LA: Filmaftalen skal udfordre til nytænkning

DEBAT: Der er brug for nytænkning i den kommende filmaftale. Står det til Liberal Alliance, skal rammerne for filmstøtten gøres mere enkle, og antallet af støtteordninger skal reduceres. Det skriver Mette Bock (LA), der samtidig opfordrer til, at Det Danske Filminstituts eget system reformeres.  

Af Mette Bock (LA)
Kulturordfører

Jeg skal love for, at filmbranchens mange interessenter er aktive lobbyister. Og at der er høj bølgegang i debatten om den kommende filmaftale. Vi må krydse fingre for, at der fortsat kan samarbejdes, når blækket igen bliver tørt. 

Men balladen er tegn på liv og engagement, og der er bestemt noget vigtigt på spil. 

Mit håb er, at vi i stedet for at lande i den klassiske diskussion om flere eller færre ressourcer kan få en debat om substans og kvalitet. Vi har grund til stolthed over den position, dansk film har fået, også internationalt. Men samtidig skal vi se i øjnene, at verden ændrer sig, at produktions- og distributionsforholdene ændrer sig. Og ikke mindst, at filmforbrugernes adfærd ændrer sig.

Liberal Alliances indspark til filmaftalen
Alt det skal en ny filmaftale tage højde for. Liberal Alliances tilgang til forhandlingerne er i korte træk følgende:

1. Der er behov for forenkling af rammerne for støtte til dansk filmproduktion. Politisk skal vi ikke styre i detaljen, men sætte rammer. Vi skal stille krav til resultater, ikke detailstyre værdikæden.

 2. Antallet af ordninger skal reduceres. Vi ved jo, at støtteordninger er adfærdsregulerende, og derfor skal de ændres med jævne mellemrum. Liberal Alliance foreslår, at markedsordningen og konsulentordningen sammenlægges. Skellet mellem kunstneriske og populærkulturelle film er kunstigt og risikerer at lægge bånd på kreativiteten.

Der skal kun være én indgang til ansøgninger i DFI, der skal nytænke eget system med henblik på styrkelse af såvel kvalitet som volumen. Vilkårene for støtte bør desuden ligestilles, og man skal se ud over genrer og platforme i vurdering af ansøgningerne. Med andre ord: Færre politisk fastlagte kvoter. 

3. Liberal Alliance ønsker at styrke puljen til de regionale filmfonde. Danmark er andet og mere end København. Og nej, jeg er ikke valgt i hverken Aarhus eller på Fyn. 

4. Offentlig støtte skal forudsætte et vist mål af medfinansiering. Gerne samme niveau (procentuelt), uanset genre og platform.

5. Liberal Alliance ønsker at bevare traditionen for, at branchen selv aftaler en eventuel vinduesstruktur. På sigt tror vi, at den forsvinder, da brugeradfærden tilsyneladende ændrer sig hurtigere end branchen. 

6. Liberal Alliance foreslår udvikling af flere incitamenter til tværmedial produktion (film/spil), at New Danish Screen styrkes, og at fokus på talentudvikling og innovation styrkes.

7. Liberal Alliance ønsker ikke at pålægge telebranchen en fast afgift. Men det vil være generøst, hvis branchen frivilligt støtter dansk filmproduktion.

Forrige artikel EL: Kultur er for alle EL: Kultur er for alle Næste artikel Forsker: Kulturfremstødet i Kina mangler politisk ambition Forsker: Kulturfremstødet i Kina mangler politisk ambition