vores livskvalitet. Disse 'økosystem-ydelser' omfatter den luft, vi indånder, og tilvejebringelsen af goder så som mad, fibre, brændstof, ferskvand og medicin. De omfatter reguleringen af klimaet, oversvømmelser, sygdomme og vandkvalitet, og essentielle støttefunktioner såsom jordbundsdannelse, næringsstofkredsløb, bestøvning og primærproduktion. Desuden omfatter de kulturelle tjenester som for eksempel æstetiske, uddannelsesmæssige, rekreationelle, psykologiske og åndelige fordele.

Biodiversitet har derfor en iboende værdi, der sikrer social og økonomisk stabilitet, bidrager til frembringelsen af velstand og fattigdomsreduktion og spiller en rolle i formindskelse af og tilpasning til klimaforandringer.

Stigende pres på biodiversiteten
De seneste opgørelser konkluderer, at diversiteten for gener, arter og økosystemer fortsat er i hastig tilbagegang, samtidig med at presset på biodiversiteten er konstant eller stigende i intensitet, hovedsageligt som et resultat af menneskelige aktiviteter. De fortsatte tab medfører store økologiske, økonomiske og sociale konsekvenser, og vil med stor sandsynlighed begrænse jordens kapacitet til at levere økosystemydelser og til at tilpasse sig til de til stadighed ændrede miljømæssige forhold.

Ifølge TEEB rapporten (The Economics of Ecosystems and Biodiversity) svarer det årlige tab i økosystemets ydelser til et tab på 50 milliarder euro, og i 2050 kan vi risikere, at det samlede velfærdstab vil svare til syv procent af vores årlige forbrug.

Hovedårsagerne til de store tab i biodiversitet er velkendte: destruktion, degradering og fragmentering af habitater - eksempelvis som følge af omlægning og intensivering af produktionssystemer, bebyggelse, overudnyttelse af naturlige ressourcer, spredning af invasive arter og forurening.

Samtidig har den manglende evne til at værdisætte den fulde økonomiske værdi af økosystemer og biodiversitet været en signifikant faktor i disses fortsatte tab og tilbagegang. Biodiversitetens usynlige værdi har ofte tilskyndet til ineffektiv udnyttelse og endda ødelæggelse af den naturlige kapital, som er grundlaget for vores økonomi.

Nagoya-resultat var væsentlig global milepæl
Det globale samfund anerkender og er fuldt ud opmærksom på dette problem, og er villig til at handle hurtigt og effektivt for at stoppe tabet af biodiversitet og sikre, at økosystemerne i 2020 fortsat er robuste og fortsat kan levere de essentielle ydelser, der skal sikre planterigdom og bidrage til menneskelig velfærd og fattigdomsbekæmpelse.

Et sådant engagement er en del af den strategiske plan for biodiversitet vedtaget i Nagoya i oktober 2010 på den 10. partskonference for Biodiversitetskonventionen, og den yderlige udvikling af strategien for ressourcemobilisering og Nagoya Protokollen vedrørende adgang til og retfærdig udbyttedeling af genetiske ressourcer, som følge af udnyttelsen af disse. EU anerkender det succesfulde resultat i Nagoya som en væsentlig milepæl på den globale arena i 2010 - det internationale år for biodiversitet.

På EU-niveau er vi overbeviste om, at vi må udvise lederskab ved øjeblikkeligt at intensivere vores bestræbelser på at bevare egen biodiversitet og samtidig reducere vores negative påvirkning på biodiversiteten globalt. Derfor vedtog EU i marts 2010 en overordnet målsætning om at standse tabet af biodiversitet og tilbagegangen i økosystemydelser i EU i 2020, og så vidt muligt genoprette disse. Samtidig intensiverer EU sit bidrag til at forhindre globalt tab af biodiversitet.

Tid til at handle
Idet der næsten er gået seks måneder siden topmødet i Nagoya, er det nu tid til at handle, og til at gøre deklarationen og de bindende forpligtelser, den indeholder, til virkelighed. Der er ingen tvivl om, at det er en fælles udfordring og et fælles ansvar, og at vi er forpligtede til at adressere udfordringen fra et globalt perspektiv og en fælles tilgang.

Den fremtidige EU Biodiversitetsstrategi, der skal sikre, at vi når EU 2020 biodiversitetsmålet, udgør en unik mulighed for at organisere os på en sådan måde, at vi kan opnå de globalt vedtagne mål. Der er behov for, at både EU og medlemsstaterne progressivt og med beslutsomhed fremsætter konkrete, opnåelige og omkostningseffektive målsætninger og engagerer de relevante aktører og sektorer i implementeringen af beslutningerne vedtaget i Nagoya.

I denne forbindelse er der behov for en yderligere styrkelse af integrationen af biodiversitet i udviklingen og implementeringen af relevante EU-politikker, specielt med fokus på de gevinster biodiversitet og økosystemydelser leverer til et stort antal af sektorer. Der er endvidere behov for at tage de økonomiske værdier ved biodiversitet i betragtning og inkludere disse værdier i de politiske og økonomiske beslutninger.

De fortsatte EU-reformer i forbindelse med det forekommende EU-budget repræsenterer en uvurderlig mulighed for at føre denne øvelse ud i livet og for at forstærke sammenhængen mellem målsætningerne for de forskellige reformpolitikker og biodiversitetspolitikken.

Et skridt mod bæredygtig udvikling
Bevarelse af biodiversitet udgør en mulighed for at tage endnu et skridt imod en bæredygtig udvikling. Vækstdynamikken, der har medført forbedringer i levestandard, har ikke været uden fysiske omkostninger for det miljø, vores menneskelige velfærd i sidste afhænger af. I den nuværende situation med en global miljømæssig og socioøkonomisk krise er der et påtrængende behov for at lede økonomisk aktivitet hen imod produktions- og forbrugsmåder, der indbefatter færre miljømæssige konsekvenser. Behovet for at implementere politikker, der søger at sikre ordentlig værdisætning af naturlige aktiver, bør være et kerneelement i grønvækst-strategier.

I lyset af de gevinster biodiversitet og økosystemet bibringer menneskelig velfærd, og ved at tage højde for hovedkonklusionerne fra TEEB rapporten, der kaster lys over, hvordan omkostningerne ved at opretholde biodiversitet og økosystemets funktioner er lavere end omkostninger ved at tillade, at biodiversitet og økosystemets funktioner forsvinder, så er beskyttelsen af biologisk diversitet ganske tydeligt et nøgleelement i grøn økonomi. En bæredygtig, effektiv og grøn økonomi er baseret på mere ligestillede varer og services, og promoverer reduktion af ikke-bæredygtigt forbrug og incitamentstrukturer til skade for miljøet. Ved at sikre at biodiversitet benyttes bæredygtigt vil vi reducere vores økologiske fodspor.

Bidrage til jobskabelse
Konklusionerne fra TEEB rapporten illustrerer, at op til 2,6 procent af de beskæftigede i Europa er ansat i job, der hovedsageligt er baseret på naturlige aktiver, og at op til 16,6 procent af de europæiske job er indirekte forbundet med disse naturlige aktiver. TEEB estimerer endvidere, at globale forretningsmuligheder ved investering i biodiversitet i 2050 kan have en værdi af 2-6 billioner dollars. Biodiversitet kan derfor også bidrage til jobskabelse og nye forretningsmuligheder og derved generere langsigtede økonomiske fordele.

Alt i alt vil vi ved fuldt ud at værdsætte den rolle, biodiversitet og økosystemet spiller, kunne bidrage til EU's strategiske målsætninger. Der er et grundlæggende behov for, at vi intensiverer vores bestræbelser på at sikre den fortsatte bevarelse og bæredygtige brug af biodiversitet på tværs af sektorer og politiske beslutninger. Dette vil med sikkerhed tilvejebringe bedre økonomisk bæredygtig vækst og sikre stabilitet for vores menneskelige velfærd. Bevarelsen af vores naturlige kapital er et fælles ansvar.

Erklæringen er underskrevet af følgende europæiske ministre:

Paul Magnette, Føderal Minister for Klima og Energi, Belgien

Joke Schauvliege, Flamsk minister for Miljø, Naturressourcer og Kultur, Belgien

Nona Karadjova, Minister for Miljø og vand, Bulgarien

Demetris Eliades, Minister for Landbrug, Naturressourcer og Miljø, Cypern

Nathalie Kosciusko-Morizet, Minister for økologi, bæredygtig udvikling, transport og boliger, Frankrig

Norbert Röttgen, Føderal minister for miljø, naturbevaring og atomar sikkerhed, Tyskland

Tina Birbili, Minister for miljø, energi og klimaforandringer, Grækenland

Sándor Fazekas, Minister for landudvikling, Ungarn

Mario De Marco, Statssekretær for turisme, miljøet og kultur, Malta

László Borbély, Minister for miljø og skove, Rumænien

Roko Žarnić, Minister for miljø og planlægning, Slovenien

Rosa Aguilar Rivero, Minister for miljø, landdistrikter og havmiljø, Spanien

Andreas Carlgren, Miljøminister, Sverige

Caroline Spelman, Minister for miljø, mad og landlige interesser, Det Forenede Kongerige (UK)

Karen Ellemann, Miljøminister, Danmark

debat@altinget.dk