Lidegaard: Klimaplanen gavner både klima og samfund - bare vent og se!

DEBAT: "Mens Venstre sidder udenfor og råber, er vi andre i fuld gang med at finde løsninger, der gavner både klimaet og det danske samfund. Vi begynder, hvor det er billigst, og bevæger os gradvist frem, så vi begrænser omkostningerne," skriver klimaminister Martin Lidegaard (R).

Af Martin Lidegaard (R)
Klima- og energiminister 

I august præsenterede jeg regeringens udspil til en klimaplan med det tilhørende virkemiddelkatalog. Det satte gang i en livlig debat i medierne — blandt andet her på Altinget.dk, hvor en lang række aktører har givet deres besyv med.

Vi lytter til alle argumenter, når vi i regeringen arbejder videre med de konkrete forslag, så vi kan tage de første skridt imod at opfylde klimaplanen.

Debatten vil forhåbentlig fortsætte længe endnu. Vi skal løbende diskutere, hvor vi skal sætte ind for at begrænse udledningen af drivhusgasser, og hvor hurtigt vi skal gøre det. Men foreløbig tak til alle, der har deltaget i diskussionen og givet deres bidrag. Hvis vi skal lykkes med denne proces, kræver det en åben og ærlig dialog med alle interesserede.

Lytter til landbruget
Min indgang til diskussionen har fra begyndelsen været klar. Vi skal tage vores del af ansvaret for den klimaudfordring, verden står overfor. Det betyder, vi skal reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2020. Vi skal begynde, hvor det er billigst, og gradvist bevæge os frem, så vi begrænser omkostningerne. Det løser ikke klimaproblemet, hvis vi sender arbejdspladserne ud af landet.

Landbruget meldte i begyndelsen meget hårdt ud. Erhvervet har en presset økonomi, og der er naturligt nok en bekymring for øgede udgifter. Vi har taget initiativ til en dialog med Landbrug & Fødevarer, vi håber, vil blive frugtbar. Der er flere mulige tiltag, der både vil gavne klimaet, landbrugserhvervet og miljøet. Jeg har selv tidligere peget på udtag af lavtliggende jorder som et oplagt sted at begynde, men jeg lytter gerne til erhvervets egne forslag.

Små skridt i transportsektoren 
Mange — ikke mindst de grønne organisationer — peger på, at transportsektoren også skal bidrage. Jeg er enig i, at alle sektorer skal yde et bidrag, men nogen steder kommer det til at gå hurtigere end andre. På kort sigt mangler vi de teknologiske løsninger inden for transportsektoren. Derfor kommer vi kun til at tage små skridt i begyndelsen. 

Venstre sidder udenfor og råber 
Politisk har jeg bidt mærke i, at både Enhedslisten og De Konservative bakker op om vores målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2020. Det er glædeligt og tegner godt for det arbejde, vi skal i gang med.

Til gengæld er det ærgerligt at følge Danmarks største parti, Venstre, der har valgt at bruge modstanden mod klimaplanen til at profilere sig på. Klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V) har flere gange — senest på Altinget.dk den 11. november — skrevet om nye byrder, krav og tabte arbejdspladser.

Det pudsige er, at Venstre har det samme mål som regeringen: At vi skal være fri af fossile brændsler i 2050. Det mest ansvarlige økonomisk er at gøre indsatsen gradvist, så vi ikke står med en kæmpe opgave om 10 eller 20 år. Men det undlader Lars Christian Lilleholt behændigt at komme ind på i sin jagt på en kortvarig vælger-gevinst.

Mens Venstre sidder udenfor og råber, er vi andre i fuld gang med at finde løsninger, der gavner både klimaet og det danske samfund — bare vent og se!

Forrige artikel Vindmølleindustrien misinformerer om støjforhold Næste artikel En sigende meningsmåling En sigende meningsmåling