V: Vi skal styrke indsatsen mod piratkopiering

DEBAT: Venstre vil sætte benhårdt ind over for piratkopiering og dermed skabe bedre arbejdsbetingelser for danske kunstnere og virksomheder. Det siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, der vil samle ekspertisen i en taskforce.

Af Michael Aastrup Jensen
Kulturordfører
(V)

Venstre vil etablere en taskforce, som målrettet skal bekæmpe krænkelser af ophavsretten.

Vi skal sende et klart signal om, at IPR-kriminalitet (IPR: Intellectual Property Rights) er uacceptabelt, og at der sættes benhårdt ind over for piratkopiering.

Derfor er det på tide med tiltag, som sikrer en mere effektiv indsats i kampen mod organiseret kopi- og it-kriminalitet.

Her kan vi lære af Sverige, som har positive erfaringer med en taskforce, som har specialiseret sig i IPR-sager.

Styrk ekspertisen
For at sige det lige ud er den nuværende indsats imod piratkopiering langt fra tilfredsstillende. Tværtimod er der alt for mange eksempler på, at organiseret kriminalitet omhandlende ulovlige fildelinger ikke følges til dørs.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at en lang række sager frafaldes eller trækker ud i årevis. Samtidig kan man som rettighedshaver opleve, at sager slet ikke rejses.

En årsag hertil er blandt andet, at de enkelte politikredse sjældent har den fornødne ekspertise, hvad angår området for IPR-kriminalitet.

Den aktuelle situation viser med al tydelighed, at der er behov for handling, som for alvor kommer problemet til livs.

I den forbindelse er det nødvendigt at gå mere målrettet til værks, end regeringen tilsyneladende har tænkt sig.

Med en taskforce, som udelukkende beskæftiger sig med piratkopiering og krænkelser af ophavsretten, vil ekspertisen på området blive styrket.

For det første, fordi man samler de medarbejdere inden for politi og anklagemyndighed, som har specialiseret viden på området.

For det andet, fordi de tilknyttede medarbejdere vil opnå en stadig større rutine inden for håndtering af IPR-kriminalitet.

Hermed vil vi kunne opklare markant flere sager og gøre livet meget lettere for mange rettighedshavere.

Bedre vilkår til rettighedshavere
At styrke vilkårene for danske kunstnere og virksomheder er højest nødvendigt.

I dag bruger mange rettighedshavere nemlig både tid og store pengebeløb på at håndhæve deres ophavsret.

På den måde bruger de ressourcer på meget andet end det, de er bedst til: At producere og udvikle nye kreative produkter.

Blandt andet derfor er det afgørende, at vi får etableret en politienhed, som reelt fremmer efterforsknings- og opklaringsarbejdet af ophavsrettighedskrænkelser.

En IPR-taskforce kan også betale sig
Ud over at sikre en mere effektfuld indsats imod piratkopiering vil en IPR-taskforce også være økonomisk fordelagtig.

Det skyldes, at vi ved at samle ekspertisen i én samlet enhed kan sikre, at politiets ressourcer udnyttes bedre. Samtidig vil en fælles enhed også skabe bedre rammer for en nationalt koordineret indsats.

Hermed kan de enkelte politikredse spare betydelige ressourcer. Af samme grund bør en taskforce kunne oprettes inden for de økonomiske rammer, som nu engang gør sig gældende.

Danmarks indsats mod piratkopiering skal styrkes markant. Frem for halvhjertede initiativer fra regeringen, må indsatsen være mere målrettet.

Hvis krænkelser af ophavsretten skal bekæmpes effektivt, er det derfor nødvendigt med en specialiseret taskforce til opgaven. Jo før, jo bedre.

Forrige artikel Der mangler store kulturpolitiske idéer Der mangler store kulturpolitiske idéer Næste artikel Altinget | Kultur skyder idrætsdebatten i gang Altinget | Kultur skyder idrætsdebatten i gang