Forsker: Der er plads til mere medbestemmelse i kommunale kulturhuse

Af Karen Nordentoft
Ph.d.-studerende, Æstetik og kultur, Aarhus Universitet

Et kulturhus er kendetegnet ved, at det rummer en vifte af kulturelle aktiviteter, både af den slags, man kan være publikum til, og dem, man kan udøve selv – kreativt, kropsligt eller praktisk.

Med denne dobbeltfunktion indtager kulturhusene en væsentlig rolle i et demokratisk velfærdssamfund. Det mangfoldige tilbud betyder nemlig, at kulturlivet i kulturhusene kan have en bred appel til mange forskellige brugergrupper. Og den rummelighed er vigtig for en demokratisk adgang til at praktisere et aktivt kulturliv som et gode i et velfærdssamfund.

Men ikke nok med det. Et andet af kulturhusenes adelsmærker er, at de danner rammen for borgernes selvorganiserede aktiviteter og giver brugere gode muligheder for indflydelse. Ja, mange er ganske enkelt brugerstyrede.

I koblingen mellem på den ene side kulturtilbud, der i deres bredde er inkluderende, og på den anden side mulighederne for, at brugerne kan agere og have indflydelse, ligger kulturhusenes raison d’être som platforme, der både befordrer en demokratisk adgang til kultur og danner ramme om kulturelle demokratier.

Mindre medbestemmelse i kommunale huse
Så vidt det overordnede billede. Når vi dykker ned i, hvordan kulturhuslandskabet ser ud, er det imidlertid ret forskelligartet. Det viser den rapport, som lektor Louise Ejgod Hansen og jeg har udarbejdet på baggrund af en bred national spørgeskemaundersøgelse som led i projekt Deltag.

Nogle af de mønstre, der tegner sig, har med kulturhusenes forskellige organisationsform at gøre.

Helt centralt er det sådan, at medbestemmelse er lavere i kommunale kulturhuse end i selvejende institutioner og især foreningsdrevne huse. Det gælder både indflydelse på husenes virke, og hvor meget det er brugere og frivillige, der arrangerer aktiviteter selv og for hinanden.

Samtidigt har de kommunale kulturhuse også væsentligt flere ressourcer end foreningshusene, mens det er mere komplekst, hvad angår de selvejende institutioner.

Forskellen i ressourcer er afgørende for, om der er personale, der kan bakke op om de brugerinitierede aktiviteter, for hvad brugere skal betale for, og for hvor stor bredde der er i de aktiviteter, som kulturhusene tilbyder borgerne. For eksempel er der færre af foreningshusene, som har værkstedsfaciliteter end de øvrige organisationstyper.

Det er også i foreningshusene, at der generelt er en meget lavere integration af forskellige brugergrupper, både med hensyn til aldersspredning og etnisk ophav, og her spiller manglende personaleressourcer nok ind.

Det behøver ikke være enten-eller
Tager man den store pensel frem, tegner der sig altså et dilemma. På den ene side er de foreningsdrevne kulturhuse i høj grad platforme for lokalt forankrede kulturelle demokratier.

Men på den anden side er der en skævhed, for det er de kommunale huse, der hver især har mere at tilbyde borgerne og derfor er relevante og tilgængelige for et bredere udsnit af befolkningen med forskellige interesser, ressourcer og baggrunde.

Begge dele er væsentlige goder i et levende demokrati og velfærdssamfund. Men det behøver ikke at være et enten-eller.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at foreningsstrukturen fordrer og stimulerer et aktivt engagement fra brugere. Men i sig selv forhindrer de to andre institutionstyper egentlig ikke en høj grad af borger- og brugerinddragelse, hvis vi undtager endelige ledelsesansvar for økonomi, personale og så videre.

Det er et spørgsmål om vilje og mod til at undersøge egne etablerede hierarkier, slippe nogle tøjler og arbejde målrettet for et bredt og deltagende brugerdemokrati.

Omvendt er det politiske beslutninger og nye støtteinfrastrukturer, der skal til, for at de mindre og væsentligt mere sårbare foreningshuse sikres bedre ressourcer.

De kulturelle deltagelsesdemokratier, som de repræsenterer, skulle nemlig gerne både overleve – især i en krisetid som nu – og udfoldes endnu mere for flere. Det sidste er især vigtigt, fordi mange af dem – som Louise Ejgod Hansen skriver i sit indlæg – ligger i mindre befolkede kommuner, hvor der er langt til alternative kulturelle tilbud.

debat@altinget.dk