Der mangler store kulturpolitiske idéer

Af Mikkel Brok-Kristensen
Konsulent i Red Associates 

Kommunalvalget er snart over os, og med dette som afsæt har debattører her på denne plads og i andre medier over de seneste måneder forsøgt at argumentere for, at kulturen er overset og nedprioriteret af vores politikere - lokalt såvel som nationalt.

Jeg tror, at dette skyldes to ting.

For det første en konstant sammenblanding af to kulturbegreber og dernæst fraværet af en eller flere store kulturpolitiske idéer.

Det har skabt en situation, hvor forbrugslogikken er kommet i centrum, hvilket blot skaber mindre interesse og relevans.

Kulturen er svær at definere
For det første er kulturbegrebet enormt bredt.

Kulturbegrebet anvendes til at beskrive den klassiske antropologiske forståelse af mennesket som socialt væsen.

Det kulturelle er de værdier, normer og handlinger, som på en gang fungerer som rammen for vores fællesskab med andre mennesker, og som samtidig skabes i dette fællesskab og hermed også udvikles.

Disse fællesskaber kan findes på mange niveauer, og vi er alle en del af mange forskellige. Nogle gange er vi 'danskere', nogle gange 'københavnere', andre gange 'løbere'.

Kulturbegrebet anvendes også i en kulturpolitisk sammenhæng som et mere snævert begreb omkring den gruppe af aktiviteter som eksempelvis skuespil, billedkunst og museer.

I denne forståelse defineres kultur som en række områder, hvor en meget lille gruppe mennesker skaber og fortæller, og vi andre så beskuer og deltager, eller forbruger, som det som oftest omtales.

Kulturbegrebets kompleksitet skaber således en risiko for uklare debatter.

Kompleksiteten skaber dermed et stort behov for løbende præcisering og fokus på, hvad en specifik debat handler om. Og for at tage min egen medicin, så lad mig slå fast, at jeg i det følgende vil beskæftige mig med begge. 

Det handler for meget om penge
På et overordnet niveau ser det ofte ud, som om der er masser af debat om kulturpolitiske visioner og ideer.

Men det passer bare ikke.

Når man dykker ned i indholdet, så ser man, at det ofte primært er diskussioner om penge: Hvilke områder skal støttes med hvor meget og hvorfor.

Dette gælder både politikere, men i højeste grad også andre kulturdebattører. Det er efter min bedste forståelse et af de store problemer for kulturpolitikken.

For nok er det helt naturligt at føre diskussioner om fordeling og prioritering, men det er bare rigtig svært, når de grundlæggende ideer om kulturen mangler.

Men den store udfordring for kulturen er, at der ikke som på andre klassiske politikområder som f.eks. beskæftigelsesområdet er stærkere fællesforståelser om, hvad vi rent faktisk diskuterer.

Vi har de helt grundlæggende ideer på plads. I beskæftigelsespolitikken er ideen, at vi alle har godt af at være beskæftigede. En idé, som der er bred enighed om, og som tilhører en del af vores fælles kultur.

Og en ide, som giver retning og skaber rammen for udvikling af debat, handlinger og politik. Den skaber mulighed for konkurrerende politiske ideer for, hvordan vi løser problemet med at få folk i beskæftigelse. 

Det giver os problemer, at der både mangler store kulturpolitiske idéer, og at der ofte er en sammenblanding af, om vi taler om idéer på det ene eller det andet plan. 

Det ville jo være ganske uholdbart, at vi på én og samme gang diskuterede, hvorvidt alle havde ret og pligt til at være beskæftigede og de politiske initiativer for sikre det.

Det gør vi ikke, og derfor diskuterede vi ikke med Dovne Robert, men mod Dovne Robert

Så det må være svært at være politiker på det her område.

Og det virker, som om politikerne vælger at kompensere ved på den ene side at fortsætte det, vi altid har gjort og så på den anden side bruge forskellige forbigående ideer som at forstå kulturen som en økonomisk primusmotor i en tid med finanskrise - som en række kulturpersonligheder har gjort sig til fortalere for på det seneste.

Fraværet af idéer svækker vores interesse 
Jeg tror, at fraværet af store ideer også svækker min og mange andres interesse og forståelse for kulturpolitik. Det svækker vores deltagelse i kulturudbuddene.

Eksempelvis er der store idéer og visioner på miljø- og klimaområdet. Det har gjort det lettere for mig og mange andre danskere at interessere og forholde os til miljø- og klimapolitik og dermed hvor, vi skal sætte vores kryds.

Det giver også retning i vores dagligdag, i supermarkedet, og det har skabt ambitioner og mål, når vi køber bil, eller når vi kaster os ud i renovering af hjemmet.

Det har udfordret mig og uddannet mig og tvunget mig til at træffe nogle valg.

Men på kulturområdet er der ingen stor idé.

Der er i dag ikke nogen store fælles ideer om, hvad jeg bør gøre, og hvad jeg skal finde interessant.

I stedet er det vendt på hovedet, og Kulturministeriet, institutioner og politikere forsøger nu at forstå, hvad jeg synes.

Hvad synes vi forbrugere, og hvad fortæller vores fødder om, hvor vi har været? Det giver jo i det mindste en forklaring på, hvad man gør med vores kulturmilliarder.

Men det kan vi vel ikke rigtig være tilfredse med?

Så lad os få nogle rigtige bud på de store idéer. Det trænger vi til.

 

 

debat@altinget.dk