Danmark er en skovpolitisk bananrepublik

DEBAT: Naturstyrelsen har besluttet at vurdere skovens tilstand som 'gunstig'. Det er grotesk og uvidenskabeligt, mener Verdens Skove, der ser sagen som et resultat af Naturstyrelsens dobbeltrolle som både tømmerproducent og naturforvalter.

Af Jens Holm Kanstrup
Biolog og rådgiver i Verdens Skove

Så er der igen blæst om Naturstyrelsens sminkede vurderinger af de danske skoves tilstand. Den såkaldte "skovsminkesag" startede i 2007, da forhenværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) stik imod forskernes vurderinger indberettede til EU, at de danske skoves tilstand var 'gunstig'. Da skovenes tilstand igen skulle vurderes i 2013, tog daværende miljøminister Ida Auken ansvar, og i overensstemmelse med sandheden erklærede hun de danske skoves tilstand for 'ugunstig' .
 
Men nu er Naturstyrelsen desværre trådt et skridt baglæns. I en ny bekendtgørelse fra Miljøministeriet fremgår det, at skovenes tilstand igen kan vurderes som 'god', fordi der ikke lægges vægt på forekomsten af gamle træer og dødt ved som essentielle for biodiversiteten.

Det er jo grotesk. Det er videnskabeligt forkert og stærkt misvisende ikke at medregne dødt ved og gamle træer som to meget væsentlige faktorer i vurderingen af skovnaturens tilstand, da de begge udgør yderst vigtige forudsætninger for biodiversitet. Metoden kompromitterer simpelthen Naturstyrelsen troværdighed og videnskabelige integritet.

Politik eller videnskab? 
Det værste er dog, at i en udtalelse fra Naturstyrelsen til Altinget forklarer kontorchef i Naturstyrelsen, Gertrud Knudsen, at det er en politisk beslutning at gå tilbage til den metode, der vurderer skovenes tilstand som gunstig.

Hvis valget af videnskabelig metode er et politisk valg, så gør det Danmark til en skovpolitisk bananrepublik, hvor virkeligheden kan bøjes efter politisk ønske.

Men i et demokrati med myndigheder, som bør være rationelt tilregnelige, så er det simpelthen forkasteligt at gå tilbage til den uvidenskabelige metode, som Naturstyrelsen allerede er blevet pålagt at skrinlægge af den forhenværende miljøminister.
 
Denne politisering af det naturfaglige er endnu et udtryk for, at Naturstyrelsen ikke på en og samme tid kan have tømmerproduktion og biodiversitet som formål, fordi de to mål er modsatrettede.

Biodiversitet eller tømmer
Naturstyrelsen er i en åbenbar interessekonflikt. Enten må den statslige tømmerproduktion helt ophøre, eller også må tømmerproduktionen skilles fra Naturstyrelsen. Overvågning og produktion skal skilles fra hinanden. Vi skal have mindre flis og mindre motorsav og mere vild natur, der lever op til vores internationale forpligtigelser.

Det er bydende nødvendigt, da vi ikke kan gøre noget reelt for at gavne forholdene for vores truede arter og biodiversiteten, hvis vi ikke ser fagligt, kvalificeret og nøgternt på skovenes naturtilstand. Når vi ser på de mange medieskriverier fra tidligere statsskovridere om, hvordan vi ikke behøver at bekymre os om dødt ved og gamle træer i skovene, så lugter det fælt af, at der sidder nogle skovdyrkersjæle i statsapparatet, der ønsker os tilbage til de gamle dage, hvor tømmerstokkenes sundhed var det eneste hensyn, der var værd at skele til.

Vi ønsker natur, der hæver vores land til international standard med skovnaturen. De mange flagermusarter, uglerne, smukke barklaver, skovengenes sommerfugle og orkideer, mellemflagspætten og den safrangule fedtporesvamp og talrige andre dødvedsvampe; de skal være en del af vores fælles fremtid.

Forrige artikel Friluftsrådet: Naturen er vigtigere end væksten Friluftsrådet: Naturen er vigtigere end væksten Næste artikel Dansk Erhverv: EL’s etikmærke er nyttesløst Dansk Erhverv: EL’s etikmærke er nyttesløst