SF trækker minister i samråd om olieboringer på Lolland

FRACKING: Bekymringer for klima og miljø samt manglende inddragelse af lokalområdet har fået SF-formand Pia Olsen Dyhr til at kalde energiministeren i samråd i sagen om olieboringer på Lolland. Hun kalder ministerens håndtering af sagen arrogant. 

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) skal i samråd om ansøgningerne om olieboring og fracking på Lolland og Falster.

Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr, der er frustreret over, at sagen indtil i sidste uge blev kørt uden at informere lokalpolitikerne:

”Det er arrogant og dumt. Boringen risikerer at gøre stor skade på lokalområdet. Det gælder blandt andet drikkevandet. Derfor skal regeringen tage de lokale med på råd, inden de giver et udenlandsk firma fripas til at udnytte Lollands undergrund,” lyder det fra Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

I regeringen mener man ikke, at tilladelsen til olieboring og fracking skal diskuteres politisk, men at sagen på grund af åben-dør-loven er ren procedure. Det giver Pia Olsen Dyhr ikke meget for:

"Det er jo politik. Regeringspartierne har intet ønske om at ændre åben-dør-loven. Det kunne de gøre sammen med SF og andre og på den måde lukke døren for alle ansøgninger om skifergas, olie og naturgas uden for Nordsøen," skriver hun. 

Udover bekymringen for at der tages beslutninger hen over hovedet på lokalbefolkningen, har Pia Olsen Dyhr en grundlæggende skepsis over for boringerne, der kan føre til olieudvinding på dansk jord.

"Det er ingen hemmelighed, at jeg savner grønne ambitioner fra regeringen. Det er på tide at komme ind i kampen og investere i den grønne energi i stedet for at bilde sig ind, at vores fremtidige energiforbrug skal afhænge af fossile brændsler som olie og gas," skriver hun.

Det ventes, at Lars Christian Lilleholt på onsdagens udvalgsmøde tager stilling til de hollandske ansøgninger. 

Det vides endnu ikke, hvornår samrådet om sagen finder sted. 

 

 

 

Forrige artikel S træder vande om fracking-tilladelse S træder vande om fracking-tilladelse Næste artikel Landbruget har brugt halvdelen af ekstra gødnings-kvote Landbruget har brugt halvdelen af ekstra gødnings-kvote