Museumsdirektør: Vi mangler en grundlæggende diskussion om museernes indhold

Af Laura Liv Weikop
Direktør, Museum Midtjylland

Hen mod slutningen af et turbulent år med pandemi og nedlukning har kulturminister Joy Mogensens (S) spørgsmålstegn ved behovet for en genoptagelse af museumsreformen skabt endnu mere usikkerhed og debat.

Og det er i en museumsbranche, som lige nu er udsat og står med en enorm opgave i forhold til at genopbygge og gentænke kulturforbrug og besøgsgrundlag i, hvad der tegner til at blive, en flerårig periode.

En tanke kunne være, at ministeren måske påtænker, at bibeholdesen af den eksisterende ordning vil give os en form for ro. Men efter at have danset om den varme grød så længe virker det omsonst at trække halvt i land.

Grundlæggende diskussion mangler
Og uanset hvad har vi lige nu brug for klare udmeldinger, som giver os de bedst mulige handlevilkår.

Det afspejler sig også i de seneste ugers debat, som tegner et billede af et museumslandskab, der igen begynder at trække linjerne op og positionere sig markant.

Senest med Thomas Bloch Ravns fire punkter til en rating af museerne. En række punkter, som fremstår umiddelbart operationaliserbare, men som fra min stol også peger mod et grundlæggende problem: At vi mangler en grundlæggende diskussion om, hvad det er, vores museer skal kunne og rumme.

Det handler derfor heller ikke om jantelov. For mig at se er det ingen hemmelighed eller på nogen måde odiøst, at nogle museer er i en helt særlig liga for sig.

De er fyrtårne og trækker folk til fra ind- og udland, og det er fantastisk. I stedet er det et spørgsmål om værdier – og en debat af dem.

For hvordan kan vi tage stilling til fordeling af midlerne uden først at have talt om, hvad det egentlig er for et museumslandskab, som vi ønsker os i fremtiden?

Opgaver på forskellige niveauer
De danske museer har udviklet sig helt enormt henover især de seneste ti år. De besøgende er blevet flere, og niveauet er blevet hævet og professionaliseret.

Det gælder både for de små museer, de mellemstore og de helt store med imponerende besøgstal og omsætninger. Men netop derfor er behovet for en værdidebat også presserende.

For som de seneste ugers debat tydeligt afspejler, er vi alle forskellige – og den forskel er kun blevet større. Selvom vi alle arbejder inden for de fem søjler, så varetager vi også alle forskellige opgaver på forskellige niveauer.

Selv de mindre af os bedriver også forskning, som når internationalt ud. Og nogle af os tjener flere penge og har flere besøgende end andre. Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Men det er også forskelligheden, som på mange måder gør det danske museumslandskab stærkt. Diversiteten er museernes styrke – og den bør italesættes sådan og indgå som et aktiv frem for at blive en del af en debat, som igen ender med at true med polariseringer og splittelse.

Hver sin størrelse, hver sin betydning
I den forhåbentligt kommende reform er det derfor en nødvendighed, at der ses på forskelligheden og de måske mere kvalitative værdier i det arbejde, som mange museer løfter – og som har forskellig værdi på forskellig måde.

Hvor de store museer i høj grad trækker turister på tværs af landet og kan opsætte fantastiske, store og dyre udstillinger, som under normale forhold sikrer imponerende indtægter, der igen kan kanaliseres i investering og udvikling.

Så kan de små og mellemstore museer noget andet, som går langt ud over blot at være en formalisering af ønsket om bred, geografisk og kulturel tilgængelighed – og det skal de også.

For argumentet om geografisk tilgængelighed er selvfølgelig ikke nok i sig selv. Der skal også være substans. Men uden de mindre og mellemstore museer – også uden for de tunge turistområder – vil det danske museumsvæsen i mine øjne være ekstremt fattigt.

En afklaring på indhold
For selvom det sjældent er her, at de helt store besøgstal trækkes, så er det her en stor del af arbejdet med den almene dannelse, med lokalmiljøet, frivillige, uddannelsesinstitutioner, sundhed, ældretrivsel, samskabelse, diversitet og med store dele af historien eller kunsten, som føder ind i den samlede danske kulturarv, varetages.

For blot at nævne nogle få. Og ambitionerne er tårnhøje trods lavere budgetter – uanset om der er tale om udstillinger, forskning, undervisning eller noget helt andet.

Debatten, om hvad det er for nogle opgaver, som vi ønsker, at museerne skal løfte – og dermed også om, hvordan vi er forskellige og hver især bidrager til det danske museumslandskab og kulturliv – er derfor dét sted, man bør starte.

For man bør starte. Og det er en nødvendighed at tage dialogen, inden vi går i gang med igen at se på fordelingen af midler.

For kulturen har værdi i sig selv og skal komme flest mulige til gode. Men det kræver simpelthen, at vi får talt om, hvad den skal kunne – og hvorfor det er vigtigt.

debat@altinget.dk