Sammen skaber vi kulturlivet

Af Kent Martinussen
Adm. direktør i Dansk Arkitektur Center

Inden for fondsverdenen er man i de senere år begyndt at tale om katalytisk filantropi.

Grundtanken er at investere i forandring frem for i projekter. Man er mindre optaget af at støtte projekter, der har f.eks en enkelt institution som afsender, og mere optaget af at understøtte etableringen af langsigtede partnerskaber mellem aktører i samfundet, der sammen kan drive en langsigtet forandring.

Populært sagt, så handler det mindre om at kaste bolde til enkelte modtagere, der står klar til at gribe, og mere om at sætte gang i en samlet sneboldeffekt.

Mennesket i centrum 
Når jeg ser på Regeringens arkitekturpolitik – ’Mennesket i centrum” - der udkom tidligere på året, ser jeg en politik, der i høj grad er tænkt katalytisk. For det første fordi, den er funderet på en omfattende proces med inddragelse af alle de vigtige aktører inden for arkitektur, byggeri og byudvikling – og lægger op til et fortsat samarbejde om at udleve politikkens visioner.

For det andet, fordi den er forankret på tværs af de relevante ministerier.

For det tredje, fordi den sætter mennesket i centrum for forandring – sammen skal vi skabe og udvikle vores fysiske rammer.

Og endelig, fordi den har et højt fokus på at engagere børn og unge som aktive medskabere af fremtidens arkitektur, byggeri og byer. Den sætter dermed gang i et meget langsigtet træk til at sikre kommende generationers engagement i udformningen af bæredygtige og menneskeligt sammenhængende rammer for vores liv og fællesskaber.

Nye krav til kulturinstitutioner 
En ting er sikkert: En sådan katalytisk kulturpolitik stiller også nye krav til os som kulturinstitutioner.

Vi skal tænke mindre i kulturelle projekter, som vi selv kunne ønske os at lave dem, og mere i kulturforandrende projekter, der samler en bred partnerkreds om at sætte en positiv udvikling i gang. Vi skal gentænke os selv fra at være formidlere af kultur, der tilhører et særligt kulturliv, til at være ’orkestratorer’ af brede kulturforandrende partnerskaber, der evner at samle aktører, der vil udvikling i det lange træk.

Ud af kulturlivet og ind i hverdagslivet 
Vores opgave er altså at skubbe til snebolden, når vi ser en mulighed for det. Og lige nu ser jeg den nye heldagsskole som en lille snebold, der er på vej igennem et hedt inferno af debat, der truer med at smelte den, men som vi også kan gribe som en historisk mulighed for at flytte kulturen ud af kulturlivet og ind i hverdagslivet for de kommende generationer af danskere - som en del af det fundament, man træffer beslutninger i livet ud fra.

Fra min stol drømmer jeg om en fremtid, hvor danske børn som noget helt naturligt betragter byen som deres klasseværelse – et kæmpe undervisningsrum i 1:1. De vokser som noget helt naturligt op med oplevelsen af, at byen er deres, ligesom den er alle de andres. De forstår, hvordan byen virker, de føler ansvar for at forme den, det er så naturligt, at de ikke tænker over det. De opfatter ikke arkitekturen som en del af kulturlivet - men som en del af livet.

Det gør de, fordi de som en del af en ny åben skole har brugt byen og byggeriets virksomheder som en forlængelse af deres klasseværelse med uendeligt inspirerende muligheder. Vi skal bare have snebolden til at rulle – ud af politikken, ud af kulturlivet og ud til alle de partnere, der brænder for at skabe positiv forandring og livskvalitet i det danske samfund.  

debat@altinget.dk