Filmstøtten skal satse på diversitet
DEBAT: Forudsætningen for et professionelt dansk filmmiljø er et støttesystem, der satser på volumen og diversitet. Det skriver Vinca Wiedemann, rektor på Den Danske Filmskole.
Af Vinca Wiedemann
Rektor på Den Danske Filmskole
De billedbårne medier eksploderer i udvikling i disse år, og danskerne elsker de nye filmiske fortællinger.
Hvis dansk film bare nogenlunde skal kunne holde trit med vores publikum, bør vi som minimum fordoble vores produktion af film og samtidig styrke indsatsen for at udvikle filmen i nye retninger. For danskerne er i deres medieforbrug på forkant med udviklingen.
Alle danskere bruger medierne nu
Marianne Jelveds kulturkuffert til børn rummer blandt andet en iPad med indbygget kamera og redigeringssystem, som ungerne allerede kender fra kravlegården. Disse unger vil have lavet deres første kortfilm før de begynder i børnehaveklassen.
Deres forældre venter glubsk på at downloade det nyeste inden for computerspil, mens deres bedsteforældre skælder ud over, at Netflix endnu ikke har givet adgang til den nyeste sæson af Homeland.
Deres oldeforældre debatterer den politiske udvikling på Facebook og digitaliserer deres gamle smalfilm og familiealbums. Vi er (næsten) alle sammen kommet med på vognen, og vi vil gerne have mere af alt det nye.
Det er på den ene side fantastisk, at den brede befolkning har taget de filmiske medier til sig. Det giver mulighed for at gøre samfundsdebatten og kunsten tilgængelig for almindelige mennesker i stedet for at være forbeholdt en økonomisk eller intellektuel overklasse.
Men i takt med, at den tekstbårne kultur svinder ind, bliver det stadig mere påtrængende, at billedmedierne skal udvikles til at kunne udtrykke tanker og oplevelser raffineret og komplekst. Ellers vil vores debat blive forgrovet og vores eksistensopfattelse unuanceret.
Et støttesystem, der satser på diversitet
De nye generationer er fra barnsben vænnet til at bruge filmen til at udtrykke sig med. Men forudsætningen for et professionelt filmmiljø er et støttesystem, der satser endnu mere på volumen og diversitet, for vi har ikke råd til at lave mange film, hvis de alle sammen skal være lige dyre, og vovemodet til at satse utraditionelt skal opmuntres.
Det tager lang tid at lave en film, og i ventetiden griber danskerne sultent ud, når der kommer noget anderledes. Vi så det senest med tv-serien Arvingerne, som i bedste danske tradition dementerede, at kunstnerisk kvalitet og folkeligt publikum skulle være hinandens modsætninger.
Og dokumentarfilmen Act of Killing påvirkede den internationale, politiske dagsorden med en fortælling båret af et rystende mod og en fornem filmisk intelligens. Men fundamentet bag de folkelige succeser er tonsvis af eksperimenter og talentudvikling.
Vi har talentet til at lave filmene, vi har publikums glubende appetit, og vi har en samfundsforpligtelse til at sikre, at appetitten kan blive mættet af moderne, danske kvalitetsfilm inden for alle genrer og formater. Kun på den måde kan vi blive ved med at udvikle en kultur, der afspejler vores tungemål, vores landskaber og de uhåndgribelige karaktertræk, vi kalder danskhed.
Det Kongelige Teater kan ikke gøres op i antal solgte billetter
Kultur i kommunerne skaber ikke beskæftigelse
