Hvordan måler vi effekterne af kulturpolitikken?

Af Per Voetmann
Direktør i Kulturkontakt Nord 

De nordiske kulturministre har formuleret det fælles mål, ”at kultursamarbejdet skal udvikle fællesskab og forståelse mellem indbyggerne i Norden og dermed bidrage til sammenhængskraft i de nordiske velfærdssamfund”.

Spørger man kulturminister Marianne Jelved om f.eks. kunstens betydning for samfundet, virker det, som om hun er på samme spor.

Kunsten er ifølge Marianne Jelved det fundament, som hele samfundet balancerer på, og som både afføder og former vores fælles kultur, historie og civilsamfund. Det har hun tidligere sagt til Altinget | Kultur.

Vi, som arbejder med kunst og kultur i Norden, er nok overbeviste om, at vi bidrager til at opnå disse effektmål.

Men vi ved desværre kun ganske lidt om, hvilket præcist outcome vores indsats har. Og på det abstraktionsniveau, der handler om fællesskab og sammenhængskraft – som er en slags immaterielle effektmål – kan det også være svært at dokumentere med hard-core facts.

Ved for lidt om outcome
Hvorfor pludselig interessere sig for, hvad effekten er for samfundet?

For det første er der det problem, at hvis vi kun taler om antal tilskuere, deltagere, økonomisk virkning osv. i forbindelse med kulturpolitik, fordi det kan måles, så glemmer vi måske det, som er kulturpolitikkens vigtigste mål.

Gennem kulturen tilbydes man f.eks. viden, kundskab, kreativitet, kritisk sans og empati, og mennesker, som besidder de egenskaber, er også i stand til at tage del i samfundslivet og være gode medborgere.

Det indebærer altså, at kulturpolitikken bidrager til at opretholde et velfærdssamfund, hvor det enkelte menneske kan udvikle sig og tage aktiv del.

Men da den sammenhæng er vanskelig at dokumentere, koncentrerer vi måske indsatsen om det umiddelbart målbare, som er knap så vigtigt.

Tydeligere billede af kulturens samfundsmæssige værdi
For det andet, fordi fokus på effekt er med til at give et tydeligere billede af, hvad samfundet får for de penge, der bruges på kultur.

De politiske beslutningstagere skal klædes på, så de ved det. Ellers kan kultursektoren virkelig komme i klemme i de diskussioner, hvor de offentlige midler prioriteres.

Især når diskussionen går mellem sektorerne. Når f.eks. det fællesnordiske kulturbudget gennem mange år er blevet relativt mindre, så tror jeg blandt andet, det skyldes, at andre sektorer har været dygtigere til at forklare deres nordiske værdi og at synliggøre samfundsmæssige effekter.

Og når Karen Ellemann for et par dage siden helt ville nedlægge det nordiske samarbejde i dets nuværende form, kunne det hænge sammen med, at resultaterne ikke har været synlige nok.

Mere kvalitativ viden
For det tredje er viden om effekt nyttig for den enkelte institution og for den enkelte institutionsledelse. Viden om effekt er et godt værktøj i den interne prioriteringsdiskussion.

Effektmål kan således give os en betydeligt mere kvalitativ viden, end de klassiske aktivitetsmål kan.

De nordiske kulturministre har formuleret et stærkt ønske om at udvikle det fælles vidensgrundlag på det kulturpolitiske område.

Kravet om at forklare samfundets udbytte findes i alle de nordiske lande. Alle landene har identificeret udfordringerne – også på nationalt plan.

Som et led heri bliver udvikling af gode metoder til måling af effekten af kulturpolitikken et af de næste par års nordiske samarbejdstemaer.

På min egen institution, Kulturkontakt Nord i Finland, forvalter vi en stor del af den fællesnordiske kulturstøtte.

Vi arbejder allerede med at udvikle redskaber og metoder, så vi kan fortælle, hvad effekten af støtten er.

Vi gør det tværnordisk, fordi det giver det ekstra skub og den ekstra inspiration, der ellers kan savnes, når man sidder hver for sig.

Det giver både nordisk nytte og nordisk merværdi.

Næste år er det forhåbentlig ikke bare en påstand, men et påvist faktum. 

debat@altinget.dk