DF: Kulturministeren svigter det danske sprog

DEBAT: Det haster med at finde en løsning på Ordnet.dk's økonomiske problemer. Ellers begynder danskerne i stigende grad at anvende de mange engelsksprogede redskaber. Det mener Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen.

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

For nylig blev kulturminister Marianne Jelved fornærmet, da jeg i Folketingets spørgetid sagde, at hun ikke interesserede sig for dansk sprog, fordi hun ikke ville finde midler til den fortsatte drift af den fremragende sproghjemmeside Ordnet.dk.

Det ville hun ikke have på sig, for hun var gammel dansklærer. Mit svar til hende var, at hun burde handle på vegne af dansk sprog og give den million kroner, som Ordnet.dk mangler, i stedet for at spille fornærmet.

Et spørgsmål om politisk vilje
Ordnet.dk har nu haft to møder med Kulturministeriet, og der er stadig ikke fundet nogen løsning. Min følgeslutning holder derfor stadig:

Kulturministeren, der er rundet af det radikale parti, der som bekendt har flirtet med engelsk som officielt sprog, synes ikke, det er vigtigt at udvikle sprogværktøjer på internettet til gavn for danskere.

Det skyldes ganske enkelt en benhård frasortering af dansk sprog til fordel for international kulturudveksling. I 2008 udgjorde den statslige støtte til international kulturudveksling 280 millioner kroner, hvoraf Kulturministeriets andel var 188,6 kroner.

Der er altså luft i ministeriet til at hjælpe Ordnet.dk på vej. Der mangler kun den politiske vilje.

Afgørende for det danske sprog
I Dansk Folkeparti er der ingen slinger i valsen. Vi ønsker at styrke dansk sprog på nettet, fordi det er afgørende for vort sprogs fremtid.

Hvis danskere ikke har mulighed for at finde redskaber på nettet, vil de i stigende grad anvende de mange engelsksprogede redskaber. Det kan da ikke være i landets interesse. Det haster at finde en løsning for Ordnet.dk. Carlsbergfondet har sikret driftsmidler for 2014, men derefter er kassen tom.

Min opfordring til kulturministeren skal derfor være, at hun finder sin indre dansklærer frem og begynder at skønne på det danske sprog. Hvis hun mangler lidt international inspiration, kunne hun måske se lidt nærmere på franskmændenes fornemme organisation La Francophonie, der gør et fornemt stykke arbejde for at styrke og befæste det franske sprog.

Forrige artikel Hvad tjener forbrugeren og samfundet bedst? Næste artikel DI: Ulige børn leger bedst