Solcelleforslag underminerer energiforliget

DEBAT: Det er dybt beklageligt, at regeringen vil udskyde to vindmølleparker for at kompensere for statens provenutab på solceller, skriver Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd. Han mener, at den nye afregningsordning for solcellestrøm er i strid med visionen om det intelligente elnet "Smart Grid".

Af Søren Dyck-Madsen
Klima- og energimedarbejder, Det Økologiske Råd

Det er med underen og stor beklagelse, at vi i Det Økologiske Råd læser regeringens forslag til ændring af afregningssystemet for solcellestrøm. Der er en række problemer i forslaget, men helt overordnet set er det yderst uheldigt, at man vælger en PSO-baseret ordning for solcellerne. Med Energiforligets aftale om omkostningsniveauet frem til 2020 er regeringen nemlig bundet til at finde de besparelser, der skal dække provenutabet på solcellestrømmen inden for PSO-området.

Konsekvensen er uheldigvis, at man nu må udskyde de to vindmølleparker, som vi var så begejstrede over, da de blev vedtaget for bare et halvt år siden. Naturligvis ændrer udskydelsen ikke mulighederne for at nå energiaftalens samlede 2020-mål, fordi møllerne først kommer i drift i 2020. Men at udskyde denne store vindsatsning så kort tid efter energiforliget underminerer troen på, at de danske politikere kan og vil holde fast i deres egne planer.  

Frem for alt indebærer udsættelsen imidlertid en risiko for, at en eventuel ny regering med en anden farve kan nå at udsætte de to mølleparker yderligere, eller måske helt at aflyse dem, fordi de ikke længere vil være ”fastlåst” af aftaler, som bliver indgået i den nuværende regerings levetid.

Lad varmesiden bidrage
I Det Økologiske Råd mener vi, at den mest intelligente løsning vil være at finde en del af finansieringen til solcelleboomet på varmesiden via forsyningssikkerhedsafgiften og ikke på elsiden via PSO. Det vil nemlig skabe et større incitament til energibesparelser i boligmassen. Desuden vil en sådan løsning påvirke erhvervslivet mindre, samtidig med at virksomhederne vil bliver kompenseret for forsyningssikkerhedsafgiften. 

Den foreslåede model fremstår derimod ikke intelligent og i direkte modstrid med visionerne for det intelligente elnet, Smart Grid. Regeringens forslag forringer direkte solcelleejernes motivation for at deltage i Smart Grid, fordi man kun kan blive fritaget for afgift på egen solcellestrøm, når man bruger den, samtidig med at den produceres. Det gælder, uanset om elkunder uden solceller kunne have brugt strømmen bedre på det pågældende tidspunkt og dermed reduceret forbruget af fossile eller biomassebaserede brændsler. 

Det er ikke hensigtsmæssigt. Ved at gøre den hjemmeproducerede el meget billigere end den købte kommer regeringen til at fremme en adfærd, som ikke gavner omlægningen af energisystemet. Blandt andet vil det jo være hul i hovedet at lade en varmepumpe køre om dagen, når solen skinner både ind ad vinduerne og på solcellerne, men det kan blive en konsekvens af forslaget. Varmepumper bør logisk set køre om natten, hvor der ofte er vindstrøm til stede, men derimod ingen passiv solvarme, og hvor solcellerne heller ikke producerer. Sådan er det nu, og sådan skal det blive ved med at være. Det tilsiger al sund fornuft. 

Slankekur til nettoordningen
I Det Økologiske Råd havde vi langt hellere set, at regeringen valgte at skære ”fedtet” af nettomålerordningen ved at acceptere, at netselskaberne opkrævede betaling for brug af elnettet, og at man indførte en ny grøn ejer- eller nettomålerafgift med det formål at dele fordelene ved installation af solceller fornuftigt mellem investor og samfundet, i takt med at anlægsprisen falder. Den simple tilbagebetalingstid for solcelleanlæg gennem denne afgift skulle løbende justeres, så tilbagebetalingstiden var ca. 10 år. 

Den uventede store interesse for solceller har naturligvis betydet færre afgiftskroner til statskassen, og det kalder nødvendigvis på ændringer i nettomålerordningen, men regeringens bud på en løsning er ikke spiseligt. Vi foreslår, at tabet i stedet bliver dækket dels af den ”grønne ejerafgift”, dels ved at indføre fuld elafgift for virksomheder, som ikke har produktion. Herved vil vi opnå, at disse erhverv - især detailhandel, liberalt erhverv, kontorer mv. – får større tilskyndelse til at spare på strømmen.
Da energi udgør en begrænset del af omkostningerne for de pågældende virksomheder, vil regningen for dem, som ikke agerer, alligevel ikke være af en størrelse, der lukker virksomheden.

Regeringen bør med andre ord gentænke og revidere sit forslag. Som det ligger nu, er det en ommer. 

Forrige artikel It’s global warming, stupid! It’s global warming, stupid! Næste artikel Fremtiden - er den grønne omstilling i fare? Fremtiden - er den grønne omstilling i fare?