Professor: Den danske kulturpolitik halter
DEBAT: Den danske kulturstøtte er for konservativ. Politikerne tænker for meget på udbuddet af kulturydelser og alt for lidt på efterspørgslen. Det skriver professor emeritus Christian Hjorth-Andersen.
Af Christian Hjorth-Andersen
Professor emeritus ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet
Kulturstøtten er konservativ, ikke i partipolitisk betydning, men i betydningen ”bevarende”. Kulturen skal bevares, og hvis den ikke kan bevares på normal måde ved hjælp af markedet, skal den bevares af staten. Det kan godt få nogle pudsige konsekvenser.
I det sidste halve århundrede er rockmusikken fra noget eksotisk blevet til den musik, som det overvejende flertal af borgere lytter til. Groft sagt lytter ni ud af ti til andet end klassisk musik, men den klassiske musik får hovedparten af musikstøtten. I Rambølls analyse af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv fra 2010 blev den rytmiske musik støttet med 1246 millioner kroner, medens den klassiske musik blev støttet med 1935 millioner kroner.
Der må være en grænse
Det traditionelle svar har været, at der ikke var så meget grund til at støtte rockmusikken, da den kunne klare sig på markedets vilkår, men det kan den klassiske musik ikke. På overfladen kan det argument måske lyde ret plausibelt, men det må dog have en grænse. Ellers når vi dertil, at jo mindre interesse, der er for et område, desto større støtte skal det have. Men indtil videre har argumentet været accepteret.
Den tidligere kulturminister Uffe Elbæk prøvede at antyde, at det ville være en god idé at støtte rockmusikken på bekostning af landsdelsorkestrene, men den holdning havde han kun et par dage!
Men han havde da ellers en god sag: Landsdelsorkestrene stammer fra en tid, hvor adgangen til levende musik foregik via hestevogn eller cykel over brosten, om overhovedet. Så der kunne sagtens gives en god begrundelse for landsdelsorkestrene i deres start. Men i vore dage kan borgerne dels høre endeløse mængder af klassisk musik på andre medier, dels kan de geografisk let få adgang til andre musikspillesteder end de blot lokale. Så der kunne være god grund til at stille spørgsmålstegn ved landsdelsorkestrenes berettigelse. Og det koster faktisk 400-600 kroner i tilskud pr. tilhører! Men landsdelsorkestrene fortsætter nærmest uanfægtet.
Kulturstøtten er bundet
Men udover, at den danske kulturstøtte er konservativ, er den også udbudscentreret. Vi udbygger kulturinstitutionerne i en nærmest uhørt takt i vore dage: Koncerthuse, kulturhuse, kulturcentre, museer. Og det kan så promovere den lokale borgmester, men det har den konsekvens, at det bliver vanskeligt at omfordele kulturmidlerne. For et godt stykke ad vejen er midlerne bundet til husene og driften af husene, og det bliver derfor vanskeligt at omfordele midlerne.
Og denne koncentration af interessen på udbuddet og bygningerne er ikke nødvendigvis godt for kulturen. Det Kgl. Teater fik bygningsgaver til en værdi af over tre milliarder kroner med den konsekvens, at der ikke blev råd til at spille så mange forestillinger!
Så i mine øjne er problemet ikke kun eller blot, at kulturpolitikken er konservativ med den underforståelse, at kulturpolitikerne er ”konservative”. Det reelle problem for dansk kulturpolitik er nok snarere, at den er helt koncentreret om udbuddet af kulturydelser og tænker alt for lidt på efterspørgslen.
Mød det nye debatpanel på Altinget : kultur
Bikubenfonden: Vi tager flere chancer end staten
