Urørt skov er ikke den eneste vej
DEBAT: Urørt skov er ikke den eneste vej til bedre biodiversitet, fastslår Esben Møller Madsen og Palle Madsen, som opfordrer biologerne til at huske på, at skovene også tjener andre formål end biodiversitet.
Af Esben Møller Madsen, skovrider, Skåneskogens Utvecklings AB
og Palle Madsen, seniorforsker, Skov & Landskab, IGN, Københavns Universitet
Urørt skov er en god ”one-liner”. Selvforklarende og med et budskab, som er i tråd med tidsånden. Bagerste række kan også være med. Og budskabet kan – åbenbart – tåle gentagelse uden at blive nedslidt!
Debatten i Altinget.dk har dog vist, at urørt skov langtfra er et svar, som løser alle biodiversitetens udfordringer. Derfor er det også svært at forstå, hvorfor biologer – beskyttet af forskertitler – fremturer med det stærkt forenklede budskab. Det havde været mere i forskningens ånd at vælge argumentationens og kompleksitetens stenede vej.
Den danske natur har i mere end 1.000 år været stærkt påvirket af mennesker. Meget stærkt påvirket endda. Ved slutningen af 1700-tallet var skovene til og med næsten totalt ryddede. Mennesket havde fremkaldt økologisk katastrofe med omfattende udbredelse af hederne, sandflugt og mangel på mad og træ. Det var det tætteste, vi kan komme på ørkendannelse under vores klimatiske forhold. Siden har vi skabt ufatteligt meget bedre levevilkår for mange flere mennesker, samtidig med at vi har fået overskud til at gøre mere for biodiversiteten overalt i vores natur- og skovforvaltning.
Ringe viden om urørt skov
Givetvis vil biodiversiteten på nogle områder kunne øges endnu mere, hvis vi lader skovene ligge urørte. Men på andre områder vil urørt skov slet ikke bidrage til en bæredygtig udvikling, men tværtimod kunne reducere biodiversiteten! Problemet – som biologerne nødvendigvis må medgive – er, at man ved meget lidt om begrebet urørt skov som virkemiddel til at øge biodiversiteten. Særdeles i en fremtid, som vil byde på store klimaforandringer.
Biologerne forsøger med deres lister over sjældne arter (rødlisten) at holde fast i eller genskabe noget, som var engang – noget, som også var helt domineret af menneskelig påvirkning; kulturnatur og kulturskov. Men spørgsmålet er i stedet, hvad vi skal gøre for at passe på naturen i en fremtid, hvor alt vil være forandret og blive ved med at forandre sig?
Samtidig må vi nødvendigvis gøre det omkostningseffektivt, så der ikke spildes store ressourcer og velfærdskroner på et 'flop'. En storstilet indsats, som kun fokuserer på vor tids ”truede arter” på rødlisten, vil indebære en enorm risiko for at mislykkes, da de ændrede forudsætninger gør det umuligt at opretholde eller genskabe ”det, som var engang”.
Alligevel gentager biologerne igen og igen, at urørt skov er den eneste vej.
Ikke kun biodiversitet
Det er trist, at biologerne ikke vil være med til at finde konstruktive løsninger på, hvordan man med de midler, der er til rådighed, kan øge biodiversiteten – samtidig med at vi udnytter og udvikler skovenes potentiale som et af de allermest effektive midler til at skabe en bæredygtig udvikling.
Og det er trist, at de, i stedet for en positiv dialog om, hvordan det besværlige spørgsmålet kan håndteres, har valgt propagandafelttogets forenklede form.
I stedet for at se på biodiversiteten ud fra et meget snævert biologsynspunkt bliver man nødt til at have den samlede bæredygtighed for øje. Bæredygtighed er langt fra kun et spørgsmål om at bevare og beskytte naturen og biodiversiteten. Skovene og skovbruget kan foruden at beskytte naturen og fremme biodiversiteten desuden producere og lagre træ og derved opsuge og erstatte rigtigt meget af alt den CO2, som vort uhæmmede forbrug af fossilt brændsel og tidligere tiders skovrydninger overalt på kloden har sluppet ud i atmosfæren.
Men sådanne løsninger kræver, at man både lægger det enøjede biologperspektiv bag sig, og samtidig ophører med at søge konfrontation og konflikt. Lad os i stedet gennem samarbejde finde realistiske erfarings- og forskningsbaserede løsninger, som peger fremad.
