Komponist: Skal musik være gratis?
DEBAT: Den offentlige støtte til musik er med til at skabe det fællesskab, som velfærdsstaten hviler på. Skal støtten ændres, må man tænke systemet helt forfra. Det skriver komponisten Peter Bruun, der blandt andet foreslår, at musik, der er offentligt støttet, skal være gratis.
Af Peter Bruun
Komponist og formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik
Det er tankevækkende, at for bare 100 år siden lød der ikke musik, medmindre nogen spillede. Det at lytte til lyden af musik har været en sjælden oplevelse. Det har været en luksus forbeholdt de meget få.
Fremvæksten af medier til fastholdelse og distribution af lyd har skabt en forrygende udvikling, der foreløbig er kulmineret med de digitale medier. Musik er i dag et produkt, der strømmer ud gennem apparater i overmål. Det er ikke ret dyrt. Og der tjenes mange penge på det. Hvad der sker fremover, kan vi kun gisne om. Måske bliver musik efterhånden nærmest en slags råvare, man bruger til at lave reklamer og shows.
Den offentlige støtte til musik har udviklet sig parallelt med musiklivet. Støtten fungerer i den givne økonomiske infrastruktur: Skabelse af musik, fremførelse af musik, produktion af medier og distribution. Man kan diskutere, om der støttes nok. Og man kan løbende diskutere prioriteringer, omfordelinger og justeringer. Men principielt burde støtten være indrettet, så den passer til den musik, der findes.
Tænk systemet forfra
Skulle systemet laves om, måtte man tænke det forfra. Ikke for at længes tilbage til tiden før X Factor og mobiltelefoner, men for at finde det mest fundamentale.
Uanset hvordan musikproduktion og forbrug af musik forandrer sig, ændrer det ikke ved, at musik skabes af mennesker, der har et liv med musik. ”Fundamentally, music is something that people do”, siger den amerikanske musikpædagog David Elliot. Det siger ikke alt om musik, men det siger noget meget væsentligt: Musik er først og fremmest aktivitet – ikke genstande eller et produkt. Når vi spiller, synger, danser eller lytter, så gør vi musik. Det er en måde at være sammen og mærke hinanden på.
Engang lytter vi måske ikke mere til musiknumre gennem elektroniske apparater. Vi har måske glemt, hvad “koncert” betyder i ordet “koncertsal”. Der findes måske ikke komponister, der komponerer musikværker. Men mennesker laver helt, helt sikkert musik. Simpelthen fordi musik er en vital del af vores måde at være sammen på.
Støtte til fælleskabet og ikke musikeren
Når nu musik er overalt hele tiden og helt sikkert ville være der uanset hvad, kan man spørge, hvorfor samfundet og staten overhovedet skal støtte musik? Jeg mener imidlertid, det er helt naturligt og indlysende: Musik skaber fællesskab. Den offentlige støtte til musik er med til at skabe det offentlige fællesskab, som velfærdsstaten hviler på. Den musik, der støttes, er vores – allesammens – musik. Det binder os sammen.
Turde man tænke støtten forfra med det udgangspunkt: Musikken er noget, mennesker gør sammen, og som har en vital betydning for, at vi kan være sammen? De svimlende konsekvenser heraf kan jeg ikke helt overskue, men blot antyde nogle:
Vi skulle ikke længere støtte musikere, musikværker, koncerter, spillesteder eller udgivelser, men musikalske fællesskaber og musikalske aktiviteter. En kategori som publikum vil blive irrelevant – det vil ikke give mening at tale om modtagere, men snarere om deltagere; dem, som er med! Måske skulle vi én gang for alle beslutte, at musik, der er offentligt støttet, skal være gratis.
DI: Digital udvikling skal redde dansk film
DF: Museumsstøtten skal ændres
