Her er regeringens medieudspil

NYT UDSPIL: Regeringen præsenterer torsdag sit udspil til det kommende medieforlig. Heri foreslår den blandt andet, at 40 procent af TV 2 skal sælges, og der skal udbydes en ny tv-kanal til public service-indhold.

TV 2 Regionerne og Radio24syv skal spare, og 40 procent af TV 2 skal sælges.

Det er nogle af elementerne i regeringens nye medieudspil, som kulturminister Mette Bock (LA) præsenterer torsdag. Udspillet har været ventet længe, og ifølge ministeren er det frugten af et års arbejde, hun nu løfter sløret for. 

"Jeg har brugt virkelig meget tid på at forberede et medieudspil, der virkelig kalder på, at vi får taget nogle dybe spadestik, i forhold til hvor hurtigt medierne faktisk udvikler sig i de her år," siger Mette Bock og tilføjer:

"Det, vi lægger op til her, det er på mange måder en nyskabelse."

Regeringen vil blandt andet tage hul på sin ambition om privatiseringen af TV 2 ved at sælge en andel på 40 procent. Senere skal der tages stilling til, om der eventuel også skal sælges yderligere aktier. Salget handler dog om mere end regeringens liberale ambitioner, understreger Mette Bock:

"Påbegyndelse af salget af TV 2 er ikke bare noget, der handler om ideologi. Det handler også om, hvordan den her station får en strategisk og økonomisk partner, som kan være med et videreudvikle stationen i de kommende år," siger hun.

TV 2 skal stadig være underlagt public service-forpligtelser, ligesom tv-kanalen fortsat skal have hovedsæde i Odense.

"Præmisserne for at drive TV 2 vil også for en kommende investor ligne de præmisser, der er for, hvordan vi driver det i dag," siger Mette Bock.

Besparelser af public service-organer
Foruden TV 2-salget lægges der op til ændring af det nuværende mediebillede. DR skal lukke to af sine nuværende seks tv-kanaler, mens Radio24syv skal spare 33 procent over de næste fem år, og TV 2-regionerne vil blive omfattet af et årligt omprioriteringsbidrag på to procent. Derudover skal FM-båndet lukkes i 2021, hvorefter al radiolytning vil være digital.

I stedet vil public service-puljen blive udvidet markant fra 35 millioner til 220 millioner i 2023, ligesom regeringen vil sende en ny tv-kanal i udbud, der skal formidle folkeoplysning og kultur og en ny DAB-radiokanal med kulturindhold med særlig fokus på klassisk musik.

Derudover foreslås det, at internetbaserede nyhedsmedier skal fritages fra moms, ligesom trykte medier er det i dag, og at støtten til nye medier skal øges, således iværksætterprojekter bliver styrket.

Lange forhandlinger i vente
Mette Bock indkalder nu Folketingets partier til sættemøde i næste uge, hvor de kan fremlægge deres egne forslag. Hun understreger dog, at regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en afskaffelse af licens og besparelse af DR på 20 procent ligger fast og derfor skal anerkendes som en del af det økonomiske grundlag i medieforliget.

Det har allerede fået flere oppositionspartier til at sige, at de ikke vil være med i et medieforlig. Radikale har endda truet med, at partiet vil rulle det tilbage, hvis regeringensmagten skifter efter næste folketingsvalg.

Der tegner sig et smalt forlig. Er det ikke en bekymring, hvis de røde partier efterlever deres trusler og ruller forliget tilbage efter et valg?

"Det er klart, at med det ambitionsniveau som regeringen har lagt her, så vil vi ærgre os over, hvis ting bliver rullet tilbage. Men sådan er vilkårene i politik," siger Mette Bock.

Målet er, at der bliver landet en aftale inden sommerferien, men selv hvis en smal aftale med Dansk Folkeparti skal indgås, kan det tage længere tid.

Støttepartiets medieordfører, Morten Marinus, (DF) har allerede afvist at ville skære i TV 2-regionerne og Radio24syv.

"Radio24syv har leveret et fantastisk stykke arbejde for få penge, så det lyder helt skingert i mine ører at skære en tredjedel," siger han og tilføjer, at det kan blive nogle lange forhandlinger - også selvom det blot bliver en smal aftale.

"Med det her udspil for øje tror jeg desværre ikke på, at vi bliver færdige med at forhandle til juni," siger Morten Marinus.

Medieforliget vil træde i kraft 1. januar 2019, når det nuværende medieforlig udløber.

Se Mette Bock præsentere medieudspillet her:

Læs hele udspillet her.

,

Forrige artikel Regeringen præsenterer medieudspil i eftermiddag Regeringen præsenterer medieudspil i eftermiddag Næste artikel Jubel og forargelse: Her er reaktionerne på regeringens medieudspil Jubel og forargelse: Her er reaktionerne på regeringens medieudspil