Festivaldirektør: Opgør med gammeldags kulturopfattelse
DEBAT: Det er på tide, at vi tager et opgør med den stationære og gammeldags kulturopfattelse. Politikerne skal turde at flytte støttekroner over til den mobile, grænseløse kultur. Også når det sker på bekostning af de gamle institutioner, skriver Ulla Tofte, direktør i Golden Days.
Af Ulla Tofte
Direktør i Golden Days
“Kulturen skal nydes på festivaler” udtalte en række kulturforskere fra Københavns Universitet og RUC for nylig i Dagbladet Information. De pegede samstemmende på, at kulturforbruget i disse år flytter sig ud af de traditionelle rammer og finder sammen i nye tværgående konstellationer.
Tendensen har været i gang længe. Musikken var den første til at bryde ud af spillestederne og etablere sig ned i nye konstellationer og uformelle rammer på festivalpladser og i slotshaver. Teatre, billedkunst, film og sågar historie fulgte efter. Og i dag kan alt fra klassisk ballet til kernefysik opleves uden for deres vante rammer og ofte i nye, tværgående samarbejder. På den måde afspejler den levende kultur til fulde den bevægelse, vi har oplevet på kulturens andre platforme over de sidste 10-20 år: Væk fra cd’er, bøger, printaviser og flow-tv og over på medieplatforme, hvor vi selv kan blande og sammensætte programmet eller musikken, som det passer os.
Drift, drift og atter drift
De eneste, der tilsyneladende endnu ikke har opdaget denne mega-trend endnu, er politikerne. For kulturmidlerne bruges stadig næsten udelukkende på mursten og på at fylde indhold i de bastante rammer. Kigger man i finansloven for 2015, vil man se, at næsten hver en krone i Kulturministeriets budget er bundet op på drift, drift og atter drift. Vel at mærke drift af kulturinstitutioner, der er rundet af et 1800-tals dannelsesideal spædet lidt op med Julius Bomholts drøm om at få kulturen ud til folket. Men hallo - ’folket’ har flyttet sig siden 1950’erne.
De går ikke længere andægtigt på kunstmuseum søndag eftermiddag eller i teatret seks gange årligt på et ARTE-abonnement. I stedet ser de moderne dans i Politigården den ene dag og podcaster Monte Carlo den næste. Derfor opleves de monumentale bygninger, de alvorstunge forhaller og de ritualiserede kulturoplevelser ofte altmodisch.
Kulturen er blevet demokratiseret
Hele den gennem-institutionaliserede aura, som disse vældige kulturpaladser udstråler, får kulturen til at lugte af ophøjethed og løftet pegefinger. Derfor søger borgerne hen imod de demokratiske og uformelle kulturtilbud, hvor musikken kan opleves i gummistøvler og kunsten beskues med en øl i hånden.
Og det er ikke blot i festivalerne, vi ser denne bevægelse. Fænomener som Home-Opera, Samtalesaloner og Onsdagsklubben viser, at kulturen nu også rykker ind i de private hjem, hvor overtøjet smides på børneværelset og kulturen indtages fra en hjørnesofa. Når teatret Mungo Park fra Allerød til foråret logerer hos AvenyT på Frederiksberg, er det eksempel på, at et teaters identitet ikke længere er knyttet til et bestemt sted, men kan flyttes helt ind i et andet teaters fysiske rammer, uden at det går ud over brandet. Måske snarere tværtimod.
De gamle vægge må rives ned
Men pengene? De bindes stadig op i bygninger. Og fordi driften æder så stor en del af budgetterne, risikerer kunsten i sig selv at skulle legitimere de kostbare bygninger. Senest i sagen om DR UnderholdningsOrkestret, hvor ét af argumenterne for orkestrets overlevelse var, at når man nu havde bygget et dyrt koncerthus, burde man også frede de orkestre, der skal fylde rammerne ud?
Denne tankegang viser med al tydelighed, at dansk kulturpolitik også i 2015 kommer til at handle om penge. Men næppe flere af slagsen. Derfor vil vi forhåbentlig se nogle politikere, der – i overført betydning – tør rive nogle mure ned og flytte støttekroner over til den mobile, grænseløsekultur – også når det sker på bekostning af de gamle institutioner. Dermed kommer kulturstøtten på omdrejningshøjde med fremtidens kulturforbrug.
Folketeatret: Vi er ikke kun et københavnerteater
Skuespillerforbund: Forstå nu kunstens betydning
