Lektor: Vi må fastholde en sund skepsis, når fake bliver til news

News og views blandes til stadighed, så det spekulative, som godt kunne være sandt, får mere plads. Vi skal derfor huske at spørge, hvem der har interesse i, at et fænomen går fra fake til news, skriver Peter Aagaard.

Sommeren har budt på to interessante globale historier med nogle interessante lighedstræk:

For det første historien om WHO's opgradering af sandsynligheden for, at et laboratorium i Wuhan er arnestedet for covid-19 – og for det andet UFO-rapporten fra Pentagon, der anerkender eksistensen af uforklarlige flyvende objekter i farvandene omkring USA.

Ligheder? Hvilke er det, tænker du nok. Jo, begge historier har tidligere været oppe at vende, men er tidligere blevet pandet ned af eksperter som fake news, konspirationer eller decideret disinformation.

De illustrerer derfor en ny tendens i havet af mediehistorier, hvor det, der tidligere har været kategoriseret som underlødigt, usagligt og usandt, pludselig kan springe over på den anden side af sandhedskriterierne – ovenikøbet pakket ind i saglighedens symbolik fra troværdige institutioner som WHO og Pentagon – hvorefter mindst lige så saglige nyhedsmedier, som 60 Minutes og herhjemme Deadline, tager historierne op igen til seriøs behandling.

Siden 2016 har vi været vant til, at sociale medier spreder fake news og disinformation, og at de indimellem breder sig til publicistiske medier, inden de endeligt bliver kategoriseret som opspind og løgne.

Skal vi nu også til at vænne os til den modsatte bevægelse? At det, der var fake, pludselig kan blive sandt? Det vil i givet fald lægge endnu en alen til den globale epistemiske krise, som fake news-bølgen har udløst.

News iblandet views
For folkedybet tænker sig frem til følgende slutning:

Når medier og regeringer – i deres øjne – i årevis har fortiet sandheden eller direkte løjet om Wuhan-laboratoriet og UFO'er, hvad er så det næste, der vil vise sig at være sandt?

QAnon? At Bill Gates og Bill Clinton alligevel er involveret i Jeffrey Epsteins død? At Jorden alligevel er flad? At covid-19-vacciner gør os til zombier?

Der er gode grunde til at forvente flere historier med repatrierede fake news. Dog næppe i fladjord eller zombieapokalypse kategorien. Flere og flere medier graver mere eller mindre sande historier frem, som fødes ind i mediesystemets cykliske bevægelser – og som kan ende med at blive taget seriøst af lødige, publicistiske medier, som også skal fastholde publikums interesse i konkurrencen med folkedybets sociale medier.

News og views blandes til stadighed, så det spekulative, som godt kunne være sandt, får mere plads. Dokumentargenren er for eksempel for længst eksploderet i et hav af undergenrer, der ligger langt fra dens rod i realisme.

Sund skepsis
Ligesom med fake news er der dog gode grunde til at fastholde en sund kritisk skepsis, når fake bliver til news:

1) Husk, at news ikke er det samme som sandt. Både Wuhan-laboratoriet og UFO'er er stadig solide teorier, hvor andre gode forklaringer er mulige.

2) Husk at spørge, hvem der har en interesse i, at et fænomen pludselig springer over stregen fra fake til news. Det spørgsmål skal man stille til enhver nyhedsagenda – også repatrieret fake news. Er der nogen, der har en interesse i mere åbenhed i det kommunistiske Kina? Er der en senator fra Nevada, der har interesser i at bevare delstatens UFO-industri? Er der nogen, der har en interesse i at okkupere den offentlige opmærksomhed, så vi taler om noget andet end det, der ellers ville få plads (såsom forsøg på statskup i USA, måske)? Og er der medier, der har brug for at bryde sommertristessen med noget, der bare er lidt fantastisk?

3) Husk, at kommunikation stadig er mest fantastisk, når det bruges til at formidle fiktioner og noget, som ingen (og særligt eksperter) ikke har set, rørt eller lugtet til – såsom legender, guder og aliens.

4) Husk, at ja, nogle gange overgår virkeligheden fiktionen og fantasien. Sensationer indfinder sig, men de er yderst sjældne. Ellers var de jo ikke sensationer.

Forrige artikel Venstre-kandidat: Giv gratis avisabonnementer til unge Venstre-kandidat: Giv gratis avisabonnementer til unge Næste artikel Kristendemokraterne: Giv flere penge til den elitære og blivende kunst Kristendemokraterne: Giv flere penge til den elitære og blivende kunst