Jelved: Besparelser for magtens skyld

Af Marianne Jelved (R)
Kulturordfører 

Hvor er kunstens og kulturens interessenter, når kunsten og kulturen presses? Hvor er protesterne fra vælgerne?

I denne omgang er det mest fra de private fonde, der har lydt vrede kommentarer og protester, fordi den gamle regel, om at fondene kan trække 125 procent fra af det, de har doneret til almene formål, forringes til kun 100 procent.

Fonde omgår egne principper
Det betyder, at konsolideringen af fondene forringes. Fondene bestyres af mennesker, der er meget hjemme i kunsten og dens institutioner og har hjertet med i deres samvirke med kunstnere og kulturfolk. Derfor kender de også institutionernes i forvejen klemte og anstrengte økonomi.

Det er velkendt, at fondene ikke vil give donationer til drift af bygninger og lignende. Men de kan se, at der er problemer for institutionerne, så de ”omgår” deres egne principper og donerer til opsætning af en opera eller et teaterstykke, hvilket jo egentlig godt kunne betragtes som drift af teatret.

Borgerne, der kommer på museerne, i teatret, til koncerter og besøger kunstudstillinger, har ikke den samme indføling med institutionernes daglige vilkår, og de har ikke den samme fornemmelse af, hvad der kan være på spil med ”omprioriteringsbidrag”, som de blå partier nu deler ud af til de største bilejeres nedsættelser af registreringsafgifter.

På den måde er penge helt farveløse. Det kan ikke ses, at det er fra Det Kongelige Teaters budget, og at det er eksperimenterne i ”Det Røde Rum”, der nu spares væk til fordel for de rigeste grundejeres fastfrysning af grundskylden nord for København.

Farligt at ytre sig
Derfor er der selvfølgelig en indædt lyst til hos medarbejderne på kunst og kulturområdet at ytre sig i offentligheden for at kunne skabe billeder af konsekvenserne af ”omprioriteringsbidraget”. Men det kan være farligt. En gang i nullerne, hvor der også blev taget sparerinitiativer – da hed det ”genopretningspakken”, iværksat af VK-regeringen og støttet af DF -  protesterede en af lederne på en stor institution i København.

Han blev prompte ringet op af en minister og nærmest truet til at holde sin mund. Når det er sket bare en gang, så virker det. Ingen whistleblower her! ”Og det er Danmark… ” kunne jeg have lyst til at synge. Ja, det er trist, for det er svært at tro, at den slags metoder eksisterer hos os.

Der er kun oppositionen til at tage fat i temaet og protestere. Til gengæld skal der meget til for at blive hørt for alvor, for det er alt for forventeligt, at oppositionen er kritisk over for flertallet, der har magten til at skille fårene fra bukkene.

Løkke sparer for magtens skyld 
Nej, jeg har ikke nævnt alle mulighederne. For der er jo også medierne. Og de bliver afgørende vigtige i denne type situationer, når de prøver at sætte ”omprioriteringsbidraget” i perspektiv ved at beskrive besparelsesmulighederne for diverse nationale stoltheder.

Til gengæld har de også den folkeoplysningsmulighed at kunne anskueliggøre dimensionerne og konsekvenserne for institutionerne - og i sidste ende for borgerne og samfundet - og kunne anskueliggøre de muligheder, der nu begrænses.

Og de har mulighederne for at sætte det ind i den politiske sammenhæng. De kunne fortælle mere udførligt, at besparelserne på kulturen, på ungdomsuddannelserne og alle de videregående uddannelsessteder, på forskningen, på klima- og energipolitikken, på udviklingsbistanden og så videre går til at betale LA, Konservative og DF for at stemme for Finansloven og dermed holde Venstre ved regeringsmagten og Lars Løkke rasmussen i Statsministeriet.

Det er ikke for Danmarks skyld eller for vores fælles fremtids skyld, at der spares. Det er for magtens skyld, og så må den magt bruges til at beholde magten. Så simpelt er det. Og det er netop bare simpelt.

debat@altinget.dk