Michael Jannerup: SVM skal begrave fortællingen om geografiske forskelle og skabe en dannende vision for kulturen

572 ord fylder kulturafsnittet i regeringsgrundlaget. Præcis det samme antal ord som da Anders Fogh Rasmussen i 2001 blæste til kulturkamp. Den historiske symmetri har en nærmest symbolsk pointe, for meget tyder på, at vi med SVM-regeringen endegyldigt siger farvel til kulturkampen, som vi kender den fra nullerne.

I stedet træder vi ind i en kulturpolitisk periode, hvor de to tidligere modpoler Socialdemokratiet og Venstre, med Moderaterne, som det formildende bindeled, forsøger sig med en fælles ny fortælling på det kulturpolitiske område.

Det manglede da også bare, kunne man mene, de er jo gået i regering sammen, men det stikker tilsyneladende dybere end regeringsansvarets pragmatiske effekter på ideologien. Det handler ikke længere om et borgerligt opgør mod de bedrevidende kulturradikale, eller omvendt en udskamning af de forstokkede kulturkanon-forkæmpere.

Nej, nu er det provinsens tur, landbofolket over by-eliten. Foreningsdanmark trumfer skønånd, eller som det gennemgående refræn lyder i regeringsgrundlaget: ”Regeringen ønsker et Danmark i geografisk balance”.

Det er så her, at landets kulturledere med enten begejstring eller frygt i øjnene kan begynde at skæve til deres postnummer for at se, om de regnes for inde eller ude. Hvis de befinder sig langt ude i provinsen, er de inde i varmen og omvendt.

Forvirrende? Jo tak, men ikke mindst fordi det i substansen er noget slingrende vrøvl. De selvsamme politikere, med midtens chefideolog Lars Løkke Rasmussen i spidsen, har selv først taget fra provinsen i centraliseringens, effektiviseringens og synergiernes hellige navn for siden at opfinde en mental og kulturel afstand mellem land og by, og som nu skal kompenseres med et retorisk klap på skulderen til en folkelighed, der åbenbart kun bor i provinsen.

Bare læs følgende kulturpolitiske karakteristik fra regeringsgrundlaget: ”Hver eneste dag skaber vi en fælles identitet og sammenhængskraft gennem vores møde med hinanden. Til spejder. I den lokale fodboldklub. På festivaler.” 

Kunsten er gemt langt væk i det nye regeringsgrundlag. Civilsamfundet og det frivillige forenings- og idrætsliv er ikke blot fremhævet, men ophøjet til at stå over det kulturpolitiske afsnit - det var omvendt i 2001. I stedet for at finde en samlende vision for hele landet med plads til både provinsen, de større byer, bredden og eliten, foreningsliv og kulturliv, så sætter regeringen, som et ekko af de yderfløje man har sat sig selv i verden for at stække, falske skel.

Hvis man bevæger sig en smule rundt i Danmark, og det gør de fleste af os jævnligt, så kan man ved selvsyn konstatere, at der findes fremragende kunst- og kulturinstitutioner af højeste karat ”derude” i provinsen, og masser af folkelige fællesskaber ”derinde” i de større byer – og vice versa.

Det er derimod rigtigt, at diverse reformer af det regionale og kommunale område ad åre har skabt en skæv geografisk fordeling af støttekroner på eksempelvis museumsområdet, og det skal selvfølgelig rettes op. Det er ikke en nem opgave, fordi kulturpolitik ofte er et nulsumsspil, så hvis man giver til nogen, så skal man tage fra andre. Men det er ikke en kulturpolitisk vision, det er et konkret problem politikerne selv har skabt, ikke mindst S og V.

Så når SVM-regeringen svinger sig op til, at de vil udarbejde ”en samlet og ambitiøs kulturpolitik”, så skal de tænke anderledes og større. Regeringen kunne lade sig inspirere af dens egen Trivselskommission. Her rammer den en bredere samlende samfundsdagsorden som angår vores børn og unge, og hvor kulturen også er repræsenteret i arbejdet.

Samtidig har regeringen netop lanceret et finanslovsforslag med bland andet 140 millioner kroner til kulturpas for børn og unge. Hvorfor ikke gøre dette fokus til motor i hele kulturpolitikken? Hvorfor ikke starte med at afsætte de 500 millioner kroner, der er reserveret på finanslovsforslaget, til at trække dannelseskortet nedover hele ressortområdet?

Sidst dannelse var omdrejningspunkt for en kulturpolitisk diskussion, var det netop i nullernes ophedede kanondebatter. Dengang i en polariseret debat, hvor der kun var tryk på den opdragende funktion. Men siden da har dannelsesdebatten heldigvis fået et meget bredere sigte, der udover konkret viden også handler om relationer, fællesskaber, søgen efter mening og medborgerskab, som igen er forudsætningen for samhørighed og dermed trivsel for den enkelte.

Her har hele kulturpolitikkens område masser at byde på for vores børn og unge, både i form af muligheden for engagerende deltagelse og fællesskaber, men også som en udtryksform, der kan være med til at fortolke de svære sider af eksistensen.

Så kære regering, drop de retoriske fabellader om falske geografiske forskelle, og udarbejd i stedet en dannelsesvision, der skal aktiveres og implementeres, hver gang nye reformer eller større omlægninger af kulturpolitikken skal forhandles. Det ville ikke bare være ambitiøst, det ville være til fælles bedste, og desuden et stærkt argument for, hvorfor kulturpolitikken har brug for en regering henover midten.