LA: DR og TV 2 skal ikke efterligne kommercielle udbydere

DEBAT: I stedet for at public service-institutionerne efterligner de kommercielle udbydere, bør de differentiere sig fra dem, skriver Mette Bock (LA).

Af Mette Bock (LA)
Medieordfører 

Hvor er der mange oversete, gode historier, som public service-institutionerne burde dække.

Før jeg kom i Folketinget arbejdede jeg i en årrække i mediebranchen. Jeg fik mange kommentarer fra læsere, lyttere og seere, og her er et par af dem, der gjorde indtryk - og som bør gøre indtryk på alle, der er omfattet af en public service-forpligtelse:

En borger i et mindre lokalsamfund udtrykte sig sådan her: "I tror tilsyneladende ikke, at der sker noget her i vores lokalsamfund. Men det gør der. Hver dag!"

En borger i en større by sagde ved en anden lejlighed: "I dækker de politiske konflikter, referaterne fra byrådsmøderne og alle de snore, der klippes over af notabiliteter. Men hvad nu hvis det, der optager borgerne, er, at kommunalbestyrelsen vil fælde det store træ på Rådhuspladsen?"

For stor afstand til borgerne
De to kommentarer siger noget om den afstand, der kan være mellem det, der prioriteres på redaktionsgangene og det, der optager borgerne. Afstanden mellem pligtstof og det stof, der afspejler livet uden for de bonede gulve og udenfor de store byer. En udvikling, hvor "den gode historie" defineres stadigt strammere. Og en udvikling, hvor klassisk public service risikerer at blive reduceret til antropologiske feltstudier af "de ædle vilde".

Dermed forsvinder den centrale betydning af public service. I stedet for at public service-institutionerne efterligner de kommercielle udbydere, skal de differentiere sig fra dem. Og jeg tror faktisk, at hverdagsstoffet, der afspejler det liv, der leves uden for konflikternes og skandalernes reservater, er både godt, nødvendigt og efterspurgt stof.

Selvfølgelig skal public service-institutionerne også være kritiske vagthunde og dække snore, der klippes. Men de skal først og fremmest sikre, at vi ikke får et forvrænget billede af livet, som det leves.

Det er ægte public service 
Jeg glæder mig over, hvordan kulturliv og civilsamfund fortsat trives og udvikler sig i alle hjørner af fædrelandet. Næsten på trods når man ser, hvordan dette liv prioriteres i public service-medierne. Det er galt. For så er der jo ikke tale om public service. Det har også i en række år været sådan, at distrikter og regionalstationer i DR og TV 2 har været nedprioriteret. Det er ikke "fint" nok.

Da jeg var ganske ny i mediebranchen var der en erfaren, lokalt baseret redaktør på et public service-medie, der sagde følgende til mig: Sørg for, at alle borgerne, også dem på den yderste mark, kan se sig selv og spejle deres eget liv i dit medie. Dét er ægte public service.

Han var klog, den gamle redaktør. Hans tankegang er så gammeldags, at den burde blive moderne igen i en verden, hvor så mange kommercielle medier sørger så glimrende for meget af det andet medieindhold.

Forrige artikel Nyt debatpanel: Lever DR og TV 2 op til deres forpligtelser? Nyt debatpanel: Lever DR og TV 2 op til deres forpligtelser? Næste artikel Tv-producent: Skærp public service-kravene Tv-producent: Skærp public service-kravene