Danske Medier: Få styr på arbejdsdeling mellem kommuner og lokalmedier

DEBAT: Fremfor at oprette egne medier og lukke sig om sig selv bør kommunerne i stedet give civilsamfundet bedre muligheder for at tjekke dem efter i kortene, skriver Toke Helmø fra Danske Medier.

Af Toke Helmø
Kommunikationskonsulent i Danske Medier

”Regeringens udspil rejser spørgsmålet, om man skal vende 180 grader og mindske kommunernes mulighed for at løse væsentlige opgaver, fordi det teoretisk set kunne blive løst af en privat virksomhed? Svaret er indlysende: Man skal lade den sunde fornuft råde og fastholde den velfungerende arbejdsdeling mellem privat og offentlig.”

Sådan skriver Thomas Kastrup-Larsen i sit indlæg 3. oktober.

Thomas har helt ret i, at den sunde fornuft bør råde i kommunerne, og at vi skal fastholde en velfungerende arbejdsdeling mellem privat og offentlig. Men udfordringen opstår, når fornuften går fløjten, og arbejdsdelingen bliver udvisket.

Thomas skal derfor være mere end velkommen til at læse mit seneste indlæg, hvis han savner eksempler på, hvor fornuften er forsvundet fra de kommunale prioriteter. Oprustningen i offentlig kommunikation resulterer desværre i, at den ellers fornuftige arbejdsdeling mellem kommune og lokalmedie forsvinder.

Fra mediernes side kan vi kun spekulere over motivationen fra kommunernes side til at skabe egne medier og ansætte flere kommunikationsfolk og journalister. Er det, fordi de har et behov for at styre kommunikationen og værne sig mod en kritisk presse? Har de til hensigt at presse de lokale ugeaviser ud, eller er det blot en uheldig og ugennemtænkt følge af deres virksomhed?

Behov for et kritisk civilsamfund
Uanset hvad, så er det et betydeligt demokratisk problem, hvis de kommunale institutioner begynder at lukke sig om sig selv og udelukkende kommunikere et skønmaleri af kommunens aktiviteter. Vi har nemlig brug for et kritisk civilsamfund.

Vi har brug for de frie medier, der tjener som folkets vagthund over for de kommunale magthavere – uanset om det er embedsmænd eller folkevalgte.

Kommunerne mener ikke selv, at der er noget problem. De mener, at kommunale medier og lokale medier supplerer hinanden godt. Men det må være en ret ensidig betragtning, når de lokale medier selv siger, at den kommunale medieoprustning truer dem på livet, og at ”det simpelthen ikke bør være en kommunal kerneopgave at skrive om sig selv,” som redaktøren på Rødovre Lokal Nyt, André Bentsen, siger.

Kommunerne mener også, at de lokale medier må tage en tudekiks for ”sådan er livet i et moderne samfund,” som Ole Hampenberg Andersen fra Vordingborg Kommune, udtrykker det.

Men er det bare sådan, det er? Bør en moderne kommune virkelig presse sine egne arbejdspladser på levebrødet, eller bør en moderne kommune understøtte den lokale beskæftigelse? Bør en moderne kommune fokusere på spin og skønmaleri, eller bør en moderne kommune værne om åbenhed og den demokratiske dialog?

Hvis det er kommunernes udgangspunkt for det moderne samfund, så trænger de i den grad til et gennemsyn. Jeg håber på at se andre kommunale embedsfolk og politikere komme med andre betragtninger.

Obligatoriske åbne postlister
I Danske Medier mener vi, at kommunerne bør arbejde for åbenhed til borgerne i stedet for at oprette egne medier og lukke sig om sig selv. Kommunerne bør ikke være bange for deres egen skygge. De bør i stedet give civilsamfundet bedre muligheder for at tjekke dem efter i kortene.

Et fint redskab, de kunne tage i brug, ville være at indføre obligatoriske åbne postlister. På den måde kan de private medier få bedre indsigt i den kommunale gøren og laden. Samtidig øger kommunerne åbenheden i administrationen og forudsætningen for den gode demokratiske debat.

KL har tidligere anfægtet de åbne postlister, da de mener, at de er meget ressourcekrævende. Hvis kommunerne begrænser deres egne kommunikationsudgifter og i stedet lader civilsamfundet drive medievirksomhed, så kan de hurtigt finde de penge, som det kræver.

På den måde genopretter vi den velfungerende arbejdsdeling mellem kommuner og lokalmedier. Samtidig får vi en mere åben administration og bedre forudsætninger for den lokale debat og samtale. Og det kan Thomas Kastrup-Larsen vel også være enig i, er fornuftigt?

Forrige artikel Debat: Fodbold skal på recept for hjerternes skyld Debat: Fodbold skal på recept for hjerternes skyld Næste artikel DMF: Blankmedieordning skal op på europæisk niveau DMF: Blankmedieordning skal op på europæisk niveau