Ulla Tofte: Statsstøttedebatten får museerne ind i nutiden
DEBAT: Debatten om statsstøtten til museerne har faktisk rykket noget. Pengene flyttes måske ikke, men debatten betyder, at museumsansatte nu er klar over, at når samfundet ændrer sig, så må museerne følge med, skriver Ulla Tofte.
Af Ulla Tofte
Direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør
Selvom pengene ikke flyttes, har debatten om statsstøtte alligevel flyttet noget.
Debatten om statsstøtten til museer har nu været i gang i et års tid.
Argumenterne har bølget frem og tilbage – hovedstad mod provins, kunstmuseer mod kulturhistoriske, store mod små.
Men er vi egentlig kommet videre?
Museerne diskuterer med sig selv
Det er ganske tankevækkende, at der har været tale om en ren branchedebat.
Bortset fra et par enkelte engagerede politikere er det nemlig altovervejende museerne selv, der har taget del i diskussionen om fremtidens museer.
Bevares – det er da også museernes midler, det hele drejer sig om, men i et land, hvor tæt på halvdelen af befolkningen rent faktisk har været på museum inden for det forgangne år, er det alligevel bemærkelsesværdigt så få, der bekymrer sig om konsekvenserne ved en omlægning af statsstøtten.
Realiteten er, at store forandringer i støttesystemet uvægerligt vil betyde store forandringer for brugerne. Museumslukninger, sløjfning af undervisningstilbud, ændring af åbningstider og alt dét, der mærkes af museumsgængerne.
Omlægning af statsstøtten kan også føre til bedre museer med nye udstillinger, digitale tilbud og lækre publikumsfaciliteter.
Borgerne engagerer sig ikke
Men ingen borgere har for alvor blandet sig i debatten. Og hvorfor skulle de også dét?
Ifølge en ny undersøgelse publiceret her på Altinget mener de fleste danskere, at der fortsat kan spares løs på, uden at det rigtig gør nogen forskel.
Umiddelbart kan det måske også se sådan ud. For trods omprioriteringsbidrag og besparelser er danske museer faktisk inde i en rivende udvikling. Nye åbner, og de gamle opper sig.
Pyt med at nogle gisper efter vejret og knapt kan holde skimmelsvampen af manglebrædderne – for takket være nye indtægtskilder opretholdes facaden udadtil.
Fonde og kommuner har betalt til museerne
Det kan derfor være ret svært at forstå, hvorfor der overhovedet er brok og ballade om statstilskuddene.
Men sagen er bare den, at det ikke er på grund af statens tilskud, at museerne er blevet flere – og i mange tilfælde bedre – de senere år. Det er snarere på trods.
For mens grønthøsteren er høvlet hen over de fem museumssøjler, har private fonde og kommuner spyttet voldsomt i kassen.
Og selvom aktiekurserne ganske vist er for nedadgående, og man må formode, at fondenes pengetanke skrumper lidt de kommende år, er der ikke umiddelbart nogen tegn i sol og måne på, at gaveregnen stopper.
Samtidig stiger antallet af udenlandske turister i de store byer, og deres appetit på museer skæpper godt kassen.
Med andre ord er det temmelig svært for den almindelige dansker at skulle forholde sig til, at museerne – og for den sags skyld andre kulturinstitutioner – fattes penge.
Museerne selv bliver skarpere
Ikke desto mindre har debatten gjort en forskel. For den har faktisk formået at flytte museerne selv.
Statsstøttediskussionen har gjort direktører, medarbejdere og bestyrelser opmærksom på, at når verden ændrer sig, må museerne følge med.
At ingenting er mejslet i sten – heller ikke bevarelsen af kulturarven.
Så uanset hvordan fordelingen af statstilskud ender – vil danskerne kunne se frem til skarpere museer i de kommende år – i hvert fald på overfladen.
S om museer: Vi skal ikke rive ned, men bygge ovenpå
K-kandidat: En borgerlig regering skal have en konservativ kulturminister
