Enhedslisten hiver justitsministeren i samråd: Kulturen skal ikke betale for fængselspladser i Kosovo

Det er uacceptabelt, at en presset kulturbranche skal betale for fængselspladser, siger Enhedslisten, som derfor kalder justitsministeren i samråd oven på ny samtale om Kriminalforsorgen.

Det kan ikke være rigtigt, at kulturen skal betale for, at Danmark kan leje fængselspladser i Kosovo.  

Sådan lyder det fra Enhedslisten, der nu kalder justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd, så han kan redegøre for finansiering af den aftale, regeringen indgik onsdag om Kriminalforsorgens økonomi.  

“Det er uacceptabelt, at en hårdt presset kulturbranche igen bliver stækket, og den skal under ingen omstændigheder betale for en aftale på Kriminalforsorgens område,” siger enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard.

Momsregler og en EU-dom 

Konkret er det nye momsregler for kunstnerisk virksomhed, som skal vedtages i det kommende år, der over en treårig periode skal bidrage med 645 millioner kroner til Kriminalforsorgen. Herunder de i alt 300 fængselspladser, Danmark vil leje i Kosovo.

De ændringer, der er lagt op til, betyder i praksis, at man lægger moms på rettighedsvederlag, hvilket ifølge Skatteministeriet vil betyde dyrere tv-abonnementer.

Søren Søndergaard mener, at kunstnernes indtjening bliver undermineret, hvis tv-abonnementer bliver dyrere.  

I aftalen fremgår det dog, at de nye momsregler kommer som følge af en EU-dom, Danmark er forpligtet til at efterleve.  

Men Søren Søndergaard mener ikke, at EU-dommen nødvendigvis betyder, at det er nødvendigt at lægge moms på tv-abonnementer. 

”I Sverige og Tyskland har man implementeret dommen på en anden måde, og det kunne Danmark også. Den afklaring burde være kommet med behandlingen af lovforslaget i Folketinget.” 

Regeringen er åben for nye drøftelser om penge

Socialdemokratiets medie- og retsordfører, Kasper Sand Kjær, forklarer, at det er Skatteministeriets klare vurdering, at det er nødvendigt at lægge moms på tv-abonnementerne: 

“Selvom jeg har stor respekt for Søren Søndergaard, vælger jeg at lægge mig op ad Skatteministeriets vurdering. Når det er sagt, har vi i forbindelse med aftalen om Kriminalforsorgen besluttet, at vi nedsætter en arbejdsgruppe, der skal se på, om det lovforslag, Skatteministeriet har lagt frem, er en minimumsimplementering af EU-dommen.” 

Regeringen er derfor åben over for at finde pengene et andet sted, hvis det viser sig, at man kan implementere EU-dommen på en anden måde. 

“Hvis det viser sig, at Skatteministeriet tager fejl, og det ikke er en minimumsimplementering, må vi selvfølgelig drøfte det igen.” 

Momsindtægter burde føres tilbage til kulturen 

Lovforslaget fra Skatteministeriet skal førstebehandles 11. januar. Selvom det viser sig, at Danmark er nødt til at indføre moms på tv-abonnementer, mener Søren Søndergaard, at pengene som minimum bør gå til kulturlivet og ikke til Kriminalforsorgens økonomi.  

Han får opbakning af Dansk Erhverv. 

”Det er dybt problematisk, at moms på rettighedsvederlag nu skal gå til kriminalforsorgen. Hvis der overhovedet skal indføres moms, bør provenuet gå tilbage til det hårdt pressede kulturliv,” udtaler Dansk Erhvervs markedsdirektør, Anders Thomsen, i en pressemeddelelse.

"Et nybrud i dansk politik"

Det afviser Kasper Sand Kjær.  

“Vi har ingen tradition for at tilbageføre momsindtægter til det samme område, man har taget dem fra, og jeg tror, det er farligt at begynde på. Eksempelvis vil jeg gætte på, at momsprovenuet for fødevarer er mange milliarder. Hvis det skulle føres tilbage til landbruget, ville vi slå et rimelig stort hul i statskassen.”  

Men kulturlivet og landbruget kan vel ikke helt sammenlignes? 

“Nej, det gør jeg heller ikke. Jeg siger bare, at vi ikke har en tradition for at tilbageføre provenuet fra moms til det område, det er opkrævet fra.” {{toplink}}

Men det kunne I vel bare gøre, hvis I mente, det var synd for kulturlivet, at I er nødt til at lægge moms på?  

“Men mon ikke der så ville komme mange andre rendende, som mente, at de havde krav på det samme.” 

Så kan I vel bare politisk sige, at det får de ikke? 

“Det er rigtigt. Det ville bare være et nybrud i dansk skattepolitik.” 

Er politik ikke til for, at man nogle gange skal lave nogle nybrud? 

“Jo. Men man skal trods alt også være ansvarlig med den måde, man gør det på, og sådan skal momsprovenu ikke fordeles. Hverken her eller på andre områder."

Forrige artikel Mere end halvdelen af de almennyttige fonde kæmper med at få råd til uddelinger Mere end halvdelen af de almennyttige fonde kæmper med at få råd til uddelinger Næste artikel Et år efter ny aftale er der håbefulde miner hos Det Kongelige Teater: “Hvis kurven fortsætter sådan her, ender vi med det bedste billetsalg nogensinde” Et år efter ny aftale er der håbefulde miner hos Det Kongelige Teater: “Hvis kurven fortsætter sådan her, ender vi med det bedste billetsalg nogensinde”