Teatre: Vi gemmer os ikke bag teaterloven

Af Kasper Wilton
Formand for Danske Teatres Fællesorganisation og teaterchef på Folketeatret

Formanden for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Ditte Maria Bjerg, pukker i en artikel på Altinget på ”den forældede teaterlov”. ”Loven er hierarkisk og belønner status quo frem for kvalitet og risikovillighed,” skriver hun endvidere.

En diskussion om indhold er altid velkommen, og spørgsmålet, hvorvidt der laves for meget teater på midterbanen, har eksisteret så længe, jeg kan huske. Noget firkantet deler Ditte Maria Bjerg dansk teater op i to grupper: Fiaskoen (institutionsteatrene) og successen (egnsteatre og projektstøttet teater og dans).

Var billedet så begribeligt enkelt, var der nok for længst kommet en ny teaterlov. Men går man ind i materien, nuanceres billedet. Institutions-teatre har mange tilskuere, ja! Er de også ens? Ikke ganske!

Forskellighed og nytænkning
For teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde er det vigtigt, at vi netop er forskellige. At vi samtidig producerer billigt målt i tilskud per sæde, skal vel heller ikke komme os til skade. Det, at teatrene skulle gå i flyverskjul under en hierarkisk teaterlov, er en grov anklage over for det store og stenhårde arbejde, der udføres på netop disse teatre.

Teatrene under Teatersamarbejdet har et stort egenindtægtskrav. Vi skal rundt regnet tjene lige så meget, som vi får i tilskud. Fantasi og nytænkning er derfor vigtige komponenter for overhovedet at overleve inden for de økonomiske rammer, der er vores vilkår.

Eksperimenterer institutionsteatrene ikke? Udvikler de ikke? Bliver der ikke stillet krav om netop dette som en tilskudsforudsætning? Ud over krav om, hvor mange aftener, der skal spilles teater på en sæson? Jo, det gør der. Hvem er det, der skal bestemme, hvad der er udvikling, og hvad der er eksperiment? Hvem er det, der skal bestemme, hvad der er kvalitet?

Er der tale om status quo?
Vi har forskellig smag og forskellige præferencer, og derfor må diversitet og forskellighed være nøgleord i enhver kvalitetsmåling. Det er som om, at hvis noget lykkes, er det ikke fornyende eller eksperimenterende i tilstrækkelig grad. Det føles nogle gange som om, at et eksperiment skal forblive for de velmenende få for at opnå prædikatet om netop at være dét.

At Østre Gasværk satser stort både på publikums- og genrefornyelse med ”Skammerens Datter” og lykkes med det, skal da ikke diskvalificere vovemodet og risikovilligheden. Tænk, hvor mange børn, der her har fået deres teaterinteresse vakt.

At Nørrebro Teater gennem otte sæsoner både har fornyet stil og publikum, skal ikke skygge for det faktum, at teatret i de selvsamme sæsoner har bestilt og spillet ikke færre end 30 nyskrevne forestillinger. Er det status quo?

Betty Nansen Teatret har udover at være det toneangivende teater i en lang årrække tillige præsenteret sig internationalt. Fremragende forestillinger, store successer spillet som både gæstespil og på festivaler i hele verden.

Ikke monopol på udvikling af fællesskaber
Og ydermere er der ud af dette teaters skygge blevet dannet fænomenet C:ontact. I virkeligheden den første borgerscene i Europa. I dag landets største ungdomsscene, hvor unge spiller teater for unge med et årligt tilskuertal på 30.000.

Så det er ikke egnsteatrene, der har monopol på ”udviklingen af fællesskaber, såvel lokale som internationale,” som Ditte Maria Bjerg udtrykker det.

Folketeatret, som skal være det folkelige modstykke til de øvrige teatres mere grænsesøgende profiler, har inden for de sidste fire sæsoner spillet 21 titler af samtidige danske dramatikere. Er det manglende fornyelse?

Ditte Maria Bjerg efterlyser internationale gæstespil. Slå op på Republiques hjemmeside. Der bugner tilbuddene.

Man bliver ikke større ved at slå andre
Vi kan være enige i meget: Mere samarbejde, ned med hegnspælene. De små teatre i Teatrenes Interesseorganisation (TIO) og de store teatre i Danske Teatres Fællesorganisation (DTF) nærmer sig allerede hinanden. Helt frivilligt og ud fra et ønske om at ville dansk teaters bedste. Og jeg er helt enig i, at kvaliteten på egnsteatrene og modet og lysten samme sted er beundringsværdigt og dybt inspirerende.

Men man bliver ikke større selv ved at slå andre i hovedet. Som formand for scenekunstens projektstøtteudvalg er det klart og forventeligt, at Ditte Maria Bjerg ønsker flere penge. Men at argumentere for dette med, at institutionsteatrene er en fiasko, er ikke holdbart.

debat@altinget.dk