Hesseldahl: Det Kongelige Teater er for alle

DEBAT: Det Kongelige Teater er ikke et københavnsk egnsteater, der udelukkende henvender sig til et publikum i hovedstadsområdet. Det er for hele Danmark og for alle målgrupper. Derfor er det en helt afgørende opgave for teatret at drage på turneer og vise forestillinger på tv og i biografer. Sådan lyder det fra chefen for nationalscenen, Morten Hesseldahl. 

Af Morten Hesseldahl 
Teaterchef i Det Kongelige Teater

40.000 danskere oplevede over sommeren Det Kongelige Teaters ballet og opera.

Hver for sig rejste ensemblerne rundt i landet til gratis optrædener for et publikum, der bevæbnet med madkurve og tillid til det danske sommervejr fik smagsprøver på, hvad man kan opleve på scenerne i den kommende sæson.

I det hele taget rejser Det Kongelige Teater meget omkring, ligesom der nu er indledt et godt samarbejde med landets biografer om at sende direkte fra premiereforestillinger. Mere end 30 biografer inviterede til direkte transmission, da Napoli for nogle måneder siden blev sat op på Gamle Scene, og her inden længe er det Rosenkavaleren, der kan opleves overalt i landet, samtidig med at tæppet går i København. Sidenhen vil der desuden være indtil flere chancer for at opleve optagelsen af Strauss’ store klassiker på DRK.

Ej blot til øst
Det er vigtigt, at Nationalscenen hele tiden gør en tydelig indsats for at understrege den indlysende pointe, at Det Kongelige Teater ikke er et københavnsk egnsteater, der udelukkende henvender sig til et publikum i hovedstadsområdet.

Den ambition kan man sagtens stå ved, uden at skulle undskylde for, at teaterets bygninger ligger i landets hovedstad, og at det naturligvis er noget særligt, når man har mulighed for at opleve kunsten på scenen i København.

Det er klart, at det kan synes at være en uretfærdig fordeling, hvis man er bosiddende i Hobro, men der er gode argumenter for det, og det er jo heller ikke så forskelligt fra hovedstæder i resten af verden, hvor man også har lagt de store kulturinstitutioner centralt.

Når det er sagt, understreger det den helt afgørende opgave, det er at komme på turneer, søge samarbejde om transmissioner og ved at gøre det klart, at de fleste danskere af og til tager en tur til hovedstaden.

Nye generationer er også velkomne
Det vigtige i opgaven med at gøre scenekunsten tilgængelig for alle gælder også i forhold til de målgrupper, der måske ikke umiddelbart tænker, at Det Kongelige Teater er noget for dem. Og ikke kun fordi, det rent geografisk virker uoverkommeligt.

Nye generationer skal inviteres ind, ligesom tilbuddene fra nationalscenen skal gøres tilgængelige også for de mennesker, der er vokset op i miljøer, hvor scenekunst ikke står allerøverst på det kulturelle menukort.

Vaskekonens søn, HC Andersen, tog turen fra Odense til København for at gøre sig som balletdanser. Det var ingen succes, men han holdt fast i sin kærlighed til scenekunsten, og det satte sine tydelige aftryk på forfatterskabet, sådan som god kunst altid påvirker dem, der oplever den.

Og det er jo det, det hele handler om: At skabe god kunst, og at alle sikres adgang til den. Velkommen i Det Kongelige Teater!

Forrige artikel DF: Flere penge til computerspil DF: Flere penge til computerspil Næste artikel V: Eurovision var en fejltagelse V: Eurovision var en fejltagelse