Maritim teknologivirksomhed: Tiden er inde til, at IMO laver en bindende aftale om klimaafgift

Der er nu gået mere end et år siden, at Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) indgik en aftale om at gøre skibsfarten klimaneutral i midten af dette århundrede.

Dengang udtalte jeg mig skeptisk, at vi med den nye klimaaftale havde fået en lanterne, hvor vi havde brug for et fyrtårn. Aftalen indikerede ambitionen, men anviste ingen klar vej til klimaneutralitetens forjættede land.

Det var en aftale om at lave en aftale.

De rigtigt svære diskussioner havde man nemlig udskudt, da IMO havde givet sig selv frem til 2025 til at udvikle de regulative greb, som skal implementere de vedtagne ambitioner.

Da flagstaterne mødtes for at forhandle om disse regulativer i marts, blev resultatet endnu engang en aftale om en aftale. Man kom et skridt videre, men indgik intet bindende.

Så når IMO næste uge mødes til endnu en vigtig forhandling, kan man håbe, at det nu endelig lykkes at lande en reel bindende aftale.

Mål afhænger af politisk handling

Der er mange punkter på dagsordenen. Man skal lægge sig fast på en brændstofstandard, diskutere energieffektivitet og afklare miljøspørgsmål om både luftforurening og ballastvand. Den afgørende knast er dog stadig spørgsmålet om en global afgift på maritime drivhusgasudledninger.

I den ideelle verden vedtages en bindende aftale om en klimaskat på shipping-industriens udledninger, som er så høj, at den udligner prisgabet mellem fossile og grønne brændstoffer. Klare og entydige økonomiske incitamenter vil være den mest effektive måde at sætte gang i den store klimaomstilling af skibsfarten.

Lige nu er branchen nemlig fanget i en ond cirkel, hvor dem der skal producere grønt brændstof ikke vil investere uden reel efterspørgsel, mens køberne ikke vil forpligte sig uden et reelt udbud.

Der skal politiske indgreb til for at bryde denne cyklus.

Det er komplekst, der er mange interesser og djævlen ligger i detaljen, men vi må ikke risikere, at hele aftalen falder på gulvet, fordi vi fortaber os i et specifikt krav.

{{toplink}}

Tendensen i IMO har været, at diskussionen om klimaafgiftens størrelse forhaler processen og forhindrer parterne i overhovedet at aftale, om den skal være der.

Her kan vi, der kæmper for den grønne omstilling af den maritime verden, med fordel lade os inspirere af den grønne trepart, som for nylig landede en stor miljø- og klimaaftale for landbruget, der nu skal implementeres med eget ministerium.

Det er givetvis ikke nogen perfekt aftale. Store dele af klimabevægelsen havde i hvert fald ønsket sig mere. Men nu har vi en aftale, som alle parter er forpligtede på. Det sætter skub i processen og med rammerne på plads, kan ambitionerne skærpes løbende.

På samme vis handler det om at lande en klar og bindende aftale, som indeholder alle de rette elementer og mekanismer. Så kan vi justere afgiftens størrelse på sigt.

Tiden løber ud

Shippingindustriens udledninger er igen tiltagende og efter et år med blokade af Det Røde Hav, en heftig orkansæson og tørke i Panama-kanalen, som har ført til forlængede skibsruter, ser det ud til at fortsætte.

Vi har derfor ikke tid til flere aftaler om aftaler, der i sidste ende bare forhaler den egentlige aftale.

EU har længe gået forrest ved at indlemme shipping-industrien i emissionshandelssystemet og med FuelEU Maritime-lovgivningen, som promoverer brugen af grønnere og mere energieffektivt brændstof. Det sætter gang i en proces og vi kan se direkte i vores tal, at det virker.

Det går ikke så stærkt, som man kunne ønske sig, og den geografiske begrænsning skaber nogle forskruede incitamenter, men EU har sendt et klart signal til industrien. Det rykker noget, selvom den store globale forandring kun skabes via IMO.

Efter mange år med forhandlinger, høje ambitioner og tomme løfter, er den store klimaomstilling endelig begyndt at bevæge sig ind i implementeringsfasen.

Mens mange industrier er i fuld gang, har den maritime verden padlet rundt i årevis. Nu er det tid til, at vi bevæger os fra forhandlinger og ambitioner til handling og implementering, så vi får sat bevægelse i det grønne svinghjul, hvor efterspørgsel avler udbud og udbud avler efterspørgsel.

Den grønne omstilling er ikke noget, man når eller ikke når. Det er en kontinuerlig proces, hvor hvert eneste kilo CO2 tæller. Jo hurtigere vi kommer i gang, desto længere når vi. Her har den maritime industri også et ansvar.

Så min bøn til IMO og de flagstater som deltager i næste uges konference må være: Ikke flere aftaler om aftaler.

{{toplink}}

debat@altinget.dk