Dansk film skal fastholde det høje niveau

DEBAT: Dansk film har både folkelig opbakning i Danmark og møder stor international anerkendelse. Sådan lyder budskabet fra adm. direktør i Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, som her giver et bud på, hvordan Danmark fastholder niveauet.

Af Henrik Bo Nielsen
Administrerende direktør i Det Danske Filminstitut 

Det Danske Filminstitut udgav i marts sit oplæg til Filmaftale 2015-2018. I forlængelse heraf afholder Filminstituttet desuden en række debatmøder med filmbranchen og andre interessenter.

Nedenfor kan man læse et indledende resume fra oplægget ’Film for Fremtiden’.

Forslag fra Det Danske Filminstitut
Dansk film har en markant position. Den nyder ikke blot en bred folkelig opbakning herhjemme og er en vigtig fællesskabsdannende faktor for befolkningen, men oplever også international anerkendelse.

Den position bør fastholdes og styrkes i forbindelse med de kommende politiske aftaler om film og medier for 2015-2018.

Filminstituttet foreslår i oplægget ’Film for Fremtiden’ en række initiativer og fremhæver følgende:

1. Film- og medieaftalerne bør forbedre producenternes pressede økonomiske situation. Med digitaliseringen er filmmarkedets evne til at generere indtægter og investeringer til filmproducenternes økonomi faldet. En analyse har påvist en samlet underfinansiering af produktionsøkonomien på 40-60 millioner kroner årligt. Filminstituttets oplæg kortlægger veje til løsninger af udfordringen.

2. Kvalitetskriterierne ved støttetildeling bør styrkes yderligere. Støttesystemets fokus på kvalitet ved støttetildelingen er et væsentligt element i dansk films succes sammenlignet med andre lande. Dette bør styrkes, og der skal udformes klare kvalitetskriterier med fokus på kulturel værdi for alle støtteordninger.

3. Ved udarbejdelsen af en ny Medieaftale bør de digitale spil styrkes. Spil er i rivende udvikling, og næsten halvdelen af den voksne befolkning spiller. Den nuværende spilordning er for spinkel og bør have et bredere fokus. Spilordningen skal stimulere udbuddet af spil i retning af kvalitet, originalitet, udfordring og ansvarlighed – med fokus på et dansk publikum.

4. En ny Medieaftale bør ligeledes styrke Public Service Puljen. Puljen har øget kvaliteten og diversiteten i det danske tv-udbud, og især på dramaområdet er udviklingspotentialet stort. Filminstituttet foreslår puljen forøget med hovedfokus på tv-drama.

5. Tv-midlerne til film bør omfordeles. Den nuværende filmaftale forpligter DR og TV 2 til at anvende betydelige midler på filmformål, og midlerne er afgørende for produktionsøkonomien. Filminstituttet foreslår, at tv-engagementet opdeles med en mindre andel af engagementet til visningskøb til markedspriser, mens en større andel har tydeligere karakter af filmstøtte. Det vil øge konkurrencen om at bruge danske film i tv-virksomhed og skabe ny dynamik på området.

6. Diversiteten i talentudviklingen bør forbedres via øget koordinering. Filminstituttet foreslår, at den semiprofessionelle talentudvikling organiseres, og at der etableres en paraplyorganisation for talentudviklingen i Danmark. Organisationen vil skulle koordinere og stimulere regionale vækstmiljøer.

7. Film i undervisningen bør styrkes gennem et øget samarbejde med Undervisningsministeriet og læreruddannelserne. Filminstituttet vil, med afsæt i Filmcentralen og FILM-X, udvikle et nyt online univers til børn og unge.

8. Der bør afsættes nye midler til digitalisering af den danske filmarv. En perlerække af danske kort- og dokumentarfilm, som bidrager til fortællingen om Danmark i det 20. århundrede, er på vej i glemmebogen, fordi der ikke længere er filmfremvisere til afspilning af analoge film. Filminstituttet foreslår flere midler afsat til digitalisering og tilgængeliggørelse af denne del af danskernes historie.

Forrige artikel DF: TV 2 skal tilbage til Odense DF: TV 2 skal tilbage til Odense Næste artikel Jammerbugt Kommune: Nærheden skaber vores kulturliv Jammerbugt Kommune: Nærheden skaber vores kulturliv