Uhyrligt at flytte naturopgaver fra kommunerne

DEBAT: Det er en uhyrlig tanke at flytte naturopgaverne væk fra kommunerne. Giv dem i stedet bedre sanktionsmuligheder, skriver KTC's formand.

Af Torben Nøhr
Formand for Kommunalteknisk Chefforening (KTC).

Kære DN og socialdemokrater,

Danmarks Naturfredningsforening har påstået, at det kun er gået ned ad bakke, siden kommunerne for 3 år siden overtog opgaven med at passe på vores § 3-naturområder heder, strandenge, vandhuller osv. Mange af områderne er forsvundet, og kommunerne er ikke deres opgave voksen. Senest har Socialdemokraterne meldt ud, at det må overvejes at flytte opgaven fra kommunerne - måske over til de statslige miljøcentre.

Fra kommunalteknisk side er vi målløse over forslaget, og vi er totalt uforstående over for påstandene om, at § 3-områderne skulle være formindsket med 1/3 på bare tre år.

Kære DN og socialdemokrater! Vi er enige med jer i, at det er en vigtig opgave at passe på de 280.000 registrerede naturområder. Helt bestemt. Men det passer ikke, at naturområderne er formindsket med 1/3.

Siden vi overtog opgaven, har mange kommuner igangsat en meget præcis registrering og kortlægning af alle disse områder. Vi gennemfører fysisk registrering i marken for at kontrollere områderne, deres udstrækning og deres indhold af naturværdier. Det er en kæmpe opgave, som amterne aldrig fik udført, men som vi nu er i fuld gang med. I min egen kommune (Vordingborg) afsluttes denne omfattende registrering i 2010. Samtlige vandhuller, moser, enge osv. er besøgt og vurderet og rapporteret. Et fantastisk flot arbejde, som vi kun kan være stolte af.

En uhyrlig tanke 
Det er rigtig godt, at opgaven ligger hos kommunerne, fordi dette arbejde kan ses i sammenhæng med vores arbejde med vandløbsvedligeholdelsen, naturplejen, grundvandsbeskyttelsen, vand- og naturplanerne, landbrugsgodkendelser osv.

At tænke sig at flytte opgaven til de statslige miljøcentre! En uhyrlig tanke! De er underlagt skrappe statslige sparekrav, årlige reduktioner på 2 procent. Og hvordan gik det lige med fødevarekontrollen, politireformen? Nej, centralisering er ikke en løsning på truslerne mod vores naturværdier.

Den rigtige løsning på bevarelsen af naturværdierne er samarbejde. Samarbejde med DN og andre engagerede lokale borgere. For vi må erkende, at vi ikke kan føre regelmæssig kontrol med 280.000 naturområder hvert år. Derfor har vi brug for hjælp fra lokale kræfter, og derfor inviterer vi gerne DN til samarbejde. Igen i min kommune (Vordingborg) har vi et fremragende samarbejde med DN og landbruget og andre parter, og er altid klar til at rykke ud, såfremt der konstateres uregelmæssigheder.

Problemet er retshåndhævelsen 
Faktisk er det sådan, at set med Teknik- og Miljøområdets øjne er vores største problem med § 3-naturområderne retshåndhævelsen, når noget er gået galt. Det er utrolig krævende at skulle gennem anklagemyndighed og domstole, for til sidst at ende med latterligt små bøder. Derfor vil vi gerne foreslå Socialdemokraterne, at de - i stedet for at så tvivl om kommunernes arbejde på dette område - arbejder for, at kommunerne får mulighed for at udstede administrative bøder på præcis samme vis som Arbejdstilsynet og Fødevarekontrollen har. Vi ville aflaste politiet og domstolene og få en langt mere effektiv sagsbehandling.

Så kære DN og socialdemokrater, fra Kommunalteknisk Chefforenings side har vi to gode forslag til jer:

  1. Med DN vil vi gerne have en dialog om beskyttelsen af § 3 områderne, og

  2. til Socialdemokraterne vil vi gerne sige: Hjælp os med at få hjemmel til at udstede administrative bøder til dem, der overtræder reglerne.

Så skal vi nok tage os af resten!

Forrige artikel Naturbeskyttelsesloven må skærpes Næste artikel KTC: DN's påstand om naturødelæggelser holder ikke