Hvem opfandt egentlig guirlanderne?
DEBAT: Kultur er ikke kun noget, vi arver, men en andelsbevægelse, der vokser, jo flere der bruger den lige nu og her. Det skriver Birgitte Fredsby og Christina Blak, der er direktør for hhv. TV og corporate citizenship i kommunikationshuset We Love People.
Af Birgitte Fredsby og Christina Blak
Direktør for hhv. TV og corporate citizenship i kommunikationshuset We Love People.
”Vi har pligt til at sikre, at de opvoksende generationer tilegner sig vores fælles kultur og den fælles dannelse, der er bygget op gennem generationer i vores land,” skriver Lars Barfoed (K) i et indlæg her på siden i oktober.
Men hvad med børnenes egen nysgerrighed og lyst til kultur?
Kulturdebatten handler endnu en gang om at værne om en arv fra en fjern fortid.
Kultur er ikke pensum
Men børn er bærere af vores fremtid. Og selvom de naturligvis skal opleve kulturen for at mærke, hvem de er, skal de ikke passivt fodres med den efter fois gras-metoden.
For i så fald overser vi børnenes store potentiale som kreativ kraft i samfundet og deres (fordoms)frie tilgang til verden.
De børn, der vokser op lige nu, formes af en ny virkelighed.
Ramasjanggenerationen er født til at være 100 procent på, fra de slår øjnene op, til deres maskiner går på fly mode.
Verden venter for enden af deres fingerspidser, og for dem er intet helligt eller umuligt. Kultur er en legeplads og et mulighedsrum. Ikke en institution eller et pensum.
Vores børn kommer med et nyt mindset og en helt ny værktøjskasse. De former deres virkelighed ved at låne, spille, spørge og lege sig frem.
Kulturen er en andelsbevægelse, som alle bidrager til, og alle skal have gavn af. Et fælles projekt, der hele tiden flytter sig.
Vi ser ikke kun kulturen som noget, vi skal bevare. Men som et kreativt instrument, man kan tænke og skabe med.
Kulturtænketanke i børnehøjde
I den forstand er børn nysgerrige kulturskabere, ikke traditionelle kulturforbrugere som deres voksne.
Hvorfor ikke invitere dem med og lave kulturtænketanke i børnehøjde? Iklæde os deres mulighedsbriller og tænke frit?
Stille de spørgsmål, vi ikke vidste fandtes og slet ikke kender svarene på? Hvorfor ikke forvente, at deres indgang til verden skaber nye kulturelle tilbud, vi kan dele med hinanden i fremtiden?
Kultur er en fællesskaber. Jo flere vi er, og jo mere vi hver især bidrager til at dele og skabe den, jo stærkere bliver den.
Misforstå os ikke. Vi skal naturligvis give børn indsigten i og glæden ved den kulturarv, de fødes i. Men vi skal også give dem friheden til at fortolke den. Og til at de som nye og frie tænkere kan skabe deres egen.
Kultur er ikke kun noget, vi arver. Det er en identitet, vi sammen skaber i tid og rum. En andelsskat, der vokser, jo flere vi er, og jo mere vi bruger den.
Lad derfor dine børn møde kulturen på deres egne præmisser. Ikke fordi de skal, men fordi de ikke kan lade være.
Og hvis Jakob også fik tændt din nysgerrighed efter at vide, hvem der opfandt guirlanden, kan vi oplyse, at vi ikke har fundet svaret – men at vi heller ikke synes, det er helt lige så vigtigt som at stille spørgsmålet.
Musikskolerne skal styrkes
Ghostbuster med gode lederevner søges
