Naturbeskyttelsesloven må skærpes
DEBAT: Kommunerne står med en langt større naturopgave end den, amterne havde. Derfor er der brug for flere ressourcer og en skærpelse af naturbeskyttelsesloven, mener Peder Størup.
Indehaver af Naturbeskyttelse.dk
Socialdemokraterners miljøordfører, Mette Gjerskov, siger i Altinget 4. november, at beskyttelsen af vores natur er utilstrækkelig, og at den nuværende situation langtfra er optimal. Jeg er helt enig.
Udviklingen er meget bekymrende, hvilket Christian Hjort fra Dansk Ornitologisk Forening også give udtryk for i hans kommentar til artiklen. Jeg har dog også forståelse for de kommentarer, som Finn Thoft Jensen fra Vejle Kommune og Martin Køhl Søholm fra Kerteminde Kommune er kommet med i forlængelse af Socialdemokraternes overvejelser om kommunernes naturopgaver.
Det er vigtigt at forstå, at opgaven med håndhævelse af naturbeskyttelse er meget forskellig fra kommune til kommune. I de store landbrugskommuner er presset på naturen væsentlig større end i de øvrige, og den politiske prioritering er ofte ikke til naturens fordel. Ligeledes er det materiale, amterne overdrog til kommunerne, af meget forskellig kvalitet. Kerteminde Kommune er faktisk særdels privilegeret, eftersom dens naturområder er blevet undersøgt for flora og fauna (inventeret) af Fyns Amt. I Hjørring Kommune eksisterer der stort set ikke registreringer af naturindholdet for de beskyttede arealer. Her har man overtaget en næsten uoverskuelig opgave fra amtet, mange andre kommuner sidder i den samme håbløse situation.
Brak-katastrofen
Ophøret af braklægningen har været katastrofal for naturen. I 9 ud af 10 tilfælde var brakmarkerne fast placeret på de absolut dårligste jorder i ådalene eller på de tørreste og mest sandede arealer. Da de dårligste jorder ofte ligger i forbindelse med naturbeskyttede arealer, udgjorde brakken en vigtig bufferzone ned til disse. Ved opdyrkningen af brakken forsvandt bufferzonen, men ofte også de naturbeskyttede arealer, nu hvor ploven var sat i jorden.
Der er et klart sammenfald mellem brak og §3, mange brakmarker blev ulovligt placeret på §3-arealer, da man derved kunne opretholde dyrkningen på den regulære landbrugsjord. Det er altså ikke fejlregistrering af §3-arealerne, men brakmarkernes ulovlige placering på beskyttet natur, som er problemet.
Kommunerne overtog tilsynet med naturen på det absolut værst tænkelige tidspunkt, som følge af:
Høje jordpriser - drevet af jagten på jord til gyllen.
Høje kornpriser, som gjorde det mere rentabelt at opdyrke de dårligste jorde.
Strukturudvikling i industrilandbruget mod stadig større marker.
Kraftigere maskiner, som på kort tid kan fjerne eller dræne arealer, som ligger i vejen for markdriften, såsom diger og vandhuller.
Set i lyset af ovenstående gør kommunernes sagsbehandlere det mindst lige så godt, eller skidt om man vil, som mange af amterne gjorde det. Der er ofte masser af god vilje i kommunernes miljøafdelinger - men ressourcerne og den politiske prioritering af landbrugsgodkendelserne har presset biologerne til at lægge natursagerne nederst i bunken.
Presset på naturen har aldrig været større - derfor står kommunerne med en langt større opgave end den, amterne havde. Skal naturen ikke fortsat tabe terræn, er der derfor behov for en kraftig skærpelse af Naturbeskyttelsesloven - men det forudsætter, at der bliver afsat langt flere ressourcer til håndhævelse af loven.
Der er et akut behov for, at kommunernes miljøafdelinger tilføres flere ressourcer, målrettet tilsyn med beskyttet natur. Dette bør suppleres med placering af et overordnet tilsyn hos miljøcentrene, som primært skal tage udgangspunkt i kontrol på baggrund af sattelit- eller flyfotos.
Det billigeste og bedste ville selvfølgelig være, om landbruget og bygherrer begyndte at respektere den 18 år gamle naturbeskyttelseslov.
