Barfoed: Rigsarkivet skal slette patientdata

DEBAT: Kulturminister Marianne Jelved (R) vil lade Rigsarkivet beholde fortrolige patientoplysninger, der er indsamlet ulovligt. Men det vil underminere borgernes tillid til det offentlige, skriver Lars Barfoed (K), der har fremsat et beslutningsforslag om, at oplysningerne skal slettes.

Af Lars Barfoed (K)
Kulturordfører

En del af kulturministerens ansvar et at sikre, at dokumenter m.v., der har betydning for eftertiden, bliver opbevaret sikkert i Rigsarkivet.

Så langt så godt. Nu er Rigsarkivet imidlertid kommet i besiddelse af patientoplysninger fra Dansk AlmenMedicinsk Database. Oplysningerne er ulovligt indsamlet. De indeholder dybt fortrolige og personlige informationer om konkrete borgere; oplysninger, som borgerne har givet til deres læge i tillid til, at de blev mellem læge og patient.

Mærkværdig respons fra Jelved
Den helt naturlige reaktion på Rigsarkivets besiddelse af oplysningerne ville være at beklage dybt over for de pågældende borgere, og på betryggende vis få informationerne slettet.

Men mærkværdigvis har reaktionen fra ministeren været den modsatte. Kulturministeren vil ikke forlange oplysningerne slettet, men har i stedet fremsat et lovforslag, der sikrer den fortsatte opbevaring af informationerne i Rigsarkivet med pålæg om, at de ikke må blive åbnet for offentligheden i de næste 120 år.

Det holder ikke at påstå, at eftertiden skulle have en særlig interesse i disse personlige oplysninger. Historisk kan det selvfølgelig være interessant, at der fandt denne krænkelse sted af nogle borgere. Men det kan helt sikkert dokumenteres for eftertiden uden at beholde de konkrete personoplysninger. Og hvis der endelig havde været en sådan interesse for eftertiden, så må den være langt underordnet det mere vigtige hensyn til borgernes integritet.

Mennesket før systemet
Det er at sætte systemet før mennesket. Det er at underminere borgernes tillid til det offentlige system og til digitaliseringen. Politisk er der brug for det modsatte. Nemlig at sætte mennesket før systemet og skabe tillid til det offentlige og ikke mindst til det offentliges håndtering af fortrolige oplysninger om os.

Derfor har jeg taget initiativ til et beslutningsforslag om at forlange disse oplysninger slettet. Bag forslaget står Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti. Vi håber naturligvis, at også SF og Enhedslisten vil tilslutte sig, så der kan blive et klart flertal mod regeringens ønske om at beholde oplysninger i Rigsarkivet.

Forrige artikel S: Kultur og erhverv skal spille bedre sammen S: Kultur og erhverv skal spille bedre sammen Næste artikel DF: Museernes arkiver svulmer op DF: Museernes arkiver svulmer op