Svar på Ole Roeds "Nej til kuvøsenatur"

DEBAT: Friluftsrådet er imod lukning af skov, men kan acceptere midlertidige lukninger af hensyn til naturen, skriver rådets direktør.

Af Jan Eriksen
Friluftsrådets direktør

I Friluftsrådet er vi enige med Ole Roed Jakobsen i rigtig meget i hans artikel fra den 22. september under overskriften "Nej til kuvøsenatur". Fx at benyttelse og beskyttelse af naturen både kan og skal gå hånd i hånd. Og at vi vil komme til at se veletablerede faste bestande af genindvandrede dyr som en naturlig del af den danske natur.

Udgangspunktet for Ole Roeds artikel er, at der nu også er lukket offentlig skov af hensyn til ynglende havørne. Nejede Vesterskov ved Arresø er den første af den art. Bognæs ved Roskilde Fjord er derimod privat skov (Ole Roed skriver offentlig).

Friluftsrådet er imod lukning af offentlig (såvel som privat) skov. Men vi kan acceptere en fleksibel naturforvaltning og en intelligent planlægning, der begrunder en midlertidig lukning af hensyn til naturen, i dette tilfælde havørnen.

Friluftsrådet har i årevis efterlyst og argumenteret for en forvaltningsplan for havørne.

Hver gang Friluftsrådet har anket en afgørelse om lukning af en skov, har vi mødt modstand. Vi finder det helt på sin plads, at der i den kritiske yngleperiode er lukket af for færdsel tæt på reden, dvs. i en afstand af 300 meter. Men ud over den periode på ca. 6 måneder, er der intet til hinder for en mindre restriktiv vejledning.

Hvem forstyrrer ørnen? 
De seneste 12 års ynglesucces med havørne viser, at de er mere robuste over for menneskelige forstyrrelser, end mange tror. Men derfor er det fortsat nødvendigt at udvise fornøden hensyn i yngleperioden. Et glimrende eksempel på en succesfuld forvaltning med små restriktioner er i øvrigt i førnævnte havørne-rede på Bognæs!

Til min evige undren mener en række personer - og også medlemmer af Naturklagenævnet - at havørne ikke forstyrres væsentligt af jagt og skovaktiviteter med fx motorsav, men derimod af ornitologer og andre besøgende i skoven med gummistøvler og rødkindede børn.

Jeg er afslutningsvis helt uenig i Ole Roeds malplacerede kommentar til Friluftsrådets adgangspolitiske handlingsplan, som er besluttet med et stort flertal af vore over 90 medlemsorganisationer. At Danmarks Jægerforbund ikke elsker den 100 procent, er der ikke noget nyt i, og det har slet ingen sammenhæng til artiklens indhold i øvrigt.

Forrige artikel Giv forbrugeren hurtigere hjælp i kemi-junglen Næste artikel Fri dynamik eller kuvøse-natur?