Nye tal: Premier League overhaler Superligaen og scorer flest danske tv-millioner

Værdien af Premier Leagues tv-aftale i Danmark bliver i 2022 for første gang større end 3F Superligaens tilsvarende aftale. Det viser interne beregninger fra Divisionsforeningen. "Det illustrerer pointen om, at vi ikke har lige vilkår på samme marked som vores multinationale konkurrenter," lyder det.

Den gennemsnitlige værdi af Premier Leagues tv-aftale i Danmark overhaler for første gang værdien af 3F Superligaens aftale. 

Dermed indtager Premier League-rettighederne også pladsen som den største fodboldrettighed på det danske marked.

Det viser Divisionsforeningens beregninger, som Altinget har set.

Her fremgår det, at den årlige værdi af 3F Superligaens tv-rettigheder i Danmark er på 447 millioner kroner, mens den gennemsnitlige værdi af Premier Leagues nye seksårige aftale i Danmark med NENT ligger i omegnen af 600 millioner kroner.

Det bekræfter en uheldig tendens, ifølge Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

"Det er jo mere end noget andet en illustration af problemstillingen. 2022 er indtil nu det år, hvor vi har det højeste tilskuergennemsnit i 3F Superligaen. Det vil sige, at vi kigger på den største interesse for 3F Superligaen nogensinde, samtidigt med at vi bliver passeret i rettighedsbetalingerne af en af vores multinationale konkurrenter," siger han. 

Ifølge ham viser det, at den række af tilsagn, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har underlagt 3F Superliga-rettighederne, diskriminerer ligaen sammenlignet med de internationale fodboldligaer, der ikke er reguleret på samme måde på det danske marked.

"Det illustrerer pointen om, at vi ikke har lige vilkår på samme marked som vores multinationale konkurrenter," siger Claus Thomsen. 

{{toplink}}

Premier League sætter 3F Superligaen til vægs

Selvom Premier Leagues nuværende tv-aftale på det danske marked kun udgør et gennemsnitligt årligt beløb på 286 millioner kroner, er springet op til den nye tv-aftale - som træder i kraft til sommer - så stort, at værdien af tv-rettighederne til Premier League alligevel overgår værdien af 3F Superligaens medierettigheder i 2022.

De tal sætter en streg under udviklingen siden 2007. 

I den periode har den gennemsnitlige årlige stigningstakt af 3F Superligaens tv-aftale været på lige under fire procent, mens den tilsvarende for Premier League har ligget på mere end 27 procent.

I 2021 sikrede 3F Superligaens tv-aftale ligaen en markedsandel på knap 30 procent målt på værdien af rettighederne på det danske tv-marked for sportsrettigheder, ifølge Divisionsforeningens beregninger.

Her ligger Premier Leagues markedsandel på lige under 20 procent. 

Allerede i 2023 er rollerne dog markant byttet om.

Her estimeres Premier Leagues markedsandel på det danske tv-marked for sportsrettigheder til at være på over 32 procent, mens 3F Superligaens andel af markedet er faldet til under 25 procent med de eksisterende tv-aftaler.  

Advarer mod konsekvenser

Og spændet ser kun ud til at blive større i de kommende år.

Divisionsforeningen har lavet en fremskrivning til 2028 baseret på ligaernes gennemsnitlige stigningstakter.

Holder fremskrivningen vil den danske liga blot have en markedsandel på omkring 15 procent, mens Premier League til den tid vil sidde på over 37 procent af markedet, målt på størrelsen af ligaernes tv-aftaler.

I så fald vil Premier Leagues markedsandel i Danmark være næsten fordoblet på syv år.

En sådan udvikling vil få flere konsekvenser, advarer Claus Thomsen. 

"Det betyder, at der er færre midler at lave gode fodboldkampe for og fastholde det nationalklenodie, som den danske turnering er," siger han og tilføjer:

"Det kan også betyde, at der er færre investeringer i udviklingen af vores medieprodukt i forhold til vores konkurrenter. Vores mediepartnere har haft en enorm betydning for udviklingen af turneringen, så det handler om at fastholde det samarbejde, for det kommer under pres, når styrkeforholdet skifter markant."

Hvilke investeringer tænker du på?

"Det kan være investeringer i super slowmotion eller spidercams. Det kan også være investeringer i den redaktionelle flade. Der skal investeres i nærheden, så man kommer tættere på trænere, spillere og fans samt investerer i at markedsføre produktet. Det er ærgerligt, at reklamerne på busstoppestederne reklamerer for Premier League og ikke 3F Superligaen," siger direktøren for Divisionsforeningen. 

Styrelse ser på tilsagn

Søren Bo Rasmussen, kontorchef med ansvar for fusioner og medier i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, meddeler, at styrelsen er i gang med at undersøge, hvorvidt der kan være grundlag for at lempe eller ophæve de tilsagn, som 3F Superligaen har været underlagt siden 2007. 

Men han køber ikke forklaringen om, at værdien af de internationale fodboldligaers tv-rettigheder i Danmark er steget mere end 3F Superligaens, fordi ligaerne ikke er underlagt identiske tilsagn på det danske marked. 

De overvåges nemlig af EU-Kommissionen, lyder det.

"Det kan godt være, at Premier League- og Champions League-rettighederne er blevet dyrere, men om det skyldes, at de ikke er underlagt tilsagn, eller om det bare skyldes, at udenlandsk fodbold er blevet mere populært i Danmark, er svært at svare på," siger Søren Bo Rasmussen.

Han vil dog ikke afvise, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan finde på at regulere de udenlandske ligaer i fremtiden. 

"I princippet kan vi godt regulere de andre ligaer, og jeg vil ikke afvise, at vi kommer til det," siger Søren Bo Rasmussen.

Han forventer at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afklaret, hvorvidt der er grundlag for at lempe eller ophæve 3F Superligaens tilsagn før 1. januar 2023, hvor Divisionsforeningen kan udbyde tv-rettighederne til 3F Superligaen fra 2024.

Forrige artikel Se kortet: Her kommer der nye uddannelsespladser Se kortet: Her kommer der nye uddannelsespladser Næste artikel Kulturministeren rejser til Silicon Valley for at få mere gennemsigtighed med Facebooks algoritmer Kulturministeren rejser til Silicon Valley for at få mere gennemsigtighed med Facebooks algoritmer