Statens Kunstfond: Brug for ny fortælling om kunststøtten

Af Gitte Ørskou
Bestyrelsesformand i Statens Kunstfond og museumsdirektør på KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg.

Det er meget meningsfuldt at sidde i det nye Statens Kunstfond. Dét kunststøttesystem, der tog sin begyndelse 1. januar som en fusion af det 50 år gamle Statens Kunstfond og det kun 10 år gamle Statens Kunstråd. I de 12 udvalg i det nye Statens Kunstfond uddeler vi til sammen godt 535 millioner kroner inden for syv forskellige kunstarter, og støtten dækker et meget bredt spektrum fra arbejdslegater, drift af spillesteder, residencies i udlandet og meget andet.

Når det synes meningsfuldt, handler det om, at vi i Statens Kunstfond arbejder på så mange forskellige niveauer. Nogle handler om at uddele arbejdslegater til kunstnere, der i op til tre år kan koncentrere sig om at fordybe sig i deres kunst. Andre handler om at støtte udvekslingen af dansk og udenlandsk kunst. Opgaverne er mangfoldige og bredspektrede. Nogle tager vi fat i på nye måder, andre holder vi fast i de traditioner, der virker. Men så er det, at vi møder dem. Fordommene. De indgroede fortællinger om Statens Kunstfond, der sjældent har hold i virkeligheden.

Fordommene om Statens Kunstfond
Overordnet findes der to fordomme om Statens Kunstfond. Den ene og mest fremherskende er dén, at Statens Kunstfond er statens eget dannelsesprojekt. Det er hér, staten videregiver nogle midler til udøvende kunstnere via de armslængdeorganer bestående af fagfolk, der sikrer, at det er den ypperste kunst, der modtager støtten. Et dannelsesprojekt, hvor eliten giver penge til eliten hen over hovedet på den folkelige kunst, der klarer sig aldeles glimrende på markedets egne præmisser.

Den anden fordom, der særligt findes i kunstmiljøet, er den, at Statens Kunstfond er blevet djøficeret i en grad, at man stort set ikke mere giver penge til den udøvende kunstner, men kun til alle - for at blive i retorikken - "fedtlagene" omkring kunstproduktion. At man i bestræbelserne på at sætte strategiske tiltag i søen helt har glemt den udøvende kunstner, uden hvis kunst man jo mangler hele den kerne, fedtlagene kan sætte sig på.

En ny historie
Fordomme er altid gode at tage udgangspunkt i, fordi de indeholder en flig af en historie. En historie, vi nu har til opgave at skrive på ny. Når vi forsøger at navigere i det kor af fortællinger, forestillinger og fordomme om Statens Kunstfond, gentager vi vores mantra for hinanden: At vi skal fremme kunsten. Og det er ikke bare et ædelt, men også et vigtigt mål.

Derfor ønsker vi også at introducere et nyt vokabular omkring kunststøtten. Hvorfor taler vi om støtte og ikke om investering? Når staten vælger at støtte noget inden for kunsten, handler det jo i sidste ende om, at staten - sammen med en række andre aktører - investerer i at dele kunsten med en række borgere, hvis liv forhåbentlig skulle blive beriget i mødet med denne kunst.

Hvorfor taler vi så meget om kunstnerne og så lidt om modtagerne - publikum, læserne, brugerne - af kunst? Kunstneren er naturligvis central, fordi denne skaber kunsten og dermed generøst kan dele denne med sin omverden, men kunstneren er jo ikke endemålet for kunststøtten. Det er borgeren, samfundet, nationen, verden.

Hvorfor taler vi ikke om strategi og kunstnerisk kvalitet i én og samme sætning? Selvom kunstnerens arbejde i sit atelier er lidet strategisk, er det da naivt at tro, at det ikke gavner dansk kunst, at det bliver vist på de rigtige steder ude i verden eller stimuleres af impulser udefra.

Heldigvis er der langt flere gode fortællinger end fordomme i det danske kunststøttesystem. Et system, der både kommer med ind i atelieret og ud på skolen eller i forsamlingshuset, hvor kunsten vokser sig større i de mennesker, der møder den. Det er lige dér, det giver mening.

debat@altinget.dk