Demokratiet og kunsten er ekskluderende
DEBAT: Både demokratiet og kunsten bløder, mener kunstner Augusta Duel, der er aktuel med en udstilling om forholdet mellem de to begreber. Hun kritiserer kunsten for at være udemokratisk og demokratiet for at spænde kunsten for en elitær vogn. Hun efterlyser et opbrud med de elitære forestillinger om, hvad demokrati og kunst er.
Af Augusta Duel
Kunstner
Er kunst demokrati, og er demokrati kunst? Det er det spørgsmål, som en kommende udstilling kredser om. En udstilling, der er placeret på et gammelt rådhus - demokratiets højborg - der nu er forvandlet til et kunstmuseum.
En udstilling timet med det kommende kommunalvalg, og som kickstarter valgkampen og slutter på valgnatten. En udstilling med temaet Demokratur, der kredser omkring forholdet mellem kunsten og demokratiet.
Demokratiet og kunsten bløder
Demokratiet bløder. En lodret faldende interesse for at stemme og være aktiv i demokratiet hos den bredeste del af befolkningen skaber plads til populistiske og akademiske levebrødspolitikere.
De sætter sig tungt på, hvad der er godt for hele befolkningen og undervurderer alt fra udkantsborgere til udkantsdanmark.
Demokrati er både inkluderende for dem, der gider, og ekskluderende for dem, der ikke gider.
Kunsten bløder. En lille sammenspist kunstelite definerer og doserer, hvad der er godt for folket, og de få udvalgte sidder på alt fra det blåstemplende smagdommerpanel og i debatklummerne til de udvalgte udvalg og på pengekasserne.
Der prioriteres store, ambitiøse og prestigefyldte kunstbygninger frem for indholdet, der prioriteres bizarre og elitære satsninger, klassisk kunst og populistisk sikre musical-succeser.
Der prioriteres de anerkendte kunstnere, og der ekskluderes alt fra undergrundskunstnere til udkantskunst.
Kunsten er både inkluderende for dem, der gider, og ekskluderende for dem, der ikke gider.
Demokratiet og Kunsten blander blod, og sammen forbløder de i en snobbet, sammenspist, selvforstået og selvfed inderkreds af samfundets elite, der definerer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert ud fra deres ekskluderende perspektiv.
De debatterer med dem selv, de stemmer på dem selv, de giver pengene til dem selv, og de skaber kunsten for dem selv.
Og som en kollektiv ”vi skal have alle med-satsninger” sættes der lidt puljer af hist og pist til at få alle dem uden for betalingsringen med som særlige indsatsområder.
Demokratiet og kunsten vokser op nedefra
Demokratiet og kunsten kan man ikke slå ihjel – de vokser op nedefra og udefra fra dem, der ikke forstår sig på det rigtige, gør det på den rigtige måde, har et andet perspektiv på det rigtige.
Det kommer fra fra både venstrefløjen og højrefløjen, fra udkanterne og undergrunden.
De forlanger Kandis og grillpølser til byfesten, de vil have malerier på tilbud i ILVA, og de vil hellere se tv end gå i teateret. De skaber deres egen kunstscene med streetart på gaderne.
De gøgler på AFUK, og de hacker hjemmesider, og de kaster med brosten eller maling… Og det har jo ikke en skid med kunst at gøre. Men hvem er det egentlig, der bestemmer det?
Debatterne på kunstsiderne postulerer, at kunst netop ikke må være demokratisk. Den skal have sin egen dagsorden og skabes for at skabe eller skabe sig.
Kunstnerne klynker og vil ikke spændes for en vogn af meninger, holdninger og nødvendigheder.
Kunstelitens smagsdommere rynker på næsen og himler med øjnene, hvis værkerne er for konkrete eller har en bismag af kampagneagtige budskaber og taler med indforståede akademiske tunger med højt lix-tal med lettere lesben og velovervejede, reflekterede kunstpauser.
Fra stemmeurne til stemmeslugende makuleringsmaskine
Men er det egentlig dem, der råber højest, der har ret? Eller er det dem, der er flest, eller som folk er flest?
Er demokratiet egentlig demokratisk, når det kommer til stykket? Og er kunsten egentlig kunst, og er den det kun i kraft af, at kunsten har besluttet, det er kunst?
Hvad er kunst, og hvem bestemmer det? Hvem er kunstnere, og hvem bestemmer det?
Det er de spørgsmål, som kunstgruppen DEMOKRATUR reflekterer over, når kunsten og demokratiet mødes på Det Nye Kastet i Thisted fra 25. oktober til den 19. november.
Hvor stemmebokse udfordres med pigtråd, pissoir og overvågningskameraer, hvor en stemmeurne er forvandlet til en stemmeslugende makuleringsmaskine, og hvor en sofa er skabt af stemmesedler fra sofavælgere, hvor der serveres demokrati på tallerkener… Og dødsgangen for demokratiet!
Vi har ikke svaret… har du?
K: Vi skal værne om vores kulturarv
Byrummets uforpligtende kulturknald
