DF: Flere penge til computerspil

DEBAT: Hvis udviklingen af computerspil skal blive i Danmark og ikke flytte til udlandet, skal der findes flere penge til branchen. Det skriver Alex Ahrendtsen (DF), der blandt andet foreslår, at man nedlægger New Danish Screen-puljen og opretter en særlig vækstfond for computerspil i Danmark.  

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

Dansk Folkeparti vil styrke computerspilbranchen.

Vi slår til lyd for at finde flere midler til computerspilbranchen, så der kan udvikles og satses i en industri, der vokser voldsomt i disse år.

Dansk spil er i en rivende udvikling med et væld af dygtige og meget kreative folk. Det danske firma Unity har f.eks udviklet en 3D-spilmotor, der i dag er standard og bruges verden over af 600.000 spiludviklere. Hvis udviklingen af computerspil skal blive i Danmark og ikke flytte til udlandet, sådan som Unity har gjort, skal der satses.

Dansk Folkeparti foreslår derfor følgende: Vi vil på den ene side afsætte særlige kulturstøttemidler til at udvikle spil og på den anden side skabe en særlig vækstfond for computerspil.

Firdobling af støtten
Kulturstøttemidlerne skal bruges til at udvikle den gode computerspilside. Det kan ofte gøres for forholdsvis få midler, og vi forestiller os, at Dansk Filminstitut skal være ansvarlig for dette, sådan som instituttet er i dag. Der­for foreslår vi, at der ansættes en særlig spilkonsulent til at godkende ansøgninger fra små og mellemstore computerfirmaer og til at hjælpe med at udvikle ideen. Vi vil firdoble støtten til udviklingen af disse spil-ideer, så der i alt afsættes 80 millioner kroner i perioden 2015-2018.

Der vil også kunne gives mindre støtte til projekter, der udfordrer grænsefladerne mellem film og computer­spil, der i disse år inspirerer på kryds og tværs. Vi finder pengene ved at nedlægge New Danish Screen-puljen, som er på 112 millioner kroner.

Vækstfond for computerspil
Men det er ikke nok at støtte udviklingen af den kreative ide. Den skal også kunne omsættes, så den kan sælges som en vare på markedet. Derfor vil vi etablere en særlig vækstfond for computerspil. Denne vækstfond skal være drevet af folk fra computerspilbranchen og sigte på at inve­stere i eller yde lån til små danske computerspilvirksomheder, så der kan skabes arbejdspladser i Danmark.

Der findes allerede en vækstfond for kreative erhverv, men de virksomheder, der får støtte, bliver solgt, hvilket ikke altid skaber arbejdspladser i Danmark. Dansk Folkeparti ønsker at bevare arbejdspladserne hjemme og virksomhederne på danske hænder, og den bedste måde at gøre dette på er at oprette en vækstfond, der investerer i de ideer, som har fået det blå stempel i Det Danske Filminstitut.

Den særlige vækstfond skal etableres under Erhvervs­ministeriet og have en grundkapital på 100 millioner kroner. Pengene kan komme fra er­hvervslivet. Forligspartierne bag filmaftalen skal forpligte hinanden på at afsøge mulighederne ved at samarbejde med erhvervsministeren og udvalget om det.

Det er nu, der skal handles, for ellers vil talentmassen sive til udlandet. Det ville være et stort tab for Danmark – både økonomisk og kulturelt.

 

Forrige artikel Sammen skaber vi kulturlivet Sammen skaber vi kulturlivet Næste artikel Hesseldahl: Det Kongelige Teater er for alle Hesseldahl: Det Kongelige Teater er for alle