Uffe Elbæk: Kulturen spiller kun marginal rolle i dansk politik

Af Uffe Elbæk
Løsgænger og talsperson for Alternativet

Nærværende klumme er lidt af et bekendelsesskrift. Eller måske mere en selvkritik. Eller begge dele på en gang.

Nemlig en fundering over, hvorfor kulturdebatten år efter år kører i den samme rille med en insisterende grundtone af ”lukket fest” over sig: Denne fornemmelse af, at det ofte er de samme mennesker, der siger de samme ting, i samme toneleje, til det samme publikum. Igen og igen. Det hele er pænt, nydeligt, civiliseret. Og underligt tabt for energi, engagement og overraskelser. I hvert fald rigtig mange gange.

Jeg vil starte med det første: Bekendelsen, og så slutte med selvkritikken.

Det hele starter på en debatscene ved kulturmødet på Mors. På scenen står Morten Messerschmidt (DF), Marianne Jelved (R) og undertegnede. Vi er netop blevet introduceret som henholdsvis den forhenværende, den nuværende og den (måske) kommende kulturminister af moderatoren Clement Kjersgaard.

Derefter følger halvanden times debat, hvor vi kommer vidt omkring. Fra hvor mange danske forfattere og kunstnere Morten Messerschmidts lillesøstre kender eller ikke kender navnene på. Over hvor mange musiktimer, der er kommet med i den nye folkeskolereform, og hvem der har æren af det. For at slutte med, om det er vigtigere, at den kulturelle forandring kommer af sig selv nedefra, eller om det er afgørende, at vores statsminister ved den kommende åbning af Folketinget til oktober får nævnt kulturen i sin åbningstale.

Ingen tvivl om, at os tre, der står på scenen vil kulturen det godt. Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at vi går til opgaven på tre meget forskellige måder. Heldigvis.

Kulturen har stadig marginal rolle
Så hvorfor havde jeg det så pokkers uforløst, da jeg gik ned af scenen? For det havde jeg. Jeg havde en klar fornemmelse af, at vi ikke havde formået at nå ordentligt ind til kernen af, hvorfor kulturen og kunsten er så helt afgørende for den måde, vi tænker samfund på og dermed den måde, vi er mennesker på. Den måde, vi er til i livet på.

Eller måske skal jeg bare kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl: Nemlig, at jeg ikke formåede at sætte præcise nok ord og billeder på, hvad jeg mener, der er kulturen og kunstens betydning og mulige rolle i det, der sker i samfundet lige nu. Men værre endnu, at jeg ikke turde stå fast på, at kulturpolitik (stadig) er et marginalt politik-område i dansk politik. For det er det. Sådan var det i går. Sådan er det i dag. Og sådan vil det givetvis også være i morgen. Uanset hvem der bliver den næste kulturminister.

Der bliver holdt alenlange pæne, velmenende festtaler om kulturen og kunstens betydning på den uendelige række af udstillingsåbninger, kulturkonferencer, bogudgivelsesreceptioner, indvielser og festivalstarter, der finder sted året rundt. Men når det kommer til stykket, flytter det ikke et komma eller et brøktal ved finanslovsforhandlingerne. Kulturen og kunsten har den (økonomiske) plads og dermed samfundsmæssige rolle og betydning, som kulturen og kunsten skal have – set fra Christiansborg og statsministeriet.

Undgå "business as usual"
Men hvorfor er det sådan, når ingen af os vel kunne forstille os et samfund uden kultur og kunst? Et samfund uden musik, film, dans, litteratur, poesi eller teater. Alle de forskellige fortællinger, fortolkninger og beskrivelser af det at være menneske. Tvivlen, kritikken, sårbarheden, nærværet, følelserne. Alt det, der er med til at definere os som mennesker og dermed som samfund på godt og ondt.

Er det fordi, at os kulturpolitikere bøjer hovedet og retter ind, når de ”store ministre” kræver deres? Eller er det fordi, at kulturen og kunsten egentlig har det helt fint med at spille en marginal rolle i samfundsdebatten? Som en kulturredaktør på en særdeles toneangivende avis engang sagde til mig: Kulturen og kunsten lever bedst, når der er stille om området.

Det er givet en blanding af det hele. Og jeg påtager mig gerne min del af ansvaret. Både som tidligere kulturminister og som nuværende – stadig dybt engageret – kulturpolitiker. Men efter oplevelsen på Mors, har jeg besluttet, at jeg ikke en gang til, vil gå ned fra scenen efter en kulturdebat med fornemmelsen af, at det, jeg bidrog med, var business as usual. Når der nu er så pokkers meget brug for business as unusual. Også på kulturområdet.

debat@altinget.dk