Vindmølleindustri til DF: Fakta og holdning bør følges ad

REPLIK: Mikkel Dencker har ganske enkelt ikke ret, når han skriver, at vindmøller er en dyr energikilde, mener direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hyllebjerg.

Af Jan Hylleberg
Adm. direktør, Vindmølleindustrien

Mikkel Dencker (DF) må på trods af sit hverv som energi- og klimaordfører være blevet informeret ganske forkert, når han i Altinget fremhæver vindmøller som en dyr energikilde.

At have den holdning, at vindmøller er kraftigt subsidierede, er enhver frit. Og vindmøller er da også blandt de energiteknologier, der modtager statsstøtte, men kan Mikkel Dencker nævne én energiteknologi i Danmark, der i dag ikke modtager støtte?

Vind er samfundsmæssigt billigst
Når jeg retorisk spørger på denne måde, skyldes det, at også fossile energiteknologier modtager støtte. I 2011 gav den danske stat således afgiftsreduktioner på 1,8 mia. kroner til kul og 5,3 mia. kroner til olie. Det har OECD opgjort.

Vindmøller modtog lige over 2 mia. i støtte i 2012. Hvorvidt det kan karakteriseres som 'massiv statsstøtte', står for Mikkel Denckers regning.

I runde tal udgjorde PSO-afgiften i 2012 4 procent af elregningen, og knap halvdelen af PSO'en gik til vindenergi - altså ca. 2 procent af danskernes samlede elregning. Vinds andel af PSO'en er i vækst. Men med god grund. Vind er nemlig den samfundsmæssigt billigste vedvarende energiteknologi, og derfor 'bonner' vind også mere ud, fordi der investeres mest her.

Ser vi på, hvor meget energi staten får for støttekronerne, så fik man i 2012 ca. 2,5 mere ved at støtte vind end ved at støtte biogas. Og pengene var ca. halvanden gang bedre givet ud end til de 'decentrale værker', som er de kraftvarmeværker, som elforbrugerne bidrager til driften af over PSO'en.

Vender vi ganske kort blikket uden for Danmark, så fremgik det af et lækket EU-dokument for nogle uger siden, at vedvarende energi på tværs af EU i 2011 fik 30 mia. euro i støtte. Det er mange penge, men tallet blegner i sammenhold med a-kraft, der fik 35 mia., og fossile brændsler, der fik 26 mia.

Samtidig vurderes det, at forureningen fra fossile værker medførte en ekstra sundhedsomkostning på 40 mia. euro.

Juleønske til Dencker
Tilbage til Mikkel Denckers juleønske om, at støtten til vind skal skrues ned. Jeg kan glæde ordføreren med, at hans ønske delvist går i opfyldelse lige efter jul, idet vindmøller opstillet på land efter 1. januar vil få ca. 17 procent mindre i tilskud end i år.

Det skyldes den nye tilskudsmodel, Mikkel Dencker har været med til at beslutte. Skal ønsket om helt at fjerne støtten til vind - og andre vedvarende energiformer - gå i opfyldelse, så kræver det imidlertid, at han og kollegerne i Danmark og EU er villige til at gøre det rigtige for energipolitikken.

Det betyder i første omgang, at vi skal have vedtaget entydige EU-mål for 2030, der er både ambitiøse, klare og bindende. Samtidig skal vi have fikset det vingeskudte CO2-kvotesystem, så det reelt påvirker investeringerne i energisektoren, og endelig skal landene arbejde tættere sammen om energisystemet, sådan at vi sikrer de rigtige investeringer i ny infrastruktur og i videst mulig omfang slipper for fordyrende og forurenende kulbaserede back-up systemer.

Det er mit juleønske til Mikkel Dencker.

Forrige artikel EU-2030: Mere dialog og færre pindemader, tak EU-2030: Mere dialog og færre pindemader, tak Næste artikel Energieffektivitet skaber global vækst Energieffektivitet skaber global vækst