Grænserne for automatisk nedlukning hæves

Epidemikommissionen hæver grænserne for den automatiske nedlukningsmodel, fordi stigende smitte truede med at lukke kommuner og sogne ned.

Epidemikommissionen har valgt at hæve grænserne for automatisk nedlukning for at undgå "uforholdsmæssige" nedlukninger i sogne og kommuner. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Kriterierne for kommunenedlukning ændres fra mindst 300 til 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, mens kriteriet for sognenedlukning ændres fra mindst 600 smittede til 1.000 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage

Epidemikommissionen fastholder samtidig de to øvrige kriterier for mindst 20 smittede personer de seneste syv dage og en positivprocent på mindst tre procent de seneste syv dage.

Hvis et sogn står til at lukke ned, indebærer det, at kommunen midlertidigt skal lukke grundskoler, sfo'er og klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelse, lokaler og steder med kulturaktiviteter samt lokaler med idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter. Reglerne gælder både kommunale, private og selvejende tilbud.

Politisk flertal pressede på

Før Epidemikommissionen ændrede reglerne, havde et politisk flertal bestående af en samlet blå blok samt Radikale Venstre krævet en ændring af reglerne for automatisk nedlukning.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, sagde torsdag til TV 2, at grænserne blev lavet på et andet tidspunkt sammenlignet med i dag, hvor tre millioner borgere som minimum har fået det første vaccinestik mod coronavirus, og hvor omkring 50 borgere er indlagt.

De nye regler giver mening for Statens Serum Institut, som har vurderet, at det er "forsvarligt" at hæve incidensgrænsene. Instituttet henviser til, at "vaccinationsindsatsen går hurtig fremad, og at størstedelen af de ældre og svækkede i samfundet, som hidtil har været i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, på nuværende tidspunkt er færdigvaccineret".

Epidemikommissionen, der har valgt at hæve grænsen, består af 11 medlemmer, heriblandt direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, rigspolitichef Thorkild Fogde og KL-direktør Kristian Wendelboe.

De nye regler for incidensgrænserne er allerede trådt i kraft.

Forrige artikel Komponist- og sangskriverorganisationen DJBFA skifter navn Næste artikel Nekrolog: Kurt Westergaard blev ved et tilfælde et ikon på fri tale og greb øjeblikket Nekrolog: Kurt Westergaard blev ved et tilfælde et ikon på fri tale og greb øjeblikket