Et år senere er koncert- og festivalkalenderen stadig gabende tom: "Jeg vil bare gerne glemme det her år"

Det er et år siden, at flere end 1.000 mennesker har danset og sunget sammen til en koncert. Altinget markerer årsdagen for én af de første coronarestriktioner med ord fra fire af dem, nedlukningen har påvirket mest på kulturområdet, og to kulturpolitikere.

For et år siden satte statsminister Mette Frederiksen (S) en stopper for de store forsamlinger på over 1.000 mennesker og lukkede dermed ned for festivaler og store livearrangementer.

De store arrangementer var nogle af de første, der fra 6. marts 2020 måtte lukke ned i kampen mod corona. Og de er formentlig nogle af de sidste, der får lov at åbne op i den form, vi kender fra før pandemien. 

Altinget har talt med Vega, Jelling Musikfestival, en kunstner, en lyd- og lystekniker samt to kulturordførere om et år, hvor kalenderen har været gabende tom, og fremtiden for de fleste er usikker.

 

"Vi er stadigvæk der, hvor vi slap 6. marts 2020"

Ditte Sig Kramer, kommunikationschef, spillestedet Store Vega


"Jeg husker 6. marts meget tydeligt. Den er for os mere dramatisk end 11. marts.

At Mette Frederiksen kom med den kraftige opfordring, var en kæmpe game changer for os. Fra det ene øjeblik til det andet, blev vi tvunget ud i en situation, hvor vores virkelighed blev ændret helt fundamentalt – i en højsæson med udsolgte koncerter. 

Skulle vi aflyse? Skulle vi gennemføre?

Nu er der gået et år, og vi er stadigvæk der, hvor vi slap 6. marts 2020. Vi laver stadig ikke stående koncerter, men det er vores håb, at Vega inden længe kan gøre det, som vi er bedst til: Nemlig at lave koncerter for et stående publikum.

Det sidste år har vist os, hvor stor betydning vi har for mange mennesker, og hvor stor betydning det har at kunne opleve koncerter i fællesskab og mærke musikken live."

 

"Kulturlivet blev ofret som noget af det første"

Morten Messerschmidt, kulturordfører, Dansk Folkeparti


"Min første tanke var, at det var et varsel for, hvad der var i vente. Jeg tænkte også, at 1.000 mennesker var mange. Så hvis det "kun" var det, vi stod overfor, skulle det hele nok gå.

Her et år efter er der ingen tvivl om, at det bliver en svær sommer, vi går i møde. På den ene side vil vi gerne sikre, at folk kan mødes på den måde, de er vant til, men under omstændigheder, hvor vi ikke pludselig ser et voldsomt smittudbrud.

Så jeg tror på, at man vil kunne afvikle de her arrangementer nogen steder, mens man andre steder må sige nej.

Jeg synes, det har været bemærkelsesværdigt, hvordan paroler om solidaritet, fællesskab og at stå sammen bliver brugt om kulturlivet, men at det så er noget af det første, der blev ofret da først krisen ramte."

 

"Set i bakspejlet var vi måske lidt naive"

Lars Charlie Mortensen, festivalleder, Jelling Musikfestival

 

"Vi var jo måske lidt naive, set i bakspejlet, for vi tænkte: "Der går nok 14 dage eller tre uger, og så løser det sig nok, og så er den corona nok væk."

Men det gjorde det jo ikke.

Da det blev meldt ud, at festivalerne ikke blev til noget, var vi så langt i vores planlægning, at det var voldsomt. Men det var også en lettelse. For det var svært at planlægge med en virus, som ingen kendte, og det betød, at vi kunne se frem mod 2021. Der var jo ingen af os, der forstillede os, at det ville tage så lang tid, og det er jeg glad for, for så havde det nok været svært at holde modet oppe.

Men vi skal jo lave festivaler igen, for det er så stor en del af den danske kultur. Alligevel står vi dybest set i den samme situation som for et år siden. Bortset fra én ting – vaccinen – og det giver håb, men vi skal have den fornødne hjælp.

Jeg tror, vi kommer til at lære noget af det, men jeg vil helst viske det her ud."

 

"Jeg valgte at tage ja-hatten på"

Foto: Morten Jerichau
Jacob Aksglæde, musiker

 

"Det er selvfølgelig altid ærgerligt ikke at spille koncerter. Men jeg var ikke så ærgerlig, fordi jeg ved, at de udskudte koncerter kommer igen – bare lidt senere på året.

Så jeg valgte at tage ja-hatten på, når jeg nu ikke skulle turnere og fik en masse tid foræret. Jeg brugte tiden til at skrive mere musik og fordybe mig i endnu en plade. Der venter for mig nogle ret fede ting forude med større koncerter og bedre udgivelser.

Der er igen kommet blik på kulturen som noget vigtigt. Den har hele tiden været vigtig, men nu har vi igen fået lov at tale om kulturens rolle.

Kunsten er en dør ud til verden, som folk kan åbne og opleve drømme og visioner igennem. Det er vigtigt i de her tider, hvor folk i mindre grad kan gå ud ad deres hoveddør og opleve den fysiske verden.

At folk har oplevet kunsten på den måde, har gjort, at den har understreget sin essentielle rolle i samfundet. Som kunstner føler jeg derfor også, at fremtiden ser lysere ud."

 

"Jeg vil bare gerne glemme det her år" 

Emil Kongsgaard Hauge, lyd- og lystekniker, Nordic Rentals

 

"Jeg kan huske, at vi var meget i tvivl, for vi var i gang med at planlægge en tysklandsturné. Til at starte med var der usikkerhed om, hvad det lige betød. For ja, Mette Frederiksen sagde, at man ikke måtte samles, og det kunne vi jo godt regne ud betød, at de ting skulle aflyses. Men vi håbede på, det ikke skete.

Da det gik op for mig, at det blev en realitet, var det et chok. Det ene øjeblik var jeg i gang med at planlægge de næste mange måneder, og det næste havde jeg ikke noget at lave.

Det er forfærdeligt, at man ikke har nogen idé om, hvornår vi kommer i gang igen. Det er sommer lige om lidt, og de seneste par år har jeg vidst, at min sommer skulle gå med festivaler. Men nu aner jeg ikke, hvad der skal ske, og der er ikke nogen, der kan svare på det. Så alle venter bare.

Jeg føler, det er mere usikkert nu, end jeg har følt det tidligere. Alle siger, at vi nok skal komme igennem, men hvornår? Det virker ret usikkert.

Jeg vil bare gerne glemme det her år."

 

"Vi har haft en kamp for at få regeringen til at levere hjælpe pakker"

Zenia Stampe, kulturordfører, Radikale Venstre

 

"Vi anede ikke, at det her var starten på et helt år med nedlukninger af kulturlivet, som simpelthen næsten ikke kan få vejret.

Heldigvis var ministeren ret hurtigt ude at sige, at der ville komme hjælp til de store arrangementer, så jeg tænkte: "Det fikser regeringen selv, det er deres forslag.". Men vi har jo efterfølgende haft en kamp for at få regeringen til at levere hjælpepakker.

Til at starte med troede vi bare, det var de største arrangementer og i en begrænset periode, men det viste sig ret hurtigt, at det ikke bare var 14 dage eller kun et par arrangementer.

Usikkerheden og uvisheden har været den største udfordring, og den er ødelæggende. Men jeg tror, at når vi igen får lov til at lave store arrangementer, vil der være en enorm efterspørgsel.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvis festivalerne ikke bliver til noget denne sommer, for jeg synes, vi så sidste sommer, at der var en enorm appetit på at komme tilbage til kulturen."

Forrige artikel Samlet coronapas-løsning forventes klar i maj Samlet coronapas-løsning forventes klar i maj Næste artikel Mød de fem centrale personer i coronanetværket Mød de fem centrale personer i coronanetværket