Regeringen vil lempe offentlighedsloven

AKTINDSIGT: Regeringen vil lempe en af de mest kritiserede bestemmelser i offentlighedsloven, fremgår det af regeringsgrundlaget.

Den tiltrædende VLAK-regering vil lempe offentlighedsloven.

Det fremgår af det regeringsgrundlag, som netop er blevet offentliggjort i forbindelse med et pressemøde på Marienborg.

"Når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler," skriver regeringen.

Netop ministerbetjeningsreglen har været stærkt kritiseret. Seneste viste en undersøgelse fra Ombudsmanden, at reglen har givet en væsentlig begrænsning af retten til aktindsigt.

”Ministerbetjeningsreglen har til formål at styrke beskyttelsen af den interne og politiske beslutningsproces i centraladministrationen. Det har den virkning, at offentlighedens ret til aktindsigt på området indskrænkes. Denne indskrænkning har efter min vurdering i praksis vist sig at være væsentlig”, sagde ombudsmand Jørgen Steen Sørensen ved den lejlighed.

Forrige artikel DF trækker Cirkeline i samråd DF trækker Cirkeline i samråd Næste artikel Det vil den nye regering på kulturområdet Det vil den nye regering på kulturområdet