Kolonihistorisk Center om ny rapport: Kunstneriske udtryk kan fungere som katalysator for kolonihistorisk indsigt

Hvad stiller man dog op med en rapport med forslag om investeringer i kolonihistorisk forskning og formidling i en virkelighed præget af pandemi, krig og klimakrise? Er der råd, når husholdningsbudgettet er presset hos stat, borgere og i kultursektoren? Umiddelbart er svaret nej. Men historiens langsigtede kraft er vigtig at huske, især i krisetider.

Og på den globale bane har både det civile og det officielle Danmark til stadighed behov for at være stærk og troværdig i ønsket om udbredelse af demokrati, menneskerettigheder og en klimavenlig ressourceudnyttelse. Det forudsætter, at man kender sit eget lands globale forhistorie.

Den omtalte rapport blev til efter et kommissorium udformet af Kulturministeriet, som udpegede en referencegruppe, primært bestående af folk fra museer og arkiver, men også Institut for Menneskerettigheder, Historielærerforeningen og Foreningen for Kolonihistorisk Center. 

Fortrinsvist blev fagfolk og konsulentfirmaer udenfor arbejdsgruppen rekrutteret til at løse opgaverne. Allerførst blev en kortlægning af befolkningens vidensniveau iværksat. Kort efter blev en undersøgelse blandt landets museer og samlinger startet. Derefter skete der to ting: Befolkningen kom med ideer på en åben platform. 

Og en minikonference og workshop, hvor 12 danske forskere og en historiker fra Ghana, alle toneangivende og med kolonihistorien som felt, afdækkede en stor interesse for at skabe en samlende organisation. Herefter blev rapportens færdige forslag udviklet i tre arbejdsgrupper udpeget af referencegruppen. Her sad et højt antal danske kolonihistorikere og andre fagfolk og løste opgaven med befolkningsundersøgelsen og befolkningens ideer som baggrund. 

De fleste af rapportens forslag flugter med ideer, som vores forening er fortaler for. Der er et videnskabeligt opbrud i synet på kolonitiden og en interesse for at tænke nyt.

Grundskolen er den vigtigste kilde til viden om kolonitiden
Helt overordnet bekræftede befolkningsundersøgelsen, at politikerne gjorde ret i at sætte rapportarbejdet i gang: Befolkningens viden om kolonihistorien er lav, men dens videbegærlighed er stor. 

Og undersøgelsens øvrige resultater hjalp referencegruppe og arbejdsgrupper med at sigte i rigtig retning. Sammen med kortlægningen af indhold og aktiviteter i museer og samlinger pegede resultaterne i retning af uddannelsessektoren, i at sikre landsdækkende formidling og mod en samlet forskning og formidlingsindsats, eksempelvis i form af en ledende formidlingsinstitution.

Grundskolen er ifølge befolkningsundersøgelsen den vigtigste kilde til viden om kolonitiden. Derfor nedsattes en arbejdsgruppe til at komme med forslag på uddannelsesområdet. Især ideen om en platform, der giver redskaber og ressourcer til undervisning, virker fornuftig og økonomisk overkommelig.

Andre forslag, herunder for eksempel en årlig fokusuge i skolerne kan måske være sværere at gennemføre i en decentraliseret danske undervisningstradition. Ethvert nyt uddannelsesinitiativ vil dog spille godt sammen med Institut for Menneskerettigheders "Anbefalinger Til Handlingsplan Mod Racisme", der også peger på, at undervisning i racismen og dens historiske rødder er nødvendig.

For kolonialismen er "stamfar" til den racisme, som stort set alle gerne vil af med - men en forælder, som ikke var mentalt tilstede i de europæiske demokratiers barndom, ungdom og voksne liv. Og den var historisk set en upassende gæst i skolebøgerne, hvor dansk kolonialisme har skurret mod andre vigtige fortællinger om oplysningstid, folkestyre, retsstat, ligestilling, ytringsfrihed, velfærd og så videre, som stadig er centrale for den almene dannelse.  

Et forehavende styret af eliten
Kortlægningen af den eksisterende formidling på de kultur-, kunst- og naturhistoriske museer samt arkiver og ungdomsuddannelser viste, at formidlingen er koncentreret i Østdanmark, og at der ikke findes nogen central koordinering af tiltag. 

Derfor nedsattes en arbejdsgruppe for "Kolonihistorie i hele landet". Der er en logisk kolonihistorisk forklaring på den skæve fordeling på landsplan. København var i særklasse central for den danske kolonialisme: logistisk, økonomisk og på magtniveauet. Den danske kolonialisme var et forehavende styret af eliten.

Beslutningerne blev truffet af rige handelsmænd, højtstående embedsfolk og kongehuset, og det var især her, afkastet endte. Derfor er det ude af balance, hvis man sender skam i hovedet på en hel befolkning med tilbagevirkende kraft. Ikke desto mindre opleves det ofte sådan - men det er fordi der er en anden skævhed: Det er svært forstå smerten, der er forbundet med kolonitiden og anerkende dens store konsekvenser. Hvordan skulle vi dog også kunne gøre dette, hvis vi ikke kender koloniernes historie?

To visionære forslag
Det andet markante resultat fra undersøgelsen er, at befolkningen primært - udover grundskolen - har fundet og finder sin viden om kolonihistorien via film og litteratur. Dette bekræfter at kunstformerne er aktive i at udbrede kolonihistorien og gør den vedkommende.

Som følge af, at der er behov for central koordinering, nedsattes der en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til, hvordan kolonihistorisk formidling kan udfoldes på et sted i et multihus. Gruppen fik også til opgave at komme med et forslag til anvendelse af Vestindisk Pakhus, hvilket var et krav i kommissoriet. 

Arbejdsgruppen er vendt retur med to visionære forslag, der begge betegnes "Kolonihistorisk Hus", i et hybridt format mellem kunstneriske udtryk og kulturhistorie og dermed en nyskabelse i det danske museumslandskab.
Disse forslag giver vores forening også opbakning til. Teater, film, musik og skønlitteratur har længe fungeret som katalysatorer for kolonihistorisk indsigt.

Det særlige er, at alle kunstarterne - ikke blot den visuelle samtidskunst - har potentiale til at tale flertydigt, så den automatiske reaktion ”for” eller ”imod” et givent indhold udskydes. Som lytter, læser eller beskuer tvinges man så at sige til at reflektere uden at ”vælge side” på forhånd.

Når der åbnes for nuancer og detaljer, modvirkes polarisering. Dog vil det kræve særlige kompetencer og ledelsesmodeller, hvis kunstneriske formidlingsformer skal indgå i offentlig institutionaliserede praksisser: Der skal være en historiefaglig "detektor"-funktion, samtidig med at det kunstneriske frirum bevares.

På omgangshøjde med kolonihistorien
I referencegruppen var sagligheden høj og stemningen god, trods tidspres og presseskriverier. Men der var en løbende armlægning om fortolkningen af følgende betingelse i Kulturministeriets opgaveformulering:

"Alle scenarier skal operere inden for de eksisterende institutionsmæssige rammer; Det vil sige ikke føre til etableringen af helt nye, selvstændige institutioner."

Det blev af nogle opfattet således, at sætningen forhindrer en selvstændig ledelsesmodel for det foreslåede kolonihistoriske hus. Her vil jeg mene, at udsagnet "helt nye" bør ses i dette perspektiv:

For at sikre bæredygtig økonomi, mere specialisering og en sund sektor har Kulturministeriet i mange år arbejdet for at reducere antallet af danske museer for eksempel ved sammenlægninger. Et Kolonihistorisk Hus kan derfor have selvstændig ledelse, hvis man deler funktioner med en anden kulturbærende organisation - gerne udenfor København.

Der er nu beskrevet en række scenarier. Hvis der er interesse for et initiativ, som for eksempel Kolonihistorisk Hus, er det muligvis klogt at vælge dette ud til nærmere gennemgang, eventuelt i samarbejde med en kulturhistorisk interesseret privat fond eller to.

En gennemtænkt institution med nye ambitiøse standarder vil både bidrage til at befolkningen kan komme på omgangshøjde med kolonihistorien og samtidig vise omverdenen, at Danmark tør tage en kontroversiel epoke af verdenshistorien op til revision. Uanset hvad man vælger, er det en del af en forandringsproces. Her er der altid risiko for enten ballade eller ligegyldighed. Derfor håber jeg både på politisk omtanke og mod.

{{toplink}}

debat@altinget.dk