Pluk de lavthængende frugter

Når man står i en frugthave, kan man blive helt overvældet. Hvilke frugter skal man starte med at høste? Det afhænger af, hvilke frugter man sætter højest - og hvor svære de er at få fat i. I den nuværende danske naturforvaltning fokuserer man helt klart på de frugter, der sidder allerhøjest oppe. Oven i købet i det forkerte træ, hvis man spørger mig. Man har nemlig ladet årets helt store miljøpolitiske slagsmål handle om kvælstof i vandmiljøet.

Fagligt set er det idioti. Efter for længst at have fået styr på 70'ernes ganske overdrevne udledninger fra landbrug og byer, er yderligere reduktioner nemlig blevet væsentligt sværere og dyrere at opnå. Kort og godt har man for længst høstet de lavthængende frugter i vandmiljø-træet. Og så er det altid et relevant spørgsmål, om man skal fortsætte længere op i træet. Problemerne i vandmiljøet er alligevel til at overse. Der forsvinder ingen arter fra det marine miljø, man kan bade tæt på alle store byer, fiskeriet er ganske udmærket, der ligger masser af vandfugle i de indre farvande, og man kan knapt nok kigge ud over havet, før marsvin og sæler ligger og gør sig til.

De andre træer 
Ovre i de andre træer hænger der til gengæld masser af frugter, som venter på at blive høstet. Især det terrestriske træ bugner, så det er ved at knække under vægten. Det terrestriske træ handler i høj grad om biodiversitet, eftersom hovedparten af Danmarks og verdens biodiversitet findes på land. Højt oppe i træet har vi nogle store frugter, som er svære at høste - de handler om græssende husdyr på overdrev og enge, om høslæt på skovengene og alle de andre tiltag, som vil gavne engblommer, hyldegøgeurter, brune pletvinger og sortterner. Dem kræver det virkelig omtanke at få plukket, og jeg ved, at der i ministerierne tænkes mange tanker om støtteordninger og deslige for at få disse vigtige frugter lusket ned i kurven.

Desværre lader det til, at man nærmest har glemt - eller ignorerer - de lavthængende frugter. Der er ellers nok at tage af. I dag vil jeg fokusere på to, nemlig vore grøftekanter og råstofgrave. Jeg vil gemme urørt skov og dræning i statsskovene til en anden gang (men den er ikke glemt!).

Blomster i grøfterne 
Først grøftekanterne. I det midtjyske kan man opleve, hvordan enkelte vejkanter i juni blomstrer massivt med de sjældne planter lav skorsoner og guldblomme. Arter, som med den almindelige tilgroning nærmest er forsvundet ude fra heder og overdrev, men som stadig trives i vejkanter - hvis de blot bliver slået og det afskårne materialet fjernet. Det sidste er helt centralt. Det er nemlig ingrediensen i et klassisk høslæt: Man fjerner en stor del af biomassen, så der er plads til genvækst af blomsterplanter og andet godt. Mange studier viser entydigt, at høslæt i vejrabatter - måske op til fem meter væk fra vejen - kan sikre store bestande af truede planter og insekter. Vejkanterne kan på denne måde blive til væsentlige spredningskorridorer for selvsamme arter.

Det burde ligge lige til højrebenet. Kommunerne har maskinellet, og de har mandskabstimerne. Men langt de fleste steder, måske 99 procent, nøjes man med at slå. Man fjerner ikke den høstede biomasse. I stedet for at lave spirebede til et mylder af blomsterplanter lader man det hele ligge og kompostere. Det er fantastisk til brændenælder og tidsler, men gift for gule evighedsblomster, tjærenelliker og violetrandede ildfugle. Tænk sig, hvis man transmogriffede randzonerne fra vore vandløb op til vore 60.000 km veje og derefter udførte et ordentligt høslæt en gang eller to om året? Så ville vi køre rundt i et blomstrende Danmark, hvor sommerfugle ville sværme som i gamle dage. Og vi ville alle kunne se resultaterne. Kommer det til at ske? Sikkert ikke.

Mylderet i råstofgravene 
En anden lavthængende frugt findes i vore utallige råstofgrave. Når man blotter en jomfruelig mineraljord, skaber man nemlig levevilkår for en mængde lys- og varmekrævende planter og dyr, som tidligere var udbredte, men som i dag er yderst fåtallige i den danske natur. En råstofgrav kan derfor myldre med sjældne arter med navne som strandtudse, markfirben, biblomst, riddergøgeurt, sumphullæbe, almindelig ulvefod, rødbenet ninja, engblåfugl, lille præstekrave... ja, faktisk kan man finde hovedparten af Danmarks sjældne plante- og insektarter i nuværende eller forladte råstofgrave! Hvis bare de ikke er blevet "retableret" eller efterbehandlet, som det ellers har været en tradition i årtier.

Siden 60'erne har paradigmet nemlig været, at en råstofgrav er en øje- og naturbæ, der snarest efter endt udnyttelse skal planeres, påfyldes muld og genopdyrkes eller tilplantes med skov. Det sker stadig mange steder. Hvis man vil gavne Danmarks natur, er det imidlertid suverænt det dummeste, man kan gøre. I stedet burde man lade råstofgravene ligge og gro langsomt til ved den proces, der kaldes naturlig succession. Er man virkelig progressiv, kan man ligefrem lade arealerne afgræsse - så kan de i løbet af få årtier ende som biologiske hotspots af den anden verden.

Heldigvis går udviklingen på råstofområdet i den rigtige retning. I mange kredse, også blandt indvinderne, er der en stor lydhørhed i forhold til råstofgravenes biodiversitet, fordi alle kan se, at råstofgrave vitterligt myldrer med liv. Og der er faktisk intet i lovgivningen, der forhindrer, at man efter udvindingen lader graven ligge til rene naturformål. Det er bare ikke noget, man prioriterer. Derfor kan man stadig opleve, hvordan disse biologiske oaser i kulturlandskabet pludselig en dag bliver jævnet ud og får påført et tykt, tykt og frodigt lag af muld. Stakkels markfirben...

Hvilket bringer mig frem til konklusionen: Politikerne har vedtaget, at tilbagegangen i biodiversitet skal være bremset inden 2020. Hvorfor plukker man så ikke de frugter, som skriger på at blive plukket?

debat@altinget.dk