Radioens fremtid ligger ikke i Teracoms hænder

DEBAT: Radioens problemer bliver ikke løst af at lade Teracom blive gatekeeper. Radiomarkedet kræver derimod, at politikerne ikke laver forhastede beslutninger. Det lyder budskabet fra både Jesper Jürgensen, Informationschef i SBS Discovery Media og Marianne Bugge, Direktør i Danske Medier.

Af Jesper Jürgensen
Informationschef i SBS Discovery Media
Marianne Bugge
Direktør i Danske Medier

Det danske radiomarked er i dag kendetegnet af få aktører, og på trods af det er der kun et lille omsætningsgrundlag sammenlignet med andre mediegrupper.  Reklameomsætningen er siden 2005 stagneret, hvorimod reklameomsætningen på tv til sammenligning er steget med fire procent i samme periode.

Som læser af Teracoms indlæg tirsdag den 25. februar kunne man få fornemmelsen af, at en gatekeeper på digital radio kunne løse den kommercielle radiobranches problemer. Man får fornemmelsen af, at årsagen til radioens problemer alene skyldes, at branchen ikke har været dygtige nok.

Ringere vilkår på det kommercielle marked
Men der er ifølge Teracom håb forude, hvis bare Teracom bliver gatekeeper. Den kommercielle radiobranche, som er repræsenteret ved Danske Medier og SBS Discovery Media, kan ikke være mere uenig. Hvorfor skal radiostationerne betale for, at et distributionsmonopol og fordyrende mellemled kan tjene penge?

Det vil blot skabe endnu ringere vilkår på det kommercielle marked, hvis annoncekronerne, som er det eneste indtægtsgrundlag for kommerciel radio, skal gå til distribution og ikke programindhold.

Kommerciel radio har eksisteret i årtier, og her er erfaringen, at lokale og regionale stationer godt kan drive professionelle sendesamvirker og levere professionel kvalitet.

Den kommercielle radiobranche har et udmærket samarbejde bl.a. omkring analyser, så hvorfor skulle man ikke kunne etablere et sendesamvirke, der ikke har som mål at holde konkurrenter ude, men derimod skabe grobund for et sundt radiomarked. 

En gatekeeper er ikke løsningen
En gatekeeper skaber på ingen måde den strøm af nye mangfoldige radiostationer. En gatekeeper er en privat virksomhed, der vil lade de radiostationer, der kan og vil betale mest, få plads. Det får man ikke flere jazz-, dansk top- og tale-radioer af.

Der er derfor ikke en interessekonflikt mellem de kommercielle aktører, og eventuelle konflikter bliver ikke elimineret ved at vælge en gatekeeper. En gatekeeper tænker naturligt nok på at lave en forretning, der skal skabe overskud.

Den kommercielle radio står foran store udfordringer, som ikke bliver løst af at lade Teracom blive gatekeeper.

Derimod vil radiomarkedet få de bedste betingelser, hvis politikerne ikke laver forhastede og i værste fald omkostningsforøgende beslutninger for de eksisterende aktører, der forsøger at skabe en sund forretning. Der er udfordringer nok i forvejen, og vi kan bestemt leve uden et fordyrende mellemled og monopol som distributør.

Forrige artikel EL: Private kunstfonde skal betale mere i skat EL: Private kunstfonde skal betale mere i skat Næste artikel Løkkegaard: En ny oplysningstid for Europa Løkkegaard: En ny oplysningstid for Europa